Organisationer: Takstloftet virker som en spændetrøje, der kvæler livsvigtige tilbud

Udsatte kvinder vil blive efterladt

Det er en alvorlig fejlvurdering. For kvinder med dobbeltdiagnoser og komplekse traumer har behov for:

Takstloftet må ikke blive en spændetrøje, der kvæler de specialiserede tilbud.

Mette Guul, Stine Rought og Louise Dybdal
Hhv. forstander, Redernes krisecenter, forkvinde, faggruppebestyrelsen for kvindekrisecentrene i Dansk Socialrådgiverforening og chefkonsulent, Selveje Danmark

• Misbrugsbehandling og psykiatrisk støtte – ofte kræver det, at personalet følger kvinden til misbrugsbehandling og psykiatri, hvis indsatsen skal lykkes, og i det hele taget tager hånd om kvindens sundhed og helbred.
• Sikkerhed og beskyttelse mod vold og trusler – truslerne kommer ikke kun udefra, men også indefra, når kvinderne lever med en afhængighed og psykiske lidelser. Uden tilstrækkelig normering, kan det skabe utryghed for både kvinder og personale.
• Specialiseret personale med både voldsfaglige, socialfaglig- og sundhedsfaglige kompetencer – indsatserne skal kunne håndtere medicin og afhængighed og samtidig arbejde med at bryde voldsmønstre.

Disse indsatser er nødvendige for, at kvinderne kan få en reel chance for at komme videre i livet – og det koster mere.

Et ensartet takstloft risikerer på længere sigt at presse de specialiserede tilbud ud af markedet, hvilket vil efterlade de mest udsatte kvinder uden et relevant og trygt sted at gå hen.

Livsvigtige tilbud lukker

Hvis de mest specialiserede krisecentre bliver presset ud af markedet, mister vi livsvigtige tilbud til kvinder med komplekse og sammensatte behov.

På almene krisecentre kommer der mennesker med børn – og børn skal ikke eksponeres for misbrug og ubehandlede psykiske lidelser.

Resultatet bliver, at de mest udsatte kvinder står uden et relevant og trygt sted at gå hen.

Mette Guul, Stine Rought og Louise Dybdal
Hhv. forstander, Redernes krisecenter, forkvinde, faggruppebestyrelsen for kvindekrisecentrene i Dansk Socialrådgiverforening og chefkonsulent, Selveje Danmark

Derfor kan disse krisecentre ikke rumme kvinder, der samtidig kæmper med afhængighed, traumer og alvorlige psykosociale udfordringer.

Med et ensartet takstloft risikerer vi, at fjerne adgangen til den nødvendige hjælp for netop disse kvinder.

Taksten bliver for lav til at drive de specialiserede krisecentre, og samtidig er de almene krisecentre ikke i stand til at tage imod kvinder med så komplekse behov.

Resultatet bliver, at de mest udsatte kvinder står uden et relevant og trygt sted at gå hen – og dermed reelt mister deres rettighed til beskyttelse og kvalificeret hjælp.

Hvis de mest specialiserede krisecentre bliver presset ud af markedet taber alle indenfor målgruppen.

De almene krisecentre vil pludselig få henvendelser fra kvinder, som de ikke kan rumme på deres tilbud.

Og således vil kvinder med både sundhedsfaglige og socialfaglige behov mangle et sted, hvor de kan få den rette hjælp.

Takstloftet er en spændetrøje

Det er positivt, at den politiske aftale tager højde for, at der ofte flytter børn med på krisecenter, og at der kan opkræves en højere takst ved tre eller flere medfølgende børn.

Men på de specialiserede krisecentre flytter børn aldrig ind – netop på grund af målgruppens kompleksitet.

Alligevel fylder børnene. Der bruges betydelige ressourcer på at støtte kvinder i deres rolle som mødre, for eksempel i kontakten til familieretshuse, planlægning af samvær og håndtering af juridiske og sociale forhold – men helt afgørende for at skabe stabilitet og tryghed.

Hvis vi vil tage ansvar for de mest udsatte kvinder i Danmark, må vi anerkende, at én størrelse ikke passer alle.

Takstloftet må ikke blive en spændetrøje, der kvæler de specialiserede tilbud.

Vi opfordrer derfor til politisk handling: Indfør undtagelser og differentierede takster, som afspejler opgavens kompleksitet– og sikrer, at ingen kvinder står uden den nødvendige hjælp.