Morten Sodemann: Sundhedsreformen beskytter de velstilledes privilegier. De udsatte har brug for en revolution

To virkeligheder i ét system

Skal man sætte problemet på spidsen, så er der reelt tale om to sundhedsvæsner. Der er de velstilledes sundhedsvæsen med kort ventetid, høj hastighed, hyperspecialisering og sundhedsforsikringer.

Men der er også de mindre velstilledes sygdomsvæsen med lang ventetid og ringe effekt – en rodebunke af multisygdom, sociale udfordringer, akutmodtagelser, tidsfattigdom, patientskoler og halvhjertede småprojekter. 

Hospitalerne vil stadig være de multisyges og de socialt udsattes eneste sundhedsvæsen, når det går galt i deres liv med sygdom. 

Morten Sodemann
Professor, Syddansk Universitet

Sundhedsreformen er primært en beskyttelse af de velstilledes privilegier. 

Samtidig er der to virkeligheder i sundhedsvæsnet.

Der er en paradisisk velpolstret maskine- og reformverden styret af quickfixledere og sundhedspolitiske dagdrømmere, der lader sig inspirere af magiske maskiner og besnærende algoritmer.

De er til fals for et smart pitch, et betagende koncept og et cool design. De forstår sjældent de problemer, de prøver at løse og føler ekstra begejstring, når komplekse problemer kan reduceres til lette billige løsninger.

Det er en verden, hvor økonomien altid passer med ydelserne – ellers er det ydelserne, det er galt med. Den anden verden er den virkelige maskinverden.

En reformløs verden uden fedtlag præget af onde etiske problemer, hvor redskaber er gaffatape, strikkepinde, skyggearbejde, moralsk stress, forråelse og opgivenhed.

Det er den verden, der må improvisere og samarbejde, fordi softwaren er afkoblet fra praksis, og fordi funktionen man har kræver skyggearbejde og overbærenhed.

Det er en verden, hvor økonomien ikke passer med de faktiske ydelser. 

Markant forskelsbehandling

Reformen taler om målrettede screeningsprogrammer i udsatte grupper. En stærk almen praksis skal opfange sundhedsproblemer tidligt i udsatte grupper.

Virkeligheden er, at vi reelt intet ved om patientgruppens perspektiv eller barrierer, da de ikke er med i vores helbredsprofiler eller patienttilfredshedsundersøgelser. Man skal hen til lægen for at blive undersøgt, ellers er det en tom indsats.

Patienter i sårbare positioner oplever markant forskelsbehandling i sundhedsvæsnet – det ændres ikke ved reformen. 

Reformen taler om bedre geografisk fordeling af læger, der kan hjælpe landdistrikter og socialt udsatte områder. Men fordelingerne er ikke retfærdige, for ingen gider arbejde i de omtalte områder. 

Revolutionen kræver ikke vold, og den kan planlægges, men det kræver, at politikerne er modigere end deres raske vælgere. 

Morten Sodemann
Professor, Syddansk Universitet

Ingen læger ville have et ydernummer i Vollsmose, og de frarådede direkte, at der blev oprettet en klinik.

Læger i yderområder er en udrydningstruet art, og det er svært at forestille sig, at læger der tvangsmæssigt køres i busser til Tarm og Tønder vil kunne udgøre en hjælp til socialt udsatte i udkantskommuner. 

Reformen taler om, at bedre koordinering mellem social- og sundhedssystem og sundhedsrådene hjælper mennesker med komplekse problemer. Vi reformerer et problem, vi ikke forstår.

De eneste erfaringer, vi har, er, at koordinering udelukkende foregår fagspecifikt, sektorspecifikt og indenfor samme lovfelt. Vi har ikke noget fælles sprog, intet fælles regelsæt og ingen sanktionsmuligheder.

Med de 98 meget forskellige kommunale sundhedsvæsner og de 17 sundhedsråd og fire regioner kommer der endnu flere muligheder for at fraskrive sig ansvaret for løsninger end nu.

Hospitalerne vil stadig være de multisyges og de socialt udsattes eneste sundhedsvæsen, når det går galt i deres liv med sygdom. 

Ulighed er et politisk valg

Et forhold, der ikke har været nævnt i debatten om sundhedsreformen, er, at kontanthjælpsreformen spænder ben. Den skal forenkle sagsbehandlingen men fjerner netop de tilskud, der er målrettet de mindst velstillede – og de syge.

Reformer på socialområdet har direkte konsekvens på sundhedsområdet. Men man reformerer, ligesom man tænker: Hver for sig.

Og dét er gift for mennesker, der ofte havner mellem social- og sundhedslovgivningen. Kronikere har ikke råd til medicin, transport og husleje.

De har ikke råd til fysioterapi eller psykolog. Man kan ikke reformere en del af velfærdssamfundet, uden at der sker ulykker i den anden ende, hvis det ikke er en samlet reform. 

Endelig er der efterhånden meget stærk evidens for, at voksne bliver syge tidligt i barndommen. Jo flere negative sociale oplevelser de har, jo større fattigdom de vokser op i, jo større er risikoen for at få en kronisk sygdom og et kort liv.

Men der er ingen politisk kapital i at kæde børnefattigdom og sociale udfordringer sammen med voksnes helbred. Men det er stadig sandheden. 

Prisen på almennyttige boliger, tobak, alkohol og sukkerholdige drikke er et politisk valg. At de hjemløse og retspsykiatriske patienter mister økonomiske sikkerhedsnet er politiske valg. Men der er ingen politisk kapital i at komplicere ulighed i sundhed. 

Hvis vi vil ulighed i sundhed og forskelsbehandling i sundhedsvæsnet til livs, så er der behov for langt mere end kosmetiske reformer med busser og snedige regionssammenlægninger.

Der er brug for en grundlæggende ændring, en revolution, af vores holdning til mennesker med sygdom og til sociale udfordringer i forebyggelse og behandling.

Revolutionen kræver ikke vold, og den kan planlægges, men det kræver, at politikerne er modigere end deres raske vælgere.