Offer for seksuelt overgreb: Millioner samler støv, mens folk med senfølger er fastlåst i et indre helvede

Her er der nemlig flere års ventetid for at komme i specialiseret behandling.

Jeg ventede selv tre et halvt år, før jeg kom indenfor i terapivarmen hos Center for Seksuelt Misbrugte, og det samme billede gør sig gældende på tværs af de nationale centre i landet.

Ventelisterne forbliver lange

Flere års ventetid, mens senfølgerne hærger. For mit vedkommende var jeg angrebet af flashbacks dag og nat, hvor de seksuelle overgreb, jeg var udsat for som barn, genspillede sig igen og igen, mens jeg forsøgte at passe min rolle som mor, mit arbejde og mit liv generelt.

Jeg endte med at betale mig for hjælp i det private. Men det er langt fra alle, der har den mulighed.

Sarah Vangsgaard Winge

Det kunne jeg ikke holde til, og jeg endte med at betale mig for hjælp i det private. Men det er langt fra alle, der har den mulighed.

Og selvom de lange ventelister har været problematiseret i årevis, er der ikke sket nogle ændringer politisk, der har forbedret det.

I 2019 udkom PwC's rapport om senfølgeområdet, hvor man kan læse, at ventetiden er halvandet år, og siden er ventetiderne kun steget.

Her blev det anbefalet, at der blev taget politisk ansvar for at løfte området – både økonomisk og organisatorisk.

Alligevel står vi her seks år senere og må konstatere, at meget lidt er sket. De berørte står stadig uden hjælp.

Millioner står og samler støv

De lange ventetider kan have alvorlige konsekvenser for deres sundhedstilstand, og Helle Cleo Borrowman, der er forperson i Landsforeningen Spor, en brugerorganisation for senfølgeramte, fortæller i et interview til DR, at man i ventetiden følelsesmæssigt er i helvede.

Mange opgiver helt at søge støtte, fordi det ikke føles realistisk at vente så længe. Andre ender med forværring af psykiske problemer, øget isolation og i værste fald selvmordstanker.

Og en tredjedel falder fra i venteperioden. Og det er ikke, fordi de har fået det bedre. Tværtimod faktisk – ifølge psykolog og leder af CSM, Camilla Carlsen Bechsgaard.

Ifølge hende ender nogle i misbrug, mens andre ryger ind og ud af for eksempel psykiatrisk behandling.

Derudover kunne jeg også godt frygte, at årsagen til, at CSM ikke kan få fat i en række af dem på ventelisten, er af mere fatale årsager, fordi de har opgivet kampen. 

Og på trods af fokus fra tidligere social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil, der i 2023 udtalte til DR, at hun havde en ambition om at sætte ventelisterne "gevaldigt" ned, er der ikke sket de store ændringer.

Derimod står vi aktuelt i en situation, hvor der politisk er blevet besluttet at tilsætte midler til området, men hvor 7,9 millioner kroner, der skulle have været udmøntet i 2025, stadig står på en konto og samler støv.

Det er positivt, at politikerne med psykiatriplanen vil nedsætte ventetiderne. Men vi må kræve, at de ikke glemmer senfølgeområdet.

Sarah Vangsgaard Winge

Alt imens senfølgeramte fortsat er fastlåste i deres indre helvede, mens de venter i årevis på behandling, og det har endda betydet, at et gratis tilbud med specialiseret terapi har måttet lukke sit behandlingsprogram.

I psykiatriplanen anerkender vi som samfundet de lange ventelister som et område, vi skal have fokus på.

Men når det handler om ofrene for en af de mest afskyelige forbrydelser, er der tilsyneladende ikke samme politisk engagement.

Tabt i ligningen

Professor Ask Elklit har i årevis forsket området og kalder seksuelle overgreb i barndommen for Danmarks største folkesundhedsmæssige problem og understreger vigtigheden af rettidig behandling.

Han har desuden både i 2015 og 2018 efterlyst mere fokus på hjælpen til ofre for seksuelle overgreb.

Alligevel er ventelisterne uændrede. 

Men hvorfor skal de, der har brug for hjælp efter seksuelle overgreb, efterlades bagerst i køen – igen og igen?

Det er positivt, at politikerne med psykiatriplanen vil nedsætte ventetiderne. Men vi må kræve, at de ikke glemmer senfølgeområdet i den ligning.

Vi har brug for en reel plan for, hvordan vi sikrer, at overlevere får adgang til specialiseret behandling inden for rimelig tid.

Sarah Vangsgaard Winge

Vi har brug for en reel plan for, hvordan vi sikrer, at overlevere får adgang til specialiseret behandling inden for rimelig tid.

Der skal investeres i både flere behandlere, bedre udbredelse af tilbud og en tydelig national strategi, så alle regioner og kommuner tager ansvar.

I føromtalte PwC-rappoet kan man nemlig også læse, hvordan en stor andel af kommunerne ikke har tilbud eller planer for borgere med senfølger.

Vi skal turde spørge os selv: Hvis vi som samfund ikke formår at hjælpe dem, der har oplevet det mest grænseoverskridende og nedbrydende, hvad siger det så om vores menneskesyn?

Hvis vi lader ofre vente i årevis uden støtte, bidrager vi til deres retraumatisering – kan vi være det bekendt som velfærdsstat?

Og vil vi være sådan et samfund, hvor det kun er dem med økonomiske midler og ressourcer, der kan få hjælp i tide?