LEV: Kommuner sætter nyt rettighedsangreb ind på handicappede

Af Anni Sørensen
Formand for Landsforeningen LEV

Knapt var blækket tørt på den nye lov om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse i forbindelse med ferie, før et antal kommuner sætter et nyt rettighedsangreb ind.

Gennem de såkaldte frikommuneforsøg skal kommunale botilbud for mennesker med udviklingshæmning nu også kunne sælge ledsagelse til helt almindelige dagligdags formål. Det kunne være en biograftur, et cafébesøg eller lignende. Ved et tilkøb skal beboeren i et botilbud betale det ledsagende personales lønudgift samt de medfølgende udgifter til personalets transport, fortæring, biografbillet med videre.

Til DK NYT udtaler SF’s socialudvalgsformand i Randers i forbindelse med en omtale af forsøget, at ”Handicappede skal have lige muligheder. De skal også kunne gå i biografen eller til fodboldkamp, hvis de har lyst til det” (30.01.2018).

Udvalgsformanden glæder sig altså over forsøgets udvidede mulighed for, at botilbud kan sælge ledsagelse til sine beboere. Og dermed må vi forstå SF'erens synspunkt således, at handicappedes lige muligheder skal afhænge af deres pengepung.

Logikken i frikommuneforsøget er nemlig, at de mennesker med udviklingshæmning, der kan finde tusindvis af kroner i deres førtidspensionsbudget, kan opnå lige muligheder og ”gå i biografen eller til fodboldkamp”. Resten, der ikke har denne rummelighed i budgettet, kan blive siddende tilbage i botilbuddet og spekulere over, hvad denne tilkøbsmulighed mon kommer til at betyde for dem.

Sandheden er jo nok desværre, at det egentlige formål med frikommuneforsøg som dette er at skubbe til grænsen for, hvad et menneske med omfattende handicap er berettiget til at modtage fra fællesskabet.

Anni Sørensen
Formand for Landsforeningen LEV

En oplagt bekymring er, at tilkøbsmuligheden lægger pres på kommunens serviceniveau i forhold til den ledsagelse, der gerne skulle give dem ’lige muligheder’ – uanset pengepungens størrelse.

Rettigheder undergraves
I LEV var vi modstandere af den lov om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse til ferie, som trådte i kraft ved årsskiftet. Loven indebærer en alvorlig risiko for, at den rettighed til socialpædagogisk ledsagelse, som allerede eksisterer i serviceloven, undergraves.

De uden luft i budgettet, og dem bliver der stadig flere af i disse år, risikerer at være overladt til et kommunalt niveau for ferieledsagelse, som presses i nedadgående retning. Et pres, der efter alt at dømme er en indirekte effekt af tilkøbsloven. Et frikommuneforsøg, der udvider grænserne for, hvornår botilbud kan sælge ledsagelse til sine beboere, øger presset på rettigheder og serviceniveau yderligere. 

Sandheden er jo nok desværre, at det egentlige formål med frikommuneforsøg som dette er at skubbe til grænsen for, hvad et menneske med omfattende handicap er berettiget til at modtage fra fællesskabet. Den nye retning i dansk social- og handicappolitik synes nærmest at være: ’Jo jo, vi synes da, at du har krav på lige muligheder, så længe du bare betaler selv’.

Den udvikling tvivler jeg på er intentionen for det flertal på Christiansborg, som vedtog tilkøbsloven om ferieledsagelse. Men hvis vi erindrer os socialudvalgsformanden fra Randers’ udlægning af forsøgets hensigt, kan man vel ikke bare feje min bekymring til side? 

Jeg håber, at man vil indse, hvilken glidebane nogle af de mest sårbare mennesker kastes ud på med disse tilkøbsordninger. Så længe den eksisterende lovgivning ikke indeholder betryggende og entydige rettigheder til socialpædagogisk ledsagelse (til ferie eller andet), smører frikommuneforsøg som det i Randers bare ekstra brun sæbe på glidebanen.