LEV: Det er krænkende for ethvert menneske at blive udsat for tvang

Af Anni Sørensen 
Landsformand, LEV

Er det mon mindre indgribende for et menneske med handicap – gang efter gang – at blive fastholdt mod sin vilje, når man eksempelvis skal have børstet tænder eller barberet skægstubbene? Er der grund til at tro, at mennesker med handicap oplever en fysisk fastholdelse som mindre integritetskrænkende end alle andre? Og er det derfor mindre nødvendigt at forebygge behovet for magtanvendelse i forbindelse med hygiejnesituationer?

Det virker, som om Børne- og Socialministeriet mener, at man må svare ja til alle tre spørgsmål. Det bedrøver mig – for selvfølgelig må vi svare nej til dem alle. Jeg anerkender, at det i helt særlige situationer kan være nødvendigt at anvende fysisk magt. Men vi må aldrig nedtone eller negligere, at det for ethvert mennesker er krænkende at blive fastholdt og udsat for tvang. Handicap eller ej.

Realistisk historie
Men lad os begynde med lidt historie:

Peter er 45 år gammel og bor i et større kommunalt botilbud for voksne. Peter har en udviklingshæmning, og han har desuden meget svært ved at kommunikere med almindeligt talesprog. Han har ligeledes svært ved at tage vare på sig selv og brug for en hel del støtte i hverdagen – også til helt basale hverdagsting som den personlige hygiejne.

Han er ikke glad for at få børstet tænder, og derfor har personalet i Peters botilbud arbejdet målrettet med at motivere ham til tandbørstning – og til at få konkret hjælp til at få det gjort tilstrækkelig grundigt. Der er i samarbejdet med den kommunale myndighed udarbejdet en pædagogisk handleplan for arbejdet med Peter og den personlige hygiejne – og indsatsen virker faktisk.

Signalet er ikke til at misforstå – det gør åbenbart ikke så meget, hvis fastholdelser og anden brug af fysisk magt bliver mere rutinepræget, når personalet yder hjælp til mennesker med handicap.  

Anni Sørensen
Landsformand, LEV

Peters motivation til at medvirke uden brug af fastholdelser betyder, at Peter dagligt får hjælp til at få børstet sine tænder og anden personlig hygiejne.

Denne historie er i en vis forstand opdigtet, men den er fuldkommen realistisk. Talrige udviklingsprojekter rundt omkring i landet har over de seneste år vist, at en målrettet pædagogisk oprustning kan nedbringe antallet af magtanvendelser meget markant.

God socialpædagogisk indsats virker, og det kan i langt, langt de fleste tilfælde overflødiggøre personalets brug af fysisk magt – i hygiejnesituationer og i en masse andre potentielt konfliktfyldte situationer. Det er en fantastisk og opløftende historie, for der er jo ingen, som bryder sig om at være en del af en fysisk fastholdelse eller anden form for magtanvendelse. Hverken mennesket med handicap eller det personale, som i hverdagen yder den nødvendige hjælp.

Bekymrende forhandlinger
Men selvfølgelig kommer solid socialpædagogik ikke af sig selv. Foruden godt uddannede og samvittighedsfulde pædagoger – og dem er der heldigvis rigtig mange af – så er der brug for lovgivningsmæssige rammer, der konkret understøtter, at alle pædagogiske virkemidler udtømmes, før der i sidste ende kan blive behov for eksempelvis en fysisk fastholdelse i forbindelse med den personlige hygiejne.

Derfor er det også bekymrende, at de aktuelle forhandlinger om ændringer af servicelovens magtanvendelsesregler på voksenområdet involverer forslag, der betyder en alvorlig svækkelse af disse lovgivningsmæssige rammer. 

Ministeriet foreslår angiveligt, at magtanvendelsesreglernes formålsbestemmelse ændres. I den gældende lovgivning er formålet med reglerne "at begrænse magtanvendelse til det absolut nødvendige". Det ønsker man erstattet af et formål om at yde den omsorg, som er nødvendig.

Man kunne måske godt tilføje et supplerende omsorgsformål, men det er ekstremt at skrive forebyggelse helt ud af formålsparagraffen.

Hertil kommer forslag med specifikke regelændringer, som tilsammen vil medføre færre indberetninger, langt svagere myndighedskontrol – og dermed mindre forebyggelse af magtanvendelse med socialpædagogiske indsatser. Blandt andet skal beslutningen om fastholdelser i hygiejnesituationer fremover overlades til den enkelte medarbejder.

Der vil ikke længere være tale om en afgørelse, og der skal heller ikke længere indberettes til kommune og socialtilsyn – et forslag, som ministeriet begrunder med, at ministeriet betragter denne form for fastholdelse som "mindre indgribende".

Ærgerligt signal
Signalet er ikke til at misforstå – det gør åbenbart ikke så meget, hvis fastholdelser og anden brug af fysisk magt bliver mere rutinepræget, når personalet yder hjælp til mennesker med handicap.

Det signal bedrøver mig. For jeg tror, at mennesker med handicap – også med meget omfattende handicap – oplever det som mindst lige så voldsomt og integritetskrænkende at blive udsat for gentagende fysiske fastholdelser imod deres vilje, som alle andre. For nogle vil det betyde, at de kan blive mere udadreagerende og aggressive, for andre vil konsekvensen være resignation og en følelse af magtesløshed i eget liv.

At tro, at fastholdelser og anden magtanvendelse er en slags kvikfix, er i hvert fald en fatal fejltagelse. Oplevelsen sætter sig i sjælen, så at sige – og tro mig, det gør det selvfølgelig også hos mennesker med meget omfattende handicap.

Derfor er det helt ubegribeligt, at børne- og socialministeren åbenbart arbejder for at svække det forebyggende sigte med magtanvendelsesreglerne og de specifikke lov- og procedurekrav, som netop skal beskytte mod unødig og rutinepræget brug af magt og indgreb.

Jeg håber inderligt, at det ikke er muligt at skabe politisk opbakning til dette alvorlige kursskifte i vores tilgang til, hvordan vi yder hjælp til mennesker med handicap.