Indvandrere og flygtninge ender som fattige ældre

Af Anika Liversage og Vibeke Jakobsen
Forskere ved SFI

I både Danmark og store dele af Europa bliver der stadig flere ikke-vestlige indvandrere og flygtninge over pensionsalderen. 

Dette er som sådan ikke nogen overraskelse, da en del ikke-vestlige indvandrere kom til Danmark som unge voksne omkring 1970. De kom som såkaldte gæstearbejdere, og i dag, knap et halvt århundrede senere, har de nået pensionsalderen. Også flygtninge, der som forholdsvis unge kom til Danmark i 1970’erne og 1980’erne, når i stigende tal pensionsalderen. 

Det er overvejende yngre mennesker, der udvandrer eller flygter, og derfor har der blandt indvandrere med ikke-vestlig baggrund hidtil kun været et begrænset antal personer over pensionsalderen. Dette mønster ændrer sig dog i disse år. 

En af forklaringerne på de etniske minoriteters dårlige økonomi er, at de har været dårligt integrerede på det danske arbejdsmarked tidligere i livet. 

Anika Liversage og Vibeke Jakobsen
Forskere ved SFI

Af ældre med ikke-vestlig baggrund er der i aldersgruppen 65-74 år i dag cirka 14.400 personer, mens cirka 6.500 personer er 75 år og derover (tal fra 2016). Til sammenligning er aldersgruppen 55-64 år, med 33.100 personer, klart større. Det betyder, at der i de kommende år vil ske en stigning i antallet af ældre med ikke-vestlig baggrund. 

Alderdom præget af mangler
Disse ældre er langt fattigere end ældre af dansk herkomst. Analyser af registerdata viser, at knap 30 procent af de 65-74-årige i den største indvandrergruppe, som er fra Tyrkiet, lever under OECD’s fattigdomsgrænse. Ifølge denne grænse er man fattig, hvis man, når der tages højde for, om man for eksempel bor sammen med en ægtefælle, har en disponibel indkomst under 50 procent af medianindkomsten i hele landets befolkning. I kroner og øre ligger denne grænse på omkring 105.000 kr. om året.  

En del ældre indvandrere deler dog bolig ikke blot med for eksempel en ægtefælle, men også med børn og måske børnebørn, hvilket kan gøre det nemmere at klare sig for få penge. Hvis man tager højde for, at ældre indvandrere sammenlignet med ældre danskere bor flere mennesker sammen, og inddrager dette i beregningerne af fattigdom, falder fattigdomsraten blandt de tyrkiske ældre til 16 procent. Den er dog stadig mange gange højere end i den generelt velstillede danske majoritet. 

At nogle fattige ældre etniske minoriteter deler bolig med den yngre generation er en boform, der både kan være ufrivillig på grund af for eksempel den økonomiske situation og frivillig på grund af for eksempel kulturelle præferencer. Også andre etniske minoritetsgrupper har kun få penge som ældre (se figur 1).

(Artiklen fortsætter under figuren)

Figur 1: Fattigdomsrater, udvalgte grupper. OECD’s fattigdomsgrænse – 50 pct. af medianindkomsten. Beregninger ud fra A) Danmarks Statistiks familiebegreb og B) udvidet familiebegreb. 

Som figur 1 viser, er den økonomiske situation blandt ældre flygtningegrupper som iranere og vietnamesere generelt lidt bedre end blandt tyrkiske og pakistanske arbejdskraftsindvandrere. 

Det skyldes lovgivning, der har gjort, at flygtninge ofte modtager fuld folkepension frem for den brøkpension, mange ældre indvandrere må nøjes med. Sådan ser det dog ikke ud til at blive fremover; et emne vi vender tilbage til senere i denne artikel. Det må også tilføjes, at ældre flygtninges økonomi stadig er langt ringere, end den er i den danske ældrebefolkning.

“Der er ikke meget at råbe hurra for”
Den dårlige økonomiske situation for ældre flygtninge og indvandrere bunder i faktorer som et lavt uddannelsesniveau, få år på det danske arbejdsmarked, mangel på opsparing i pensionsordninger og, for især kvinder fra indvandrergrupper, en relativ kort opholdstid i Danmark, der bevirker, at de oftere modtager brøkpension og ikke fuld folkepension.

En indkomst under OECD’s fattigdomsgrænse behøver ikke altid betyde, at man oplever at leve i fattigdom, hvis man for eksempel har en meget lav husleje. Men interviews med ældre indvandrere fra Tyrkiet viser, at en del af disse indvandrere oplever afsavn på grund af få penge i hverdagen. 

