Ngo om EU-formandsskab: Danmark skal sætte mål for, hvordan EU bekæmper hjemløshed

For nogle af dem har fattigdom og social marginalisering længe været et vilkår. Andre er undervejs i deres migrationsprojekt blevet ramt af hjemløshed og de helbredsmæssige udfordringer, der ofte knytter sig hertil. Desværre er denne gruppes adgang til helt basal hjælp både begrænset og usikker.

Et underfinansieret parallelt velfærdssystem 

Danmark bør med formandskabet derfor sætte konkrete mål for, hvordan vi som union bekæmper ekstrem fattigdom og hjemløshed.

Danmark bør med formandskabet derfor sætte konkrete mål for, hvordan vi som union bekæmper ekstrem fattigdom og hjemløshed.

Bo Heide-Jochimsen og Anne-Sofie Maini-Thorsen
Direktør, Projekt Udenfor og vidensansvarlig, Projekt Udenfor

Det forudsætter en vilje til at stille krav til europæiske velfærdsmodeller og til at gå forrest i arbejdet for at sikre mobile EU-borgeres adgang til social støtte, tilstrækkelig sundhedshjælp, bolig og værdige overnatningstilbud.

Vive optalte i 2024 omkring 450 hjemløse migranter uden fast ophold i Danmark – langt de fleste er EU-borgere.

De overnatter hovedsageligt på gaden og natvarmestuer i København. I Projekt Udenfor har vi undersøgt den hjælp, der er til rådighed for dem.

I en ny rapport beskriver vi et underfinansieret parallelt velfærdssystem, som sørger for, at hjemløse EU-borgere lige akkurat holdes i live, mens de samtidig ekskluderes fra langsigtet hjælp i samfundet.

Og pilen peger i én retning. For danske politikere synes mere optaget af, hvem der ikke skal have hjælp frem for, hvordan vi løser opgaven med fattigdom og hjemløshed i Europa bedst.

Stærk politisk signalering (læs: disciplinering) vedrørende uønsket migration fra andre europæiske medlemslande kombineret med manglende stillingtagen og uklare anvisninger i forhold til det humanitære problem, som hjemløse EU-borgere præsenterer, efterlader frontpersonale i danske hjælpetilbud med en stor og usikker opgave.

Særligt ngo'erne står med ansvaret for at tilbyde gruppen overnatning, mad, bad og rådgivning. Det gør de på baggrund af små og tidsbegrænsede bevillinger og ofte med krav om at sikre, at målgruppen har lovligt ophold.

Mange socialarbejdere oplever derfor, at de ikke kun skal vurdere støttebehov, men også en persons opholdsgrundlag i Danmark – en opgave, de hverken er klædt på til eller bør stå med.

Fælles marked, fælles ansvar

Danske politikere har længe været opmærksomme på ikke at skabe indsatser, der gør det "attraktivt" for fattige EU-borgere at søge mod Danmark.

Dermed har man ønsket at sende budskab om, at der ikke er noget at komme efter, hvis du ikke kan forsørge dig selv. Men hvorfor denne negative opmærksomhed på de få, der har brug for hjælp?

Vi kan ikke høste fordelene af et fælles indre marked og samtidig ignorere eller afvise de få, der falder udenfor.

Bo Heide-Jochimsen og Anne-Sofie Maini-Thorsen
Direktør, Projekt Udenfor og vidensansvarlig, Projekt Udenfor

Knap ti millioner EU-borgere i den arbejdsdygtige alder lever i et andet EU-land, end der, hvor de er født.

Blandt denne gruppe er 78 procent i beskæftigelse, hvilket er højere end beskæftigelsesgraden blandt statsborgere. Danmark, såvel som andre medlemslande, nyder godt af denne mobilitet. 

En analyse fra SMVdanmark peger for eksempel på, at antallet af rumænske arbejdstagere i Danmark er tredoblet over det seneste årti – til over 46.000 personer.

Dermed er de, ligesom de andre EU-borgere, som arbejder i Danmark, ikke blot med til at bære den danske beskæftigelse – de holder også hånden under dansk økonomi. Det taler vi alt for lidt om.

Vi har et menneskeligt ansvar over for borgere i nød, men der er også en rimelighedsbetragtning: Danmark kan ikke høste fordelene af et fælles indre marked og samtidig ignorere eller afvise de få, der falder udenfor.

Desuden regner vi med, at hjælpen er til rådighed, hvis danske borgere kommer i klemme og for eksempel havner i hjemløshed i andre EU-lande, ikke?

Det er positivt, at regeringens program for EU-formandskabet sætter social inklusion af udsatte borgere på dagsordenen og i den forbindelse vil forbedre vilkårene for EU-borgere i hjemløshed.

Men det kræver meget mere end dialog og vidensudveksling.