Hjem til Alle Alliancen: Der mangler boliger til dem med mindst – og boligaftalen løser det ikke

Men en stigende afstand mellem huslejer og betalingsevne blandt dem, der har mindst, udgør en voksende udfordring – ikke kun i de store byer, men i stigende grad også i resten af landet.

Det kalder på boligpolitiske greb, der sikrer, at alle har adgang til en bolig, de kan betale.

Manglen på betalbare boliger er ikke kun et dansk problem. Internationalt og i EU omtales boligkrisen i stigende grad som både en social, demokratisk og sikkerhedspolitisk udfordring.

Når Danmark har en velfærdsmodel og en boligsektor, der internationalt fremhæves som forbillede, så forpligter det. Også i boligpolitikken.

Kira West
Direktør, Hjem til Alle Alliancen

Med op mod én million mennesker i hjemløshed i Europa – heraf omkring 400.000 børn – er behovet for handling presserende.

I Danmark står vi slet ikke over for en krise af samme omfang, men det går den forkerte vej.

Uindfriede ambitioner

Et enigt Folketing vedtog i 2021 en ambitiøs hjemløsereform. Målet med reformen er at gøre op med langvarig hjemløshed gennem Housing First: en permanent bolig kombineret med den nødvendige sociale støtte.

Men hjemløshed kan ikke afskaffes uden adgang til betalbare boliger.

Derfor indeholdt hjemløsereformen også boligpolitiske initiativer: en pulje på 150 millioner kroner til midlertidig huslejenedsættelse i eksisterende boliger og en pulje på 900 millioner kroner til opførelse af nye, permanent billige boliger.

Den sidste pulje er stort set ikke blevet anvendt og bliver justeret med aftalen, så den forhåbentlig kan virke, og den første bliver suppleret med yderligere 150 millioner kroner – og begge dele er meget positivt.

Men puljerne er midlertidige og bliver brugt op, og aftalen giver igen svar på, hvordan vi på længere sigt sikrer en varig forsyning af betalbare boliger.

Kommuner og boligorganisationer prioriterer – forståeligt – boliger, der kan tiltrække ressourcestærke borgere. Men konsekvensen er, at mennesker med meget lav betalingsevne skubbes længere væk fra boligmarkedet. Det har en klar social slagside.

At være et internationalt forbillede forpligter

Samtidigt presses betalingsevnen yderligere. Lavere ydelser har forstærket kløften mellem indkomst og boligudgifter for en del af de mest sårbare borgere.

Og med afskaffelsen af muligheden for at yde særlig huslejestøtte til borgere med meget lav betalingsevne er kommunerne efterladt uden effektive redskaber.

En netop udkommet analyse fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd viser, at seks ud af ti borgere i hjemløshed har så få økonomiske ressourcer, at de har svært ved at betale for selv en meget billig bolig.

Det kalder på handling. Der er derfor brug for politiske initiativer, der på kort og lang sigt reducerer det stigende gab mellem høje huslejer og lav betalingsevne.

Regeringen har anerkendt problemet og afsat en pulje på 15 millioner kroner, der i 2026 midlertidigt kan holde hånden under dem, der ellers risikerer at miste deres bolig. Men beløbet er langt fra tilstrækkeligt, og problemet er ikke løst om et år.

Kommunerne er i fuld gang med at omlægge indsatsen til Housing First. Men uden betalbare boliger kan reformens ambitioner ikke indfries. Midlertidige puljer løser ikke et varigt strukturelt problem.

Der er brug for langsigtede politiske løsninger – enten ved at øge udbuddet af betalbare boliger eller styrke betalingsevnen hos dem med mindst, eller helst begge dele.

Når Danmark har en velfærdsmodel og en boligsektor, der internationalt fremhæves som forbillede, så forpligter det. Også i boligpolitikken.