Den dårlige økonomi kan blandt andet betyde, at de ældre må begrænse indkøb af basale ting som mad, tøj og medicin. En kvinde fortæller: 

”I går var jeg nede for at købe medicin. Så sagde de, at det blev 600 kroner. … Og så kom jeg hjem uden medicin. Så må I beholde den, sagde jeg.” 

Det kan også betyde, at man ikke har midlerne til at deltage i vigtige begivenheder som for eksempel en begravelse, hvis det kræver en rejse:

”Vi har ikke råd til at tage nogen steder hen. For nyligt døde min storesøsters datter, men vi kunne ikke tage til Tyskland.”

Hverdagen for mange af disse ældre indvandrere går ud på at finde måder at spare penge, hvilket kan forringe deres livskvalitet betydeligt. 

”Vi sparer bare. Vi prøver hele tiden at slukke for lyset … Vi sparer på maden, på tøjet. Vi lader være med at tage på ferie. Så er der et år, to år, hvor vi ikke rejser. Vi er påpasselige med alting. Men bare det dog ikke var sådan … Det er vores liv i Danmark, der er ikke meget at råbe hurra for.”

En ophobning af dårlige omstændigheder
Der er generelt en meget begrænset viden om ældre indvandrere og flygtninges økonomi fra andre europæiske lande, da der ofte mangler god data på området. De eksisterende studier viser dog, at ældre etniske minoriteter oftere står i en dårligere økonomisk situation end landenes egne befolkninger. 

Analyser viser således, at migranter over 65 år har klart højere risiko for at leve med lave indtægter end ikke-migranter i lande som Tyskland, Holland og Storbritannien. Fra Sverige viser studier, at ældre indvandrere, især fra ikke-OECD lande, er fattigere end ældre fra majoritetsbefolkningen, og at de forbliver i fattigdom længere end ældre med majoritetsbaggrund. 

Den canadiske sociolog Lynn McDonald mener, at den begrænsede viden om aldring blandt indvandrere skyldes, at emnet er meget komplekst. Ifølge hende kan forhold i alderdommen kun forstås, hvis man ser på sammenhængen mellem de personlige livsforløb i forskellige grupper, den samfundsmæssige og historiske struktur, de forløber i, samt de sociale uligheder, der findes. 

I forlængelse heraf har den amerikanske sociolog Dale Dannefer udviklet et perspektiv, der kaldes et cumulative dis/advantage-perspektiv. Forskning tyder nemlig på, at alder ikke er noget, der gør folk mere lige. 

Tværtimod er der noget Mattæus evangelium over tidens gang: "thi den, som har, ham skal der gives". Og også omvendt, kan man tilføje: den, som kun har lidt, skal ende med endnu mindre. 

Når så store andele af ældre tyrkere og også for eksempel ældre pakistanere, iranere og vietnamesere er fattige på deres gamle dage, må det til dels forstås som et resultat af en ophobning af dårlige omstændigheder livet igennem.

Dårlig integration på det danske arbejdsmarked
En af forklaringerne på de etniske minoriteters dårlige økonomi er, at de har været dårligt integrerede på det danske arbejdsmarked tidligere i livet. 

Fra sidst i 1960’erne og frem til det indvandringsstop, der blev indført med oliekrisen i 1973, kom især mandlige indvandrere til Danmark fra lande som Tyrkiet, Pakistan og det daværende Jugoslavien. De kom i høj grad for at varetage ufaglærte job i industrien. 

Efter 1973 indvarslede den økonomiske nedtur en ny æra. Arbejdsløsheden, som havde været næsten ikke-eksisterende, da indvandrerne ankom, steg kraftigt og nåede i 1983 op på 10 procent. Nogle virksomheder lukkede, mens andre kæmpede for at omstrukturere i et økonomisk klima med stigende international konkurrence. 

Store danske skibsværfter blev udkonkurreret af asiatiske virksomheder og måtte lukke en efter en. Mange ufaglærte stillinger gik tabt i omstruktureringen, både gennem outsourcing og på grund af brugen af ny teknologi. 

En stor del af de danske ufaglærte blev omskolet. Mange af de tyrkiske indvandrere var dog ude af stand til at klare skolebænken. De havde ofte kun fem års skolegang med fra barndommen, og de beherskede kun et begrænset dansk. I stedet røg de ofte helt ud af arbejdsmarkedet. 

For i et land med en høj mindsteløn var der ikke mange jobåbninger for personer med færdigheder, der, skønt de var eftertragtede først i halvfjerdserne, i firserne pludselig blev set som meget mangelfulde. 

Derudover havde mange af indvandrerne også haft anstrengende og farlige job. Det havde i en del tilfælde ført til helbredsproblemer, der efterfølgende også begrænsede deres beskæftigelsesmuligheder.

