Overlæge: Retspsykiatrien er blevet systemets fejeblad

Af Hans Henrik Ockelmann
Overlæge i retspsykiatri, Psykiatrisk Center Glostrup

Hvert år nyder jeg at følge med i Tour de France. De flotte landskaber og smukke, gamle slotte, borge og byer er en fryd for øjet.

Det var her, jeg først hørte om ”fejebladet” – den bus, der samler de cykelryttere op, der af en eller anden grund har måttet give op.

Som retspsykiater har jeg de sidste knap 15 år været chauffør på psykiatriens ”fejeblad”, når politi og retsvæsen billedlig talt har skubbet patienterne af cyklerne, hvis de i deres sindssygdom har overtrådt lovgivningen.

Denne funktion er jeg stolt over og glad for, men ked af på patienternes vegne: De er som cykelrytterne, der har givet op, skuffede og har fået knubs på krop og sjæl, når de endelig kommer til mig.

Starter ikke i retspsykiatrien
Antallet af retspsykiatriske patienter, vi i systemet får ombord på bussen, er fortsat stigende, og det bekymrer mig.

Når jeg betragter mine mest syge patienter, tænker jeg, at mange kræftsygdomme ville være at foretrække.

Hans Henrik Ockelmann
Overlæge i retspsykiatri, Psykiatrisk Center Glostrup

Derfor er jeg glad for, at man i disse år har et stigende fokus på disse medmennesker, der på grund af sindssygdom har fået et alvorligt mellemværende med politi og domstole.

Fra 2005 til 2009 undersøgte Sundhedsstyrelsen i deres såkaldte “havarirapporter” særligt uheldige psykiatriske patientforløb, der for eksempel var endt med alvorlig vold eller drab.

Her ni år senere kan jeg som retspsykiater finde de samme forløbsmønstre hos mine patienter. For kun fåtallet af psykiatriske patienter begynder deres sygdomskarriere i retspsykiatrien.

Langt de fleste er allerede kendt i behandlingspsykiatrien, og jeg har ofte ønsket, man dengang havde taget patientens problemer mere alvorligt. Så tror jeg nemlig, at en betydelig del af patienterne ikke var endt i retspsykiatrien.

Også regionerne er opmærksomme på, at der er noget, der halter. For at komme det nærmere, har man derfor fået udarbejdet en rapport for nærmere at finde årsagerne til problemerne, men i skrivende stund er denne undersøgelse endnu ikke offentliggjort.

Tallet stiger stadig
Virkeligheden er, at antallet af retspsykiatriske patienter igennem de sidste 40 år er steget med en faktor 20: I 1975 var der cirka 200 patienter, mens der i dag er over 4.000. Og tallet stiger stadig.

Det er tankevækkende, at 80 procent i forvejen er kendt som “almindelige” patienter i psykiatrien. Kunne det tænkes, at en del er havnet på ”den forkerte side af loven” på grund af de pressede forhold de psykiatriske afdelinger?

Det kan man i dag svare utvetydigt ja til. Og det ser ud til, at det især er adgangen til døgnbehandling på de psykiatriske afdelinger, der har betydning: I den samme 40-årsperiode er antallet af sengepladser faldet fra over 10.000 til cirka en fjerdedel.

En undersøgelse fra 2009 viste allerede dengang en entydig sammenhæng. Og der har været talrige nødråb fra psykiatere på hospitalerne: De må ofte afvise svært sindssyge mennesker, der søger hjælp, eller udskrive utilstrækkeligt behandlede patienter.

Det psykiatriske hospitalssystem er nemlig i dag meget mere belastet af de retspsykiatriske patienter end tidligere. Det opleves, at de fylder op og tager pladsen fra andre. Men det må ikke lægges de enkelte retspsykiatriske patienter til last.

Vel har de begået noget kriminelt i deres sindssygdom, men at beskylde dem for ikke at være “rigtige” patienter og for at stjæle ressourcerne er ikke i orden, og det er fejlagtigt at tro, at de ikke har en rigtig sindssygdom, fordi de samtidig har et misbrug og undertiden opfører sig truende og “psykopatisk”.

Det, der karakteriserer patientgruppen, er, at cirka 80 procent har haft den ulykkelige skæbne at udvikle en svær sindssygdom – oftest en skizofrenisygdom. Det er en af de mest invaliderende og livsbegrænsende sygdomme, som tillige har en voldsomt øget dødelighed.

Når jeg betragter mine mest syge patienter, tænker jeg, at mange kræftsygdomme ville være at foretrække: Behandlingsresultaterne er på grund af velfinansieret forskning klart bedre, der er samfundsmæssig og økonomisk bevågenhed, og der bliver først og fremmest ikke set ned på de kræftramte.

En udtalt arbejdstilfredshed
Nu har jeg arbejdet med behandling af skizofreni og psykoser siden 1991 og mere specifikt med meget syge, retspsykiatriske patienter siden 2004.

