Karen Ellemann: Sociale indsatser mangler evidens

Af Karen Ellemann (V)
Social- og indenrigsminister

Med sine egne oplevelser under den tidligere regering som skyts kommer den tidligere direktør for Socialstyrelsen Knud Aarup med en hård kritik på Altinget 20. oktober 2015. Han kritiserer departementet for, at den viden, som Socialstyrelsen har, filtreres fra, hvis det ikke passer ind i den politiske dagsorden.

Det billede, der bliver tegnet i interviewet, kan jeg på ingen måde genkende. Jeg har som social- og indenrigsminister fået ansvaret for en stor organisation fyldt med viden og dygtige medarbejdere. Mit sigte er, at vi skal have den viden i spil og selvfølgelig lægge vægt på det, vi ved, virker på socialområdet. På den måde kan vi træffe politiske beslutninger på et oplyst grundlag.

Støtte til effektfulde indsatser har netop været et tema ved de satspuljeforhandlinger, vi rundede af med en rigtig god aftale i sidste måned. Her fik regeringen opbakning til at udbrede veldokumenterede metoder for udsatte borgere.

Blandt andet skal flere kommuner bruge den såkaldte Herning-model, hvor de ansætter flere socialrådgivere eller efteruddanner personale, så de kan følge udsatte børn, unge og deres familier tættere og undgå, at problemerne vokser sig store. Modellen har dokumenteret effekt både fagligt og økonomisk.

Brug for mere viden
Optimalt set blev alle sociale indsatser sat i gang på et veldokumenteret grundlag ligesom Herning-modellen. Men udfordringen er, at vi endnu ikke har nok viden om, hvilke indsatser der virker for de udsatte grupper. Derfor mener jeg, at det er helt afgørende at få opbygget en vidensbase, så udsatte kan få den bedst mulige hjælp for de penge, der er til rådighed. Det skylder vi simpelthen de mange, der har brug for hjælp til et mere trygt og selvstændigt liv, men også de professionelle, de frivillige og skatteborgerne.

Udfordringen er, at vi endnu ikke har nok viden om, hvilke indsatser der virker for de udsatte grupper.

Karen Ellemann (V)
Social- og indenrigsminister

Viden om effektfulde indsatser er højeste prioritet for mig, og den viden skal danne grundlag for, hvordan vi laver politik på socialområdet. Det er også derfor, jeg har ønsket en mere effektiv samlet organisation, hvor der er plads til at udvikle og opbygge mere viden og flere analyser i hele Social- og Indenrigsministeriets organisation.

Vigtigt at få aktørerne på banen
For at vi kan få den nødvendige viden, skal vi blive bedre til at indsamle og systematisere data på socialområdet. Og så skal vi sørge for, at kommunerne og de andre aktører, som hjælper socialt udsatte, kan lære af hinanden og dele viden om de metoder, der virker i praksis.

Det arbejde kræver politisk fokus – ikke bare på kort sigt, men over en årerække – og det kræver, at staten, kommunerne, de private leverandører og de frivillige organisationer har et godt og tillidsfuldt samarbejde.

For at få opbygget viden er det centralt for mig at få aktørerne på banen. Jeg vil gerne samarbejde med alle, som kan og vil bidrage. Derfor har min kalender de første måneder på posten som social- og indenrigsminister været fyldt med besøg hos alle dem, som arbejder med udsatte børn, unge og voksne – ildsjæle med engagement og omsorg, som vil gøre en forskel for de udsatte grupper.

En målbar forskel
Det er det engagement, vi med mere viden kan give et løft. For bare nogle år siden var det helt uhørt at foreslå at måle på den indsats, som socialrådgiverne, misbrugsbehandlerne og de frivillige yder hver dag på socialområdet. Så reelt vidste vi ikke, om det, der blev gjort på området, virkede.

Holdningen har heldigvis ændret sig. Og for regeringen er det afgørende, at de mere end 45 milliarder kroner, som hvert år bruges på indsatser for udsatte børn og voksne, har en målbar effekt. Vi ønsker en klar og entydig retning, og derfor sigter vi efter at udmelde nye mål for socialområdet omkring årsskiftet. De nye mål vil blive baseret på et kritisk serviceeftersyn, som jeg har sat i gang, af den tidligere regerings 2020-mål.

Selv om jeg er helt enig i hensigten med et mål som eksempelvis, at flere udsatte børn og unge skal have en uddannelse som 25-årig, så tror jeg, det er svært at tage ejerskab til et mål med en 10-15-årig tidshorisont, når man ude i det enkelte tilbud kun er en mindre brik i det store puslespil, der skal skabe de langsigtede resultater.

Det er helt afgørende for mig, at kommunerne skal kunne bruge målene som en hjælp til at omlægge den sociale indsats hen imod det, der virker. Derfor skal de nye mål formuleres i tæt dialog med dem, som står for indsatsen – for forandringen. Det er kommunerne, institutionerne og de frivillige organisationer. På den måde forventer jeg, at målene kan bruges som styringsredskaber i det daglige arbejde. Det vil gøre en – målbar – forskel.

Årlig redegørelse
Jeg bilder mig ikke ind, at den nødvendige omstilling af de sociale indsatser er noget, der sker fra den ene dag til den anden. Det er det lange, seje træk. I regeringen vil vi løbende følge op på indsatserne og analysere udviklingen i de nye sociale mål i en årlig socialpolitisk redegørelse. På den måde kan vi følge med i, om den førte socialpolitik trækker i den rigtige retning, så de udsatte borgere får den bedst tænkelige hjælp for de ressourcer, der er til rådighed.

Så vi er godt i gang med at tage de første skridt mod at udnytte vores viden bedre og få skabt et fælles vidensgrundlag. Bruge det, der virker, og sortere de indsatser fra, der ikke virker. Det skal både departementet og Socialstyrelsen bidrage til.