Hjemløseforening: Boligministeren må bekæmpe hjemløshed med samarbejde

Af Ask Svejstrup
Sekretariatsleder i Sand − De hjemløses landsorganisation

Efteråret er over os, men i det politiske landskab er det forår, som det altid er, når der er kommet en ny regering. Visionerne er mange, håbet er lysegrønt, og endnu har vi til gode at se, om de mange løfter og gode intentioner kan overvinde de praktiske problemer, virkeligheden bringer.

Som de hjemløses talerør vil jeg også tillade mig at være optimistisk og straks foreslå regeringen en række tiltag, der kan få det stadigt stigende antal hjemløse til at vejre morgenluft.

Hjemløseproblemet kræver indsats på tværs af regeringen
Lad mig starte ved antallet af hjemløse. For netop nu er kortlægningen af hjemløshed 2019 blevet offentliggjort. Optimisten vil sige, at kurven er knækket, realisten vil sige, at stigningen er bremset, og pessimisten vil sige: ”Glæd jer, så længe det varer.”

Uden at gå ind i en længere analyse af, hvordan det kan være, stigningen ikke fortsætter, vil jeg postulere, at det intet som helst har at gøre med politiske tiltag på hjemløseområdet. Den primære årsag er, at alle anvisningsboligerne, der i 2017, hvor man sidste gang talte hjemløse, var reserveret til flygtninge. Flygtningestrømmen blev væk, og derfor er man igen begyndt at kunne anvise boliger til hjemløse.

Min påstand underbygges af, at antallet af hjemløse kvinder er faldet. Kvinder står over mænd i hierarkiet til at få anvist boliger i kommunerne.

Min første opfordring til den nye regering er, at de understøtter den sociale indsats med en indsats på bolig-, beskæftigelses- og sundhedsområdet som de første og vigtigste.

Ask Svejstrup
Sekretariatsleder, Sand

Min pointe er, at socialpolitiske tiltag ikke kan gøre noget grundlæggende ved hjemløseproblemet. Det kræver indsatser af mere strukturel karakter. Og det kræver indsatser, der involverer flere ressortområder. Derfor er min første opfordring til den nye regering, at de understøtter den sociale indsats med en indsats på boligområdet, beskæftigelsesområdet og sundhedsområdet som de første og vigtigste.

I vores nordiske nabolande, som også har oplevet stigninger i hjemløsheden, har man for flere år siden indset denne nødvendighed. I Finland og Norge har man afsat betydelige midler for at tilvejebringe boliger til hjemløse samtidig med en solid social indsats. Det har nedbragt hjemløsheden. Kig den vej efter brugbare løsninger.

Kommunerne skubber fattigfolk ud af byerne
Min anden opfordring er at se hjemløse og andre udsatte grupper som folk med ressourcer frem for pariaer. I mange år har alt for mange kommuner lavet tiltag for at skubbe fattigfolk ud af byen. Hvis vi for eksempel ser på Københavns Kommune, har de gjort alt, hvad der står i deres magt, for at nedbringe antallet af små, billige boliger gennem de sidste fire årtier.

Formålet har været at få udskiftet kommunens befolkningsgrundlag, så der er færre på overførselsindkomst og flere med lønindkomst. Det har de blandt andet gjort ved at sætte krav om, hvor stort der skal bygges. Det betyder, at der stort set ikke er bygget lejligheder, der har været til at betale for lavindkomstgruppen.

Og strategien virker, kan vi aflæse i hjemløsetællingen. Der er en stigning i antallet af hjemløse i landkommunerne. Jeg tror ikke, det udelukkende kan tilskrives ”egen avl” i landkommunerne. Fattige folk har ikke andre muligheder end at søge derud, hvor der er boliger til at betale, og de går sidenhen til bunds. Regeringen kan med fordel insistere på, at kommunerne opfylder deres forsyningsforpligtelse, det vil sige, at de bygger billige boliger og stopper den sociale eksport.  

Brug for flere betalelige boliger
De kan også tage endnu et skridt for at komme efterslæbet til livs. Min tredje opfordring er en gammel kending fra Altingets faste læsere: I nybyggede lejlighedskomplekser skal 20 procent af lejlighederne have en husleje, som lavindkomstgruppen kan betale.