På min afdeling består patientgruppen af personer, der er varetægtsfængslet, mens de venter på dom og patienter, der er dømt til behandling på psykiatrisk afdeling eller har fået en anbringelsesdom – det vil sige, at patienten skal bo på en sengeafdeling i en kortere eller længere årrække, før en domstol giver mulighed for, at han eller hun kan udskrives.

Når jeg fortæller familie og venner om mit arbejde, er kommentarerne altid: “Det må da være hårdt.” Men det er faktisk kun sjældent. I lange perioder giver det faktisk en udtalt arbejdstilfredshed, fordi jeg møder patienten på et tidspunkt, hvor stort set intet fungerer og herefter bidrager til gradvist at bringe ham på fode igen.

Men det forudsætter, at der er tilstrækkeligt med personaleressourcer, at der er meget faste rutiner og aktivitetsmuligheder for patienterne, at misbrug i videst mulige omfang forhindres, og at den medicinske behandling optimeres.

Alt dette kræver tid, hvis vi skal honorere samfundets krav om at forebygge kriminalitet. Derfor er indlæggelserne i retspsykiatrien også længere end i den almindelige psykiatri. Ophold af halve til hele års varighed er ikke ukendte. Og behandlingens sigte er altid at give patienterne bedre muligheder for at leve et kriminalitetsfrit liv.

Vreden er helt forståelig
Når jeg taler med en patient første gang, møder jeg typisk en person, der mener, han ikke er syg, at misbrug ikke er et problem, fordi det kortvarigt kan dæmpe symptomer, og som har fået for vane at true og intimidere sine omgivelser for at få sin vilje.

Her er det vigtigt at fastholde, at alt dette i bund og grund udspringer af sindssygdommen, og min opgave er at få patienten til at acceptere sine symptomer og adfærd som udtryk for en sygdom og derigennem forsøge at få ham til at forholde sig mere konstruktivt til både medicin og den øvrige behandling.

Samtidigt har mange patienter ud over sindssygdom også en fortid med masser af kontakt med sociale myndigheder, kriminalforsorg, fængselsvæsen og politi – situationer, hvor patienten tit har følt sig nedgjort og trængt op i en krog.

Derfor er det helt forståeligt, hvis patienten i mødet med mig og min afdeling viser den vrede og frustration, et helt livs afmægtighed har givet.

De fleste voksne mennesker har det svært ved, at andre skal bestemme over dem, og ved de sværere sindssygdomme som eksempelvis skizofreni føler patienten sig ikke syg og ser derfor heller ikke nogen mening i at skulle undergive sig en medicinsk behandling.

Dette forværres yderligere af, at mens den antipsykotiske effekt først sætter ind efter flere uger, kommer bivirkninger som sløvhed, muskelstivhed og rystelser, straks de første tabletter er indtaget.

Og skulle dette ikke være nok, så vil den første rigtige effekt af den antipsykotiske medicin ofte give patienten en oplevelse af tab: Hvis patienten for eksempel er præget af forfølgelsesoplevelser, som har formet hans liv og handlinger, vil symptomernes forsvinden kunne føre til forvirring og meningsløshed.

Og hvis patienten har hørt stemmer, kan der blive meget ensomt og tomt, når patienten ikke længere har sine stemmer at snakke med.

Først derefter begynder det svære arbejde med at få patienten til at genvinde sin forankring i den normale verden.

Personalet skal have kvalifikationerne
Patienterne kan godt føle sikkerheden på en retspsykiatrisk afdeling snærende og undertiden intimiderende. Man skal låses ind og ud, har ikke nogen friheder, kan ikke uden videre benytte sociale medier og må finde sig i, at både en selv og ens værelser og ejendele kan blive underkastet inspektion.

Mennesker, der også er presset af en psykose, kan reagere eksplosivt eller på anden måde uhensigtsmæssigt, og i den forbindelse er det af største vigtighed, at personalet har kvalifikationerne til at stå fast og udstråle ro og forståelse for patientens frustration, så der kan skabes en holdbar relation, og den nødvendige sikkerhed kan fastholdes på en måde, patienten kan affinde sig med og efterhånden bringes til at forstå.

På trods af alle udfordringer og problemer på en retspsykiatrisk afdeling går jeg stort set altid glad på arbejde.

Jeg glæder mig, når patienterne gradvist får det bedre og med tiden begynder at få en dybere indsigt i, hvordan det kunne gå så galt. Men også når drømme for fremtiden spirer frem, og patienterne mere realistisk kan arbejde sammen med os om med tiden at ”slippe ud af” retspsykiatrien igen.

Når man tænker på, at ingen af mine ti patienter har valgt at være hos os eller være sammen med andre psykisk syge, er jeg dagligt imponeret over den menneskelige evne til at tilpasse sig.

Og med tiden oplever vi, at en patient, der indledningsvis var modvillig og ikke forstod, hvorfor han skulle være her, efterhånden ikke alene affinder sig med restriktionerne, men arbejder positivt sammen med os om at gennemføre en psykiatrisk behandling, der gradvist bedrer deres tilstand.

Tænk, hvis der havde været ressourcer til at gøre det, før han fik en dom …