Tidlig exit
Analyser af registerdata viser i den forbindelse, at de etniske minoriteter, der i dag er 65-74 år gamle, forlod arbejdsmarkedet langt tidligere end jævnaldrende danskere. 

Figur 2 viser beskæftigelsesgraden for personer, der i dag er 65-74 år, dengang de var 55 år gamle. Hvor 77 procent af personer af dansk herkomst i en alder af 55 år var i beskæftigelse, gælder det samme for kun 33 procent af pakistanerne og 16-19 procent af personer fra Vietnam, Tyrkiet og Iran. 

I stedet var de ældre etniske minoriteter afhængige af førtidspension, dagpenge, eller de modtog den såkaldte overgangsydelse. Forklaringer på denne meget lave beskæftigelsesgrad kan som nævnt være de etniske minoriteters begrænsede uddannelsesmæssige ressourcer, et krævende arbejdsmarked, hvor andelen af ufaglærte job faldt, og at ledigheden på daværende tidspunkt var høj. 

Også eksistensen af den overgangsydelse, som langtidsledige på over 50 år i en periode i halvfemserne havde mulighed for at overgå til, kan være en del af forklaringen.

(Artiklen fortsætter under figuren)

Figur 2: Arbejdsmarkedsstatus, da de var 55 år. 65-74 årige, grupper med baggrund i udvalgte lande.

Kvinderne er hårdest ramt
Både SFI’s forskning og andre europæiske undersøgelser viser, at ældre etniske minoritetskvinder ofte er fattigere end mænd med tilsvarende baggrund. Dette skyldes blandt andet, at kvinderne tit ankom senere til Danmark end mændene, der gik ofte nogle år og endda årtier, før mændene hentede koner og børn til det kolde nord. 

Denne senere ankomst ligger år tilbage i dag, men gør, grundet reglen om brøkpension, at kvindernes indkomst ofte er lavere end mændenes. 

En anden årsag til kønsforskelle i andelene, som falder under fattigdomsgrænsen, er, at kvinder oftere er enlige end mænd, og at enlige hyppigere er fattige end folk, som lever i par. Når kvinder oftere er enlige, skyldes det både, at kvinder ofte har ældre partnere, og at de i gennemsnit lever længere end mænd. 

Samtidig har disse kvinder normalt også haft en mere kortvarig eller slet ingen tilknytning til arbejdsmarkedet end mændene, af stor betydning for hvad de selv har sparet op. 

En del af kønsforskellen udspringer af kvindernes mange hjemlige forpligtelser, ofte med fire-fem børn at tage sig af. 

Mange af kvinderne har også meget begrænsede sprogkundskaber: Hovedparten har slet ikke gået i skole i deres barndom i Tyrkiet, noget, som stiller dem dårligt livet igennem, og gør det svært at lære dansk som voksen. Blandt de ældre tyrkiske kvinder vi interviewede, fortalte en del, at de på trods af at have levet to eller tre årtier i Danmark stort set intet dansk kunne. Det var kvinderne selv meget kede af og ønskede, at det ikke var endt sådan. 

Enkelte kvinder fortalte, at de var helt uden indkomst. Dette kan skyldes, at de utilsigtet havde overtrådt dansk lovgivning, for eksempel i forhold til, hvor længe ferieophold i Tyrkiet må vare. 

Andre ældre indvandrere, både kvinder og mænd, kunne være uden indkomst, fordi de var kommet til Danmark som familiesammenførte til voksne børn inden 2002, og disse børn har underskrevet en forsørgelseskontrakt. Antallet af sådanne ældre indvandrere er begrænset, men deres situation kan være ganske problematisk, fordi disse ældre ikke må modtage nogen form for forsørgelse fra det offentlige. Hvis deres børn har svært ved at støtte dem økonomisk, kan de dermed ende som meget fattige. 

Danske pensionsregler hjælper ikke
Det er dog ikke kun de ældre tyrkeres fortid, der har medført, at de er fattige i dag. En anden væsentlig forklaring på de høje fattigdomsrater ligger i de danske regler for folkepension. 

Denne pension er ellers netop lavet for at sikre, at alle ældre i Danmark skulle have en acceptabel indkomst i deres sidste del af livet. Tallene viser, at de ældre etniske minoriteter er meget afhængige af penge fra det offentlige: De får en langt større dele af deres indtægt fra folkepension, inklusive pensionstillæg med videre, og andre sociale ydelser end ældre af dansk herkomst, som i klart højere grad har erhvervs- eller formueindkomst og andre pensionsopsparinger at trække på. 

