Ombudsmanden rejser spørgsmål om foranstaltninger på opholdsteder
Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, har siden 2011 besøgt en række af landets institutioner for børn og unge i forbindelse med sin indsats mod nedværdigende behandling af børn og unge, der var eller kunne blive frihedsberøvet. Ombudsmanden sætter nu spørgsmålstegn ved de anvendte foranstaltninger på nogle af anbringelsesstederne.
I en rapport om besøgene fremgår det, at ombudsmanden generelt har et positivt indtryk af anbringelsesstedernes håndtering af de unge beboere, men at der stadig er problemstillinger, som ombudsmanden nu har taget op over for Social- og Integrationsministeriet.
"Vi har under vores tilsynsbesøg registreret visse rutiner, som vi nu er i gang med at se nærmere på. Børn og unge i Danmark skal naturligvis behandles i overensstemmelse med danske og internationale regler," siger Jørgen Steen Sørensen.
Gennem besøg på socialpædagogiske opholdssteder fik ombudsmanden oplysninger om, at visse opholdssteder brugte forskellige foranstaltninger, såsom krav om, at de unge skulle aflægge urinprøver, begrænset brug af og adgang til mobiltelefon, computer og internet.
Problemstillingerne er drøftet i forhold til gældende love. Drøftelserne er endnu ikke afsluttet, men det forventes, at Social- og Integrationsministeriet vender tilbage til ombudsmanden.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Se kortet: 79 kommuner bruger knap tre milliarder kroner mere på socialområdet
- Alle sociale tilbud bør arbejde med bæredygtighed. Sådan har vi gjort på Kofoeds Skole
- Socialrådgiver til DH: Hvordan kunne det tage jer så lang tid at reagere på omstridt radioprogram?
























