Debat

Jurist: Ankestyrelsen svigter borgerne

Man fristes til at spørge, hvad der egentlig skal til, før det kommunale tilsyn rejser en sag om en kommunes systematiske ulovlige udmøntning af lovgivningen på handicapområdet, skriver Sanne Møller.

Det må være relevant at spørge Folketingets partier og ministeren, om der er behov for at regulere tilsynets udvælgelse af tilsynssager, skriver Sanne Møller. (Foto: presse)<br>
Det må være relevant at spørge Folketingets partier og ministeren, om der er behov for at regulere tilsynets udvælgelse af tilsynssager, skriver Sanne Møller. (Foto: presse)
Sanne Møller
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

To spørgsmål trænger sig på efter chefen for det kommunale tilsyns svar til tre NGO’er om tilsynssager på handicapområdet:

1) Hvorfor hævder det kommunale tilsyn, at deres tilsyn med kommunerne er fremadrettet, når alle andre tilsynsopgaver er bagudrettede?

2) Hvad lægger tilsynets egentlig vægt på, når det vælger tilsynssager, når det tilsyneladende ikke kvalificerer beslutningen med Ankestyrelsens tal om omfanget af klagesager og omgørelser, eller de officielle kriterier for udvælgelse

Det fremgår af kommunestyrelsesloven at:

§ 48. Ankestyrelsen fører tilsyn med, at kommunerne og kommunale fællesskaber, jf. § 60, overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, herunder kommunale forskrifter, der er udstedt i medfør af denne lovgivning, jf. dog stk. 2 og 3.

Konklusionen på tilsynets linje må være, at kommunerne kan "slippe af sted med" at handle i strid med lovgivningen, bare de "sætter farten ned på motorvejen, når de har fået øje på politibilen."

Sanne Møller
Partner i Embedsværket, der rådgiver på socialområdet

På Indenrigs og Boligministeriets hjemmeside fremgår yderligere:

Ved Ankestyrelsens vurdering af, om der skal rejses en sag, vil det indgå, om sagen har væsentlig betydning i forhold til at understøtte det kommunale og regionale tilsyns overordnede formål og funktion: At sikre at kommuner og regioner overholder lovgivningen, når de udøver den magt, der følger af, at de er offentlige myndigheder.[..]

Hjælper ikke borgeren
Hvad der ikke fremgår nogen steder er, at det skulle være relevant, at en kommune efterfølgende holder op med (eller hævder at holde op med) at gøre det, der er blevet klaget over, selvom det netop er Hassings forklaring i svaret på debatindlægget:

"Det er vigtigt at holde sig for øje, at Ankestyrelsens tilsyn er et fremadrettet tilsyn."

I den konkrete sag afviser tilsynet at undersøge, om to konkrete kommuner har brugt en kvalitetstandard på en ulovlig måde, alene fordi kommunerne har lovet at gøre det anderledes i fremtiden. Vel at mærke efter to og et halvt års sagsbehandlingstid. Hvilken gavn borgere, der har fået afgørelser i den mellemliggende periode, har af det, melder historien ikke noget om.

Det må være relevant at spørge Folketingets partier og ministeren, om der i lyset af tilsynet fortolkning af reglerne er behov for at regulere tilsynets udvælgelse af tilsynssager.

Kvalificering af beslutning om at rejse tilsynssag
Det er utvivlsomt tilsynet selv, der beslutter hvilke tilsynssager det vil rejse (det fremgår af loven).

Jeg vil gerne rette fokus på fraværet af inddragelse af væsentlige oplysninger i processen. 

Blandt tilsynets udvælgelseskriterier fremgår seks punkter, hvoraf mindst tre er opfyldt i denne sag: En kommune har lavet en fejlagtig praksis (fremgår af indrømmelsen i de senere ændringer), "fejlens omfang og betydning" - BPA er livsvigtigt for borgere med omfattende funktionsnedsættelse, og at sagen har bevågenhed fra medier, borgere og politikere og så videre.

Intet af dette er tillagt vægt. Af tilsynets hjemmeside fremgår yderligere at "tilsynet også [arbejder] strategisk med at inddrage viden fra den data og praksis, som samles på Ankestyrelsens kommunale klagesagsområder"

Havde tilsynet gjort det i denne sag, ville man have funde, at de to kommuner udmærker sig ved at have markant flere fejl end landsgennemsnittet på BPA-området.

Dertil kommer, at Ankestyrelsen selv i 2019 har konstateret, at der også er fejl i 25 procent af sager om afslag på BPA, der ikke påklages. Det viser, at der også skal inddrages hensyn til borgere, der ikke har klaget i de pågældende kommuner, og som er afhængige af at tilsynssag og kritik rejses.

Noget er ikke rigtigt
Samlet set er der rigelig viden, der bestyrker mistanken om, at noget nok ikke er gået rigtigt til, hvilket normalt ville svække værdien af kommunernes påstande i sagen, som er:

a) I praksis har vi ikke gjort som vi har skrevet i den kvalitetsstandard, der er klaget over

b) Vi har nu ændret kvalitetsstandarden

Med fravalget af at rejse en tilsynssag, mistes muligheden for at følge kommunernes sagsbehandling i årene fremover, og de (statistisk set) 25 procent af borgerne, der har fået et uberettiget afslag, får ikke genoptaget deres sager.

Konklusionen på tilsynets linje må være, at kommunerne kan "slippe af sted med" at handle i strid med lovgivningen, bare de "sætter farten ned på motorvejen, når de har fået øje på politibilen." For de historiske data og viden bliver ikke inddraget, og kommunernes udsagn tillægges overdreven stor vægt, modsat udsagn fra repræsentanter for borgerne.

Man fristes til at spørge, hvad der egentlig skal til, før tilsynet rejser en sag om en kommunes systematiske ulovlige udmøntning af lovgivningen på handicapområdet.

Jeg bemærker i øvrigt, at man kan klage over tilsynet til Indenrigs- og Boligministeren.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00