Debat

LO: Arbejdsmarkedet skal indrettes efter familien

DEBAT: En moderne familiepolitik har børnene i fokus, så arbejdsmarkedet indrettes efter familiens behov. Desuden skal ligestillingen mellem mor og far fremmes, blandt andet gennem bedre dagtilbud, der også tager hensyn til forældre med skæve arbejdstider, skriver Nanna Højlund, næstformand i LO. 

Arbejdsmarkedet skal indrettes efter familiens behov og sikre ligestilling mellem forældrene, skriver Nanna Højlund.
Arbejdsmarkedet skal indrettes efter familiens behov og sikre ligestilling mellem forældrene, skriver Nanna Højlund.Foto: /ritzau/ Maria Fonfara
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Nanna Højlund
Næstformand i LO

I Altinget 23. oktober stiller adjunkt Sine Grumløse et vigtigt spørgsmål: Familiepolitik – Hvad er det i dagens Danmark?

Jeg vil tage tråden op og svare: Der findes i dag ikke en ambitiøs, moderne familiepolitik i Danmark. Men lad mig give en bud på, hvordan den kunne se ud.

For det første: Det ER en politisk opgave – ikke et individuelt ansvar - at indrette et samfund og arbejdsmarked familievenligt. Det er familiepolitikkens fallit, hvis man har travlt med at pege fingre ad forældrene for ikke at foretage de rigtige valg. Sådan som Grumløse påpeger, at debatten om børnefamilier, opdragelse og familiepolitik har bevæget sig hen. Det ER en politisk opgave at forbedre forholdene for børnefamilierne

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Familiepolitik skal fremme ligestilling
For det andet: I en moderne familiepolitik er mor og far forældre på lige fod, ligesom med-mødre og med-fædre også er det. En moderne familiepolitik skal understøtte ligestilling i familien, så begge forældre tager sin del af ansvaret for børn og familie - og sin tørn på arbejdsmarkedet. Det giver bedre balance for alle – og står i kontrast til, at det i dag mest er mødrene, der oplever, at balancen er svær.

En moderne familiepolitik skal gøre det muligt for kvinder både at være forældre og aktive på arbejdsmarkedet. Den skal ikke tilskynde, at hun vælger familien på bekostning af arbejdslivet – ved for eksempel at gøre valget om at gå ned i tid, passe sine børn hjemme og så videre mere attraktivt. Deltid skal naturligvis være muligt i perioder. Men deltid – eller helt fravalg af arbejdsmarkedet - skal ikke være en permanent løsning for pressede familier i fravær af en ordentlig familiepolitik.

Sandheden er jo: Kun ved at indrette arbejdspladsen, så man både kan være forælder og have et rigt og meningsfuldt arbejdsliv, kan virksomhederne få adgang til den kvalificerede arbejdskraft, de har brug for.

Nanna Højlund
Næstformand i LO

For vi skal nemlig huske på: Tilrettelægger vi en familiepolitik efter, at kvinder drosler ned på arbejdsmarkedet; ja, så er det sådan set ikke kun ligestillingen, der lider. Det er også en ekstrem dyr familiepolitik; Det er ikke alle, der har råd til, at den ene (eller eneste) forældre fravælger arbejdsmarkedet helt eller delvist.

Det er også dyrt samfundsøkonomisk. Vi har – må jeg lige minde om – bygget et velfærdssamfund op på velkvalificeret arbejdskraft og en forventning om, at alle bidrager med det, de kan – og også bidrager til betalingen af den skattefinansierede velfærd. Det stemmer dårligt overens med en politik, der sender mor hjem til børn og hus.

Gør dagtilbuddene bedre
Derfor skal vi - for det tredje – gøre de kollektive løsninger bedre. Og her spiller den offentlige sektor en central rolle. Vuggestuer, dagpleje og børnehaver skal have hænder og arme nok til at kunne arbejde kvalificeret med børns udvikling, omsorg og sociale kompetencer. Og det skal de ikke kun i tidsrummet 8 -17: Mange forældre møder på plejehjem og værksted klokken syv; sidder ved kassen til klokken 20 – eller skal tage vagter i weekenden.

Det er ekstremt vigtigt for både børnene og familierne, at de offentlige tilbud er gode. Det er vigtigt for trivsel, selvværd og indlæring senere i livet. Og det er vigtigt for social mobilitet. Det er med andre ord dyrt IKKE at investere i børnene.

Et arbejdsmarked skræddersyet familien
Endelig: Arbejdsmarkedet skal indrette sig efter familierne. Ikke omvendt.

Børnene kommer i første række og det er vigtigt, at arbejdsmarkedet, arbejdspladsen og arbejdsgiveren også sender det klare og utvetydige signal.

For sandheden er jo: Kun ved at indrette arbejdspladsen - så man BÅDE kan være forælder OG have et rigt og meningsfuldt arbejdsliv - kan virksomhederne få adgang til den kvalificerede arbejdskraft, de har brug for.

I Danmark har vi gennem kollektive aftaler sikret begge forældre løn under barsel og forældreorlov. Ligesom overenskomster sikrer forældre fri med løn til at tage sig af deres børn den første og anden dag, børnene er syge, hvis man ikke kan skaffe pasning.

Vi er altså nået et stykke ad vejen hen imod at skabe et familievenligt arbejdsmarked. Men slet ikke langt nok. I fagbevægelsen er vi klar til at se på andre modeller for fravær ved børns sygdom, som kan hjælpe familierne i længere perioder med syge børn. Også modeller, som bedre vil kunne dække forældre, der er mere atypisk eller usikkert ansat.

Vi står nemlig (stadig) i den situation, at rigtig mange børnefamilier oplever en presset hverdag. Langt flere kvinder end mænd arbejder på deltid. Barselsorloven er ekstremt ulige fordelt og kvinder tager langt størstedelen af fraværet, når børnene er syge.

Det skal vi finde bedre fælles og solidariske løsninger på – parterne på arbejdsmarkedet og politikerne på Christiansborg.  Dét ville være moderne familiepolitik.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nanna Højlund

Næstformand, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), forkvinde, Sosu H (2018-), medlem, 2030-panelet, formand, Arbejdermuseet
pædagogmedhjælper, Master i public administration (CBS 2013)

0:000:00