Ngo: Hvis man vil bekæmpe vold mod kvinder i Danmark, bør man gå i Ecuador og Spaniens fodspor

De kvinder som rækker ud, skal tilmed igennem en kalkulation af, hvor et brud med manden stiller hende socialt. Hvis udsigten til at være enlig mor med tre børn uden et netværk ser for grum ud, bliver hun i det voldelige forhold og holder ud, indtil børnene kan klare sig selv.  

Hvor mange kvinder, der lever sådan i dagens Danmark, er ikke til at sige, da man formoder, at en del af volden holdes skjult af kvinden selv og måske også af børnene.  

Alle disse komplicerede mekanismer er beskrevet indgående i en nylig udgivelse "Partnervold og partnerdrab – samfundets blinde vinkel" med bidrag fra landets ypperste eksperter. 

Det er åbenlyst ikke nok, at kvinder i Danmark har adgang til kommune, politi, krisecentre og psykolog.

Vi tror i Nunca Mas, at det også er nødvendigt at se nærmere på de dybereliggende årsager til mandens adfærd. Og den hænger i sidste ende sammen med hans rolle i samfundet. 

Det er her, den kulturelle forskel og den nationale selvkritik kan komme lande som Ecuador og Spanien til fordel og Danmark til ulempe. 

Kampen mod partnervold er en kulturel opgave

I latinske lande er man efterhånden meget bevidst om, hvordan den traditionelle machismo er giftig for kvindernes stilling i samfundet.

Og med den erkendelse ligger også en ydmyghed, der får mændene til at rykke sig. Gennem kulturelle projekter er det ikke ualmindeligt, at temaet tages op af mændene selv. 

Kampen mod partnervold er en kulturel og psykosocial opgave, ikke en individuel øvelse. I Nunca Más bliver den erkendelse tydeliggjort gennem vores arbejde i samfund, som ikke har råd til eller tradition for enkeltmandsterapi.  

Jan Ole Haagensen
Sekretariatschef, Nunca Más

I Danmark kan vi blive så overbeviste om egen fortræffelighed i ligestillingen, at mændene ikke føler det nødvendigt at rykke sig.

Tværtimod er der en tendens til at modsvare for eksempel #meToo med en macho-lignende selvhævdelse og offergørelse af selv mænd, som ud fra enhver standard har bevæget sig langt over stregen i forhold til udnyttelse af for eksempel yngre kvinder.  

Her har vores seksuelle frihed i den baggrundsliggende kultur banet vejen for en forventning om, at alle individer – både mænd og kvinder – helt fra den seksuelle lavalder selv administrerer den komplekse relation mellem kønnene.

Mange bliver således gennem film, serier og sociale medier efterladt med urealistiske forestillinger om, hvad det vil sige at indgå i en relation. 

Kampen mod partnervold er en kulturel og psykosocial opgave, ikke en individuel øvelse.

I Nunca Más bliver den erkendelse tydeliggjort gennem vores arbejde i samfund, som ikke har råd til eller tradition for enkeltmandsterapi.  

Gennem psykosocialt arbejde kan man i grupper og i større fællesskaber arbejde med både individer og de kønsroller, som vores samfund har givet os gennem tidlig programmering og ekkotraumer fra tider uden samme psykologiske bevidsthed.  

Se på andre landes metoder

Ud fra en holistisk tilgang arbejder vi med at kunne gribe både mænd og kvinder i deres samfund via en vækkelse af den enkeltes følsomhed for den anden. Hertil er vi også åbne for non-verbale terapiformer. 

Det er klart, at vold kan blive udført af mænd, som har dybe psykologiske og muligvis psykiatriske problemer, der kræver særskilt behandling.

Men den vold – fysisk som psykisk – der udgår fra en relationel magtkamp, kan meget vel skyldes manglende erkendelser om mekanismerne bag de svære følelser. Og dermed også en manglende vision af løsningerne. 

Jeg taler her slet ikke for, at man skal undlade at tage fat i myndighederne for at løse akutte voldssituationer. Det skal man. Men vi skal samtidig have blik for, hvordan vi forebygger, at forhold mellem mænd og kvinder kommer helt derud, hvor myndigheder kommer i spil.

Hvordan griber vi de kvinder og familier, der lige nu er kommet ind i en sygelig voldsspiral? Hvordan taler vi om det uden at lamme både ofre og udøvere med en skam, der kun gør isolationen værre? 

Jeg tror, vi kan komme langt ved at se på andre landes metoder og slippe forestillingen om, at vi har styr på de underliggende psykosociale problemer bag vold og drab på kvinder. For det har vi ikke. 

Vi kalder det ikke machismo, når mænd misbruger deres magt over for kvinder, men hvis vi skal have reel ligestilling, skal vi som mænd – som køn – også bevæge os ud af de forestillinger, som er podet i os udefra. 

Sætter vi danske mænd i bevægelse gennem større bevidsthed, kan vi måske samtidigt frigøre kvinderne i Danmark til ikke længere at skulle frygte mandens fysiske overlegenhed.