Og det bringer os tilbage til reglen om brøkpension: En regel, som får stor betydning, netop fordi ældre etniske minoriteter er meget afhængige af folkepensionen. Ifølge denne regel kræves 40 års bopæl i Danmark imellem det 15. år og pensionsalderen, før man kan modtage fuld folkepension. Har man boet 10-39 år i Danmark nedsættes folkepensionen til en given brøkdel, så for eksempel 17 års bopæl giver ret til 17/40 af den fulde folkepension. Denne nedsættelse gælder dog ikke for de udgiftsbestemte tillæg, der kan ydes til folkepensionister efter lov om social pension, altså helbredstillæg, varmetillæg og personligt tillæg. 

Reglerne om brøkpension gælder for alle, der ikke har opholdt sig 40 år i Danmark, herunder flygtninge. Flygtninge har dog tidligere fået godskrevet bopælstid i oprindelseslandet ved opgørelse af bopælstid for folkepensionen og har dermed oftere opnået ret til fuld folkepension. 

Denne godskrivning blev afskaffet ved en lovændring i 2015 om harmonisering af optjeningsreglerne, dog med en overgangsordning frem til udgangen af 2020. Dette kommer til at betyde, at den økonomiske situation for pensionister med flygtningebaggrund må formodes fremover at blive betragteligt forværret.

Med kravet om 40 års ophold i Danmark for at opnå fuld folkepension har arbejdsmigranter og i fremtiden altså også flygtninge, der var 26 år og opefter ved ankomsten til Danmark, ikke haft mulighed for at optjene fuld folkepension. Det rammer mange af dem i dag, og i særdeleshed rammer det kvinderne.

Fremtiden stiller krav til rettidig omhu
Beregningerne fra SFI’s undersøgelse tager afsæt i registerdata. I disse registre indgår ikke oplysninger fra den uformelle økonomi, hvor ældre for eksempel kan modtage økonomisk støtte fra voksne børn. Også oplysninger om økonomiske forhold i andre lande, for eksempel indtægter fra investeringer eller økonomiske forpligtelser, kan være fraværende. 

Personer kan også være udvandret, uden det fremgår af registrene. I forhold til udviklingen blandt arbejdskraftsindvandrerne i de kommende år, er det også vigtigt at holde sig for øje, at en del af de ældre, der i dag er 65-74 år, er hårdere ramt af reglen om brøkpension end de ældre, der i dag er 55-64 år gamle, må formodes at blive det.

Det skyldes, at sidstnævnte gruppe i højere grad vil have opholdt sig 40 år i Danmark, når de når pensionsalderen.

Men uanset disse forbehold, er det tydeligt, at der er en eksisterende og også en kommende gruppe af ældre indvandrere og flygtninge, som har og vil få store økonomiske udfordringer. 

Reglen om brøkpension udgør en del af forklaringen på de høje fattigdomsrater blandt ældre med etnisk minoritetsbaggrund. Derfor er det vigtigt at informere om reglen blandt de etniske minoritetsgrupper, der endnu ikke har nået pensionsalderen. 

Rettidig information, via de sociale myndigheder eller i andre møder med det offentlige, kan måske sørge for, at disse grupper fremadrettet kan forberede sig bedre økonomisk til livet efter pensionsalderen. 

Samtidig er det dog svært at klippe håret af en skaldet og vanskeligt at spare op, hvis man ikke rigtig har noget at spare op af. Denne situation i alderdommen gør det dermed endnu mere vigtigt, at man bedst muligt sikrer, at indvandrere og flygtninge kommer ind på det danske arbejdsmarked, mens de endnu har mulighed for at være aktive der. 

Den voksende gruppe af ældre med etnisk minoritetsbaggrund har endvidere ofte et dårligere helbred end danske ældre. Det skyldes til dels, at de tidligere i livet har haft anstrengende og farlige job. Eller at de har gennemlevet traumatiske oplevelser, som vi ved kan medføre et dårligt helbred. 

I de kommende år vil mange af disse ældre formentlig få et stigende behov for omsorg og pleje, og det kan skabe udfordringer for den kommunale ældresektor. Udfordringer, der kan blive forstærket af, at en del af denne gruppe kun taler et begrænset dansk. 

De professionelle, som møder de ældre minoritetsgrupper, de sociale myndigheder, ældreplejen, sundhedssektoren med videre bør være opmærksomme på de ældres livsvilkår og dermed også på de belastninger, som en dårlig økonomisk situation kan skabe for både de ældre selv og for deres nærmeste familie. 

For at forbedre den økonomiske situation for denne gruppe af ældre, ligger der en række politiske handlemuligheder i reglerne om brøkpension. Her kan det for eksempel overvejes, om flygtninges tidligere undtagelse fra optjeningsreglerne skal genindføres.