Kronik: En børnenes statsminister skal have mod til at tænke sig om

KRONIK: Socialdemokratiet skal passe på med at basere sin politik på målsætninger om færre eller flere anbringelser. Der er i stedet behov for at styrke samarbejdet mellem kommuner og forældre, skriver seniorforsker Anette Faye Jacobsen fra Institut for Menneskerettigheder.

Af Anette Faye Jacobsen
Seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder

I efteråret erklærede Mette Frederiksen ved Socialdemokratiets kongres, at hun ville være børnenes statsminister. Det var modigt gjort, for det giver meget at leve op til, og nu skal hun gøre alvor af løfterne.

På kongressen præsenterede Socialdemokratiet et politisk oplæg under overskriften ′Altid på børnenes side′. Papiret rummer blandt andet reformønsker for anbringelsesområdet.

Oplægget har tilsyneladende to hovedærinder: Ét er at give bedre vilkår til plejefamilier, også økonomisk. Det er højst tiltrængt. Et andet hovedforslag virker knapt så overbevisende, i hvert fald kalder det på nogle flere nuancer og måske grundigere overvejelser.

Udspillet slår fast, at ″flere børn skal anbringes tidligere″, og det uddybes med en påstand om, at ″vi anbringer for få, og vi anbringer dem for sent″. I udspillet fremgår det også, at anbringelser som udgangspunkt skal være permanente.

Dramatisk ændring af hidtidig praksis
Man skal være meget forsigtig med brede udtalelser om, at vi anbringer for få eller for mange børn. Det sidste har været synspunktet i en lang række kommuner i de senere år, hvor man har arbejdet på at få antallet af anbringelser uden for hjemmet bragt ned. Men ethvert barn med en socialsag bærer en kompleks forhistorie med sig.

Det eneste, der står fast, er, at en anbringelse altid skal begrundes individuelt i det enkelte barns tarv – og derfor duer det ikke at generalisere om, hvor mange børn der bør anbringes.

Jeg må også mane til eftertanke over for forslaget om, at et barn som udgangspunkt skal være permanent anbragt. Det vil være en meget dramatisk ændring af vores hidtidige praksis.

Omkring årtusindeskiftet gik vi bort fra et mangeårigt princip om, at støtte til børn og familier skulle tilstræbe, at barnet kunne blive i hjemmet. Det centrale i reformen dengang var at få præciseret, at hvis der var konflikt mellem forældrenes og barnets interesser, skulle der lægges afgørende vægt på, hvad der var til barnets bedste.

Dette princip om at give barnet førsteprioritet er en hjørnesten i FN’s Børnekonvention, og det er i dag bredt anerkendt som grundlag for enhver afgørelse på forældreansvarsområdet og i det sociale system. Det betyder dog selvsagt ikke, at det også altid sker i praksis.

Lovgiv ikke på baggrund af enkelteksempler
Socialdemokratiet fremhæver i sit udspil, at der er brug for mere ro omkring det anbragte barn, og partiet hævder, at alt for mange børn oplever at blive kastet rundt mellem plejeforældre, biologiske forældre og institutioner. Det har vi dog ikke nogen egentlig viden om.

Der kan uden tvivl gives mange eksempler på, at børn kommer hjem til forældre, der stadig ikke magter opgaven. Lige så vel kan der gives eksempler på, at forældre ikke tilbydes den hjælp og støtte, de efterspørger, så de kan blive i stand til at tage sig af deres børn. Uanset hvilket barn man står over for, skal man ikke lovgive på baggrund af enkelteksempler. Lovgivning bør laves på baggrund af viden og eftertænksomhed.

Retten til familieliv er en menneskeret, fordi relationerne mellem forældre og børn er helt basale værdier, som skal beskyttes, og som der kun må gøres indgreb i, hvis der er meget vægtige grunde til det. Det gælder også i familier, hvor de voksne har svært ved at leve op til det ansvar, de har som forældre. Selv i meget problemfyldte familier vil der i reglen være stærke følelsesmæssige bånd mellem forældre og børn, ligesom det heller ikke er givet, at en plejefamilie bliver en tryg og harmonisk base for et barn.

