Handicapaktivist: En takstmodel diskriminerer og sikrer ikke et værdigt liv

Af Mette Friis
Handicapaktivist og pårørende, uddannet sygeplejerske og lærer

'Tiden er inde til en takstmodel for BPA-ordningen.'

Sådan lyder overskriften på et indlæg skrevet af Thomas Adelskov (Borgmester i Odsherred Kommune, bestyrelsesmedlem i KL), Torben Klitmøller Hollmann (Sektorformand i FOA) og Finn J. Løvenholdt Kemp (formand, Handicapbranchen Danmark) i Altinget 6. august.

Allerede overskriften bekymrer mig som pårørende til udviklingshandicappet kvinde på 61 år.

Dels er KL som bekendt en privat interesseorganisation med fokus på at gøre kommunernes udgifter så lave som muligt. Thomas Adelskov har ytret, at han gerne så at Ankestyrelsen tilpasser deres afgørelser til kommunernes praksis, mens FOA interesserer sig for sine medlemmer.

Når det så er sagt, er jeg meget uforstående over for, hvorfor det kun er en BPA-ordning (Brugerstyret Personlig Assistance) for fysisk handicappede, som har interesse for aktørerne. Har borgere med udviklingshandicap eller usynlige handicaps ikke ret til og behov for et liv, hvor der er frihed og plads til spontanitet?

For år tilbage spurgte man handicappede og pårørende, hvad de mente, der var brug for. På denne måde sikrede man et værdigt og indholdsrigt liv.

Mette Friis
Handicapaktivist og pårørende, uddannet sygeplejerske og lærer

Helhedsløsning uanset handicap
Hvis KL, FOA og Handicapbranchen Danmark vil rykke livet for handicappede mod et værdigt og frit liv, hvor man opfylder Handicapkonventionen, som Danmark har ratificeret i 2009, bør der arbejdes mod en helhedsløsning uanset handicap. 

En takstmodel, som vi allerede har i form af tidstyranni og ”kvalitetsstandarder”, vil tage livet af alle. Den vil ikke gøre kampene med kommunerne mindre eller de lange og urimelige klagegange lettere. 

For år tilbage spurgte man handicappede og pårørende, hvad de mente, der var brug for. På denne måde sikrede man et værdigt og indholdsrigt liv til handicappede og pårørende. Kun ganske få bad om mere end de behøvede for at opretholde et så normalt liv som muligt, som jo så flot er intentionen med lovgivningen på området. 

Måske skal man også huske, at hvis man efterspørger mere hjælp, end andre synes, der er behov for, så skyldes det muligvis, at den pågældende ikke har et netværk at trække på. Som det er i dag, forventes det, at familien står til rådighed døgnets 24 timer, syv dage om ugen i årets 52 uger. 

Dette bevirker, at de pårørende ikke kan passe det job de ellers havde og må tage jobbet fra en ufaglært, som ellers kunne være hjælper for den handicappede.

Diskriminationen øges
Desværre er vi nået til, at handicappede diskrimineres og der diskrimineres mellem handicaps, og et yderligere fokus på fysiske handicaps vil kun øge denne diskrimination. Det er ikke brug for mere ”dem og os” i samfundet end der allerede er.

Med mine øjne er der brug for en fælles BPA-ordning for alle handicaps, hvor det bliver en reel mulighed for alle at blive hos sin familie eller skabe sit eget hjem. 

Nogle har brug for hjælp til alle praktiske opgaver, hvor andre har brug for, at der nogle til at hjælpe, støtte, guide og være til stede døgnet rundt. Der skal gøres plads til, at ingen mennesker gør ting på klokkeslæt, og ingen skal være afhængige af, at de skal vente på hjælpen. Den skal være der. 

Alle uanset handicap skal have lov til at komme ud på ture i livet, når lysten, vejret og muligheden byder sig. Læser man vejledningen til Brugerstyret Personlig Assistance (BPA) §§ 95 og 96 står der, at hensigten er, at personen og familien skal kunne opretholde et så normalt liv som muligt. I begge ordninger modtager borgeren eller en nærtstående et kontant tilskud til at ansætte selvvalgte hjælpere. 

For at det skal være en mulighed at ansætte eksterne hjælpere, er ordningerne nødt til at indeholde så mange timer, at man kan rekruttere og fastholde personale, hvilket betyder, at hjælpen ikke kan ligge spredt, som mange oplever i dag. 

Forlang den nødvendige hjælp
Desuden er der meget hjælp og støtte man ikke kan modtage hvis man er udviklingshandicappet, hvilket er dybt diskriminerende. 

Mange er for eksempel frataget muligheden for at komme på ture eller at få hjælp til at udfylde de timer, hvor de ikke skal vaskes, på toilettet eller spise.

Det vil klæde KL, FOA og Handicapbranchen Danmark at tage hele voksenhandicapområdet ind i deres overvejelser og undlade et takstsystem. De bør forlange, at den nødvendige hjælp gives til borgeren. Og hvad som er nødvendigt, må man tale med borger og pårørende om.

Hvis vi i Danmark kan tillade os at sige vi har et velfærdssamfund, så skal vi leve op til det. Velfærd er at hjælpe og tage hånd om dem, som har brug for hjælp. Som det er nu er velfærdssamfundet for alle dem, der kan klare sig selv. Fra politisk side påberåbes hele tiden, at Danmark har et velfærdssamfund, men det er ikke det, som opleves af dem som skal have hjælp til at leve deres liv. 

Derfor efterlyses en klar udmelding, om de folkevalgte i Danmark virkelig vil sikre velfærdssamfundet eller ej. Det er meget er nedbrydende at leve i forventningen om, at kunne få den nødvendige hjælp, men at virkeligheden er en anden. Konstant konfronteres man med det uendelige klagesystem, der opslidende, og som de fleste ikke evner og formår at kæmpe sig igennem. Man skal være stærk for at have et handicap.