S: Ligestilling kræver et politisk indgreb

Af Rasmus Horn Langhoff
Ligestillingsordfører for Socialdemokraterne

Igen og igen hører vi borgerlige politikere dundre om ’frit valg’ som det ypperligste at stræbe efter i vores samfund. "Lad nu familierne få lov til selv at bestemme", synes det evige mantra at være ifølge blå blok i samlet flok.

Vi skal med andre ord turde blande os og sige det højt, når vi ser åbenlyse uretfærdigheder. Hvorfor skal kvinder tjene mindre end mænd, fordi de er kvinder? Hvorfor skal man se sine børn mindre, bare fordi man er mand?

Rasmus Horn Langhoff
Ligestillingsordfører, Socialdemokaterne

Og det lyder vel egentlig meget godt alt sammen. Men havde vi haft det Danmark, som vi har i dag, hvis vi havde droppet daginstitutionerne i velfærdsstatens opblomstring, trukket på skuldrene og sagt, at det var kvindernes eget frie valg at gå derhjemme med børnene?

Svaret er indlysende, og vi socialdemokrater har altid haft en tro på, at politisk styring er et positivt værktøj, som kan gavne både fællesskabet og den enkelte. Det var også tankegangen, da velfærdssamfundet blev skruet sammen.

Frem for at forhindre gifte kvinder i at have lønarbejde, som man så det i Tyskland og Italien, så mente vi socialdemokrater, at samfundet burde oprette børnehaver og i øvrigt dække en stor del af omkostningerne ved at få børn. Kvinderne skulle ikke begrænses, de skulle frigøres. På den måde var danske politikere med til at politisere helt ind i stuerne.

Politisk styring giver lige muligheder
Frem for kun at forholde os politisk til arbejdsmarkedet, blev også det nære og det private politiske spørgsmål. Og den tilgang bør også være gældende i dag.

Danske familiers pressede hverdag er ikke kun deres eget problem. Tiden i dag er selvsagt en anden, men vi bliver nødt til igen at få fællesskabet på den politiske dagsorden, som det der er med til at sætte folk fri og give mennesker muligheder.

Borgerlige gør en dyd ud af, at vi ikke skal blande os i folks liv. Det er op til enhver at gøre sin egen lykke – eller ulykke. Vi socialdemokrater har altid haft en anden tilgang, selvom den er blevet sat under pres i individualismens årti i 00’erne, hvor markedet fik lov at sætte dagsordenen.

Men politisk styring - når det gøres rigtigt - handler ikke om tvang, men om at sætte mennesker fri. Givetvis ikke de allermest privilegerede, som på lange stræk nok skal klare sig selv, men alle os andre og særligt alle de, som ikke er født med en guldske i munden.

Det er Socialdemokratiets opgave at sørge for, at alle har lige gode muligheder for at leve et godt liv. Hvis vi ser et problem, så er det vores pligt som politikere at tage stilling; Kan vi gøre noget? Bør vi gøre noget? Hvad kan vi gøre? Og at anerkende, at uanset om vi vælger at handle eller ikke at handle, så er det et aktivt valg.

Ikke i mål med ligestillingen
De sociale fremskridt kommer ikke af sig selv. Det beviser velfærdssamfundets historie om noget. Og vi er ikke nået i mål med ligestillingen.

På trods af de nordiske landes succes med at få kvinder ud på arbejdsmarkedet og kombinere det med kvinders mulighed for at stifte familie, så er der stadig nogle åbenlyse uretfærdigheder, som rammer kvinderne. Fordi de føder børnene, og fordi der stadig i dag er en indbygget forventning fra samfundet og arbejdsmarkedet om, at kvinderne tager størstedelen af barslen og bærer hovedansvaret for børnene.

Konsekvenserne er et meget kønsopdelt arbejdsmarked, et løngab mellem mænd og kvinder, der ifølge lønkommissionen er på 13-17 procent og medfølgende store forskelle i pensionsopsparingerne.

Handler også om mænd
Men handler ligestilling så bare om kvinderne? Nej langt fra. Fædrene bliver fortsat kørt ud på et sidespor, når det handler om deres børn. Det er jo blandt andet i de tilfælde, hvor en skilsmisse ender i Statsforvaltningen, og mændene ender uden særlig stor ret til at se deres børn.

Men også her skal løsningen findes langt tidligere. Vi skal sikre, at mænd sikres retten og muligheden for at tage lige del i deres børns liv. Uanset om det handler om barsel, børnepenge, eller hvordan det offentlige kommunikerer med forældrene.

Vi skal med andre ord turde blande os og sige det højt, når vi ser åbenlyse uretfærdigheder. Hvorfor skal kvinder tjene mindre end mænd, fordi de er kvinder? Hvorfor skal man se sine børn mindre, bare fordi man er mand? Kun på den måde kan vi i fællesskab forandre samfundet. Ikke gennem borgerlig ’blanden-sig-udenom-politik’.