En anbringelse er en voldsom oplevelse for et barn med efterfølgende bekymringer, usikkerhed og ensomhed. Det er alt sammen argumenter for, at vi socialpolitisk holder fast i, at der skal arbejdes åbent og undersøgende i hver enkelt sag og ikke anlægges et bestemt udgangspunkt med et mål om flere og permanente anbringelser.

Forældre køres ud på sidespor
I pressen har det været fremhævet af Pernille Rosenkrantz-Theil, da hun var partiets socialordfører, at det sociale system har alt for travlt med at passe på de biologiske forældre på børnenes bekostning. Min egen forskning peger dog på, at forældre, der får anbragt et barn, ikke får meget støtte og ofte er kørt ud på et sidespor.

Jeg anerkender, at de kan være svære at samarbejde med. Men forskningen viser ret entydigt, at det har stor betydning for et anbragt barn, at der er et godt samarbejde mellem forældrene og kommunen, og at barnet kan fastholde kontakten til forældrene på et eller andet niveau. Det, på trods af at der er børn, der kan have brug for at neddrosle samværet med forældrene, få støtte til samværet eller i perioder at være overvåget, når de mødes med deres forældre.

Socialdemokratiets udspil hylder plejefamiliernes indsats i stærke vendinger, og det tror jeg også, der kan være god grund til. I interviews, jeg har foretaget med tidligere anbragte unge, fortæller nogle, hvordan deres plejeforældre er blevet faste, nære støtter i livet også efter anbringelsen. Andre unge har dog oplevet helt igennem ukærlige plejeforældre.

I Socialdemokratiets udspil fremgår det ikke klart, om de strengere kvalitetskrav, partiet ønsker at stille til anbringelsessteder, også retter sig mod plejefamilierne, men her siger forskningen, at tilstrækkeligt tilsyn er lige så afgørende for plejebørn som institutionsanbragte.

Tilfredshed med gældende lovgivning
Socialdemokratiets politiske udspil proklamerer, at når partiet kommer i regering, vil de for alvor flytte hegnspæle i socialpolitikken. Fra mit mangeårige arbejde på området er det et klart indtryk, at der er rimelig tilfredshed med den gældende lovgivning blandt de professionelle.

Serviceloven er løbende blevet reformeret de seneste tyve år, og det er typisk gjort grundigt og med stor faglighed. Der er med andre ord udfoldet et omhyggeligt forarbejde. Det betyder ikke, at der ikke er forhold, der trænger til at blive forbedret.

Et af de helt store problemer for de børn, der har brug for kommunens hjælp, ligger i det pres og den ustabilitet, der hersker i kommunernes børne- og familiecentre. Skal børns rettigheder virkelig sikres, også i de mest belastede kommuner, hvor de udsatte børn er flest, og skattegrundlaget er svagest, er der brug for ressourcer, der svarer til opgaverne.

Meget tyder på, at det er helt afgørende for kvaliteten, at social­rådgiverne ikke har flere sager, end de kan nå at følge ordentligt op på. Sådan er det ikke i mange af de fattigste kommuner.

Samtidig er der stor udskiftning i kommunernes socialforvaltninger. De evigt skiftende rådgivere og behandlere nævnes som et problem af næsten alle, der har været i kontakt med det sociale system. Det er en problematik, der har hersket i årevis, og her ligger en af de mest krævende opgaver for den kommende regering.

Pas på målsætning om færre eller flere
Vi ved, at for de børn, der ønsker det, er en tæt kontakt med de biologiske forældre meget vigtig, og det gælder uanset om barnet anbringes kortvarigt eller hele barndommen ud.

Vi ved også, at plejefamilier skal tages alvorligt som mulige kontinuerlige og vigtige relationer for barnet.

Der skal ikke være målsætninger om, at flere eller færre skal anbringes. Børnene har brug for og ret til at blive set og mødt med udgangspunkt i deres egen og familiens særlige situation, behov og ressourcer – og at få en støtte som er den bedst mulige for dem.

Det kræver tid til grundigt rådgiverarbejde og tæt opfølgning på barnets udvikling.

Forrige artikel Lektorer: Skjulte spareøvelser ekskluderer de mest udsatte Lektorer: Skjulte spareøvelser ekskluderer de mest udsatte