Lyt til den uafhængige forskning

Af Christian Groes-Green
Antropolog og kønsforsker ved Roskilde Universitet

Da jeg hørte, at regeringen havde besluttet sig for at følge Straffelovrådets anbefaling om, at droppe et forbud imod købesex, tænkte jeg: Endelig er der politikere, der lytter til faglige vurderinger og viden, der ikke er baseret på følelser, generelle principper eller private erfaringer.

De seneste mange år har debatten om prostitution og kriminalisering af købesex været centreret om, hvorvidt folk ville acceptere, at deres egne døtre solgte sex, hvorvidt ’ludere’ er lykkelige, og sexkøb sidestilles med slaveri eller køb af en andens krop.

Ensidig debat
Når politikere i debatten undtagelsesvist henviser til kilder, der kan bakke deres politik op, er det sjældent uafhængige forskere, der er tale om, men gerne private hjælpeorganisationer med klare politiske, økonomiske eller moralske interesser i prostitutions-relaterede spørgsmål.

Organisationer kan sagtens sidde med en vigtig erfaring fra et bestemt miljø, men kan næppe sige noget generelt om prostitution. De er ofte farvet af deres holdninger til emnet, og mange har et eksplicit formål om at bekæmpe prostitution.

Spørgsmålet er, hvornår politikere begynder at lytte til den uafhængige forskning og baserer deres politik på videnskabelig viden. Det har ikke skortet på socialarbejdere, religiøse eller frivillige, der har mødt eller arbejdet med prostituerede og hævder at vide, hvad der er bedst for ’de prostituerede’. Og det har ikke skortet på politikere eller journalister, der velvilligt har godtaget et hvilket som helst vidnesbyrd for dernæst at basere prostitutionspolitik eller avishistorier på det.

Videnskabelig viden afvises
Problemet er, at når der produceres videnskabelig viden på området, afvises den ofte som ubrugelig, fordi den enten ikke bakker politikernes holdninger op eller er så nuanceret, at de brede generaliseringer, politikken laves på, ikke kan understøttes. Det var blandt andet reaktionen, da politikere fra den nuværende regering kritiserede og afviste SFI-rapporten ‘Prostitution i Danmark’ fra forrige år - en rapport, de selv havde bestilt.

En vidensbaseret prostitutionspolitik ville i dag ikke kunne komme uden om de nyeste forskningsresultater: Først og fremmest hvor mangfoldig, det vi kalder ‘prostitution’, er.

Inden for forskningen dækker ’prostitution’ over alle former for udveksling af sex for penge, og der er lavet studier af en række prostitutionsmiljøer: Af narkoafhængige, der trækker på gaden, nigerianske, thailandske og østeuropæiske migrant-prostituerede, kvinder på massageklinik og escortbureau, studerende på luksusbordeller og transkønnede, hetero- og homoseksuelle sexsælgere.

Når politikere eller hjælpeorganisationer taler om 'prostitution', som om det var et samlet og simpelt fænomen, er det vigtigt at være på vagt. Som ny forskning understreger, har grupperne nævnt ovenfor meget forskelligartede problemer og behov.

Også Servicestyrelsens definition af prostitution som ‘et socialt problem’ er generaliserende, upræcis og uhåndterbar, idet for eksempel luksusescort og klinikarbejde i ’den dyre ende’ næppe kan karakteriseres som et socialt problem, da der ikke er nogen overrepræsentation af socialt belastede personer.

Det kan heller ikke påvises, at sexsælgere i ‘bedrestillede’ miljøer i højere grad end gennemsnitsbefolkningen lider af fysiske eller psykiske skader som følge af deres arbejde.

Den udbredte tese om, at flertallet af sexsælgere vælger at sælge seksuelle ydelser af nød, blev også tilbagevist i førnævnte rapport 'Prostitution i Danmark', hvor flertallet af klinik- og escortarbejdere udtrykker, at det var en kombination af ønsket om at tjene gode penge og seksuel nysgerrighed, der motiverede dem, mens det for danske gadesexarbejderes vedkommende næsten udelukkende var af nød og desperation, herunder grundet et akut behov for penge til stoffer eller betaling af gæld.

En uheldig konsekvens af, at den videnskabelige viden ignoreres er, at der florerer en række påstande om for eksempel skadesvirkninger ved 'prostitution', men som rent faktisk primært vedrører gadeprostituerede, der udgør under en femtedel af de samlede 'prostituerede' i Danmark og i langt mindre grad kan påvises i klinik- eller i escortmiljøerne, hvor størstedelen befinder sig.

Christian Groes-Green
Antropolog og kønsforsker, RUC

Udokumenterede påstande
En uheldig konsekvens af, at den videnskabelige viden ignoreres er, at der florerer en række påstande om for eksempel skadesvirkninger ved 'prostitution', men som rent faktisk primært vedrører gadeprostituerede, der udgør under en femtedel af de samlede 'prostituerede' i Danmark, og i langt mindre grad kan påvises i klinik- eller i escortmiljøerne, hvor størstedelen befinder sig.

Ideen om, at flertallet af 'de prostituerede' tager skade af erhvervet eller ønsker at forlade det, er gentaget så ofte, at det er blevet en almindelig opfattelse. Men gennemgår man forskningen, herunder artikler af Ine Vanwesenbeeck og Ronald Weitzer, der refererer til et utal af studier lavet i andre vestlige lande, vil man opdage, at forskningsresultater ikke underbygger dette. Som SFI-rapporten nævnt ovenfor viser, er det blandt gadeprostituerede, at skaderne og ønsket om exit er koncentreret.

Det samme gælder politikeres påstande om, at flertallet af udenlandske prostituerede er handlede. Hvis man gennemgår de studier, der faktisk er lavet (se blandt andet Marlene Spangers ph.d.-afhandling) eller forhører sig hos Center mod Menneskehandel, er der ikke noget, der tyder på, at der er flere end et par procent af de afrikanske, østeuropæiske eller asiatiske prostituerede, der er udsat for menneskehandel.

Det er slemt nok, men politikeres behov for at overdrive og manglen på kritisk journalistik på området gør, at et hvilket som helst udsagn kan florere i pressen. Emnet er for vigtigt til at lade sensationstørst eller ideologi styre debatten. Der må videnskabelig viden til, før vi kan hjælpe alle slags prostituerede bedre og sætte mere effektivt ind imod menneskehandel.