Seks organisationer: Uanset partifarve har politikerne det fint med dårlig kontrol af handicapområdet

Lige inden påskeferien så en ny 457-siders-rapport om fortiden dagens lys. Den kommer i slipstrømmen på udredninger om Godhavnsdrengene og grønlandske børn.

Den nye historiske udredning er om mennesker med handicap, og hvordan de er blevet behandlet under Særforsorgen fra 1933 til 1980. Det er mennesker med sindslidelser, epilepsi, udviklingshandicap, fysiske handicap samt blinde og døve.

Det er voldsom læsning og viser, at børn, unge og voksne i Særforsorgens varetægt har været udsat for voldsomme overgreb. Det er fysisk og psykisk vold, voldtægter, tvangssterilisation og andre ydmygende forhold.

Dengang var der et andet syn på behandling af mennesker med handicap i forhold til sociale forhold, sundhed og pædagogiske metoder.

Efter vores opfattelse vil det være helt på sin plads at give en officiel undskyldning til dem, der har været udsat for ydmygelserne. Ligesom statsministeren på vegne af det officielle Danmark har givet til andre mennesker i statens varetægt, der blev udsat for svigt.

Har vi lært af historien?

I 1980 ophørte Særforsorgen. Danmark gik nu til officielt til at se mennesker med handicap som en del af det almindelige samfund. Vi gik fra særforsorg til omsorg og fra eksklusion til integration, som det hed på det tidspunkt.

Alt, hvad der havde med mennesker med handicap at gøre, blev overført til at være amterne og kommunernes ansvar. I 2007 tog man endnu et skridt, da kommunerne fik hele ansvaret for handicapområdet. Undervejs blev institutionsbegrebet også officielt afskaffet i 1998.

Efter vores opfattelse vil det være helt på sin plads at give en officiel undskyldning til dem, der har været udsat for ydmygelserne

Thorkild Olesen, Ask Abildgaard, m.fl.
Se faktaboks

Den historiske udredning af fortiden giver anledning til en status på, hvor langt vi er nået i forhold til at skabe et ligeværdigt samfund i forhold til mennesker med handicap.

For har vi lært noget af fortiden undervejs fra 1980 og til nu?

I marts udkom en rapport fra Rigsrevisionen om forholdene på handicapområdet, hvor der blev rejst en kritik af forvaltningen og tilsynet med handicapområdet.

Rigsrevisionen konkluderer, at staten i form af Social- og Ældreministeriet og skiftende regeringer i mange år ikke har løftet deres ansvar for kontrol af området.

Samtidig fastslår den, at kommunernes administration af handicapområdet er utilfredsstillende. Mange borgere med handicap modtager ikke den støtte, de har krav på. For eksempel er der fejl i en tredjedel af klagesagerne på handicapområdet.

Det er alvorligt. 

Jævnligt bringer medierne historier, hvor eksempelvis botilbud har fejlmedicineret beboere, om psykisk og fysisk vold mod personale og beboere, om mennesker med handicap, der bliver syge af langstrakte forløb i kommunen samt om børn og unge med handicap, der mistrives og ikke kommer i skole.

Så noget tyder på, at vi har lært for lidt af historien. Vi er kommet et godt stykke. Det vil vi godt slå fast. Men vi er ikke i mål.

Urimelig forskelsbehandling

Vi ser stadig store problemer i vores nuværende system på handicapområdet, der udsætter mennesker med handicap og vores pårørende for en anden form for urimelig behandling.

For hvor mange danskere vil finde sig i, at retssikkerheden i retssalene er lige så vilkårlig som på socialområdet? At der er fejl i hver tredje byggesag i kommunen? Eller hvor mange forældre til skolebørn vil acceptere at gå hjemme med sit barn, fordi de vurderer, at barnet tager skade af at gå i skole?

Det vil ingen finde sig i.

Kontrollen på handicapområdet er også "udliciteret." Når det gælder arbejdsmiljø, har vi et statsligt arbejdstilsyn. Vi har et statsligt patienttilsyn, hvor patienter på sundhedsområdet sikres et uafhængig tilsyn. Men på socialområdet har vi et kommunalt tilsyn med kommunerne og deres botilbud med videre.

Muligheden er der, når man snart skal forhandle om det specialiserede socialområde. Men vi frygter, at der mangler politisk vilje til forandringer

Thorkild Olesen, Ask Abildgaard, m.fl.
Se faktaboks

Hvorfor denne forskelsbehandling?

Ankestyrelsen er et slags tilsyn med kommunerne og handicapområdet. Men Ankestyrelsen kan kun se på lovligheden i afgørelserne i kommunerne og ikke på indholdet af dem. I modsætning til for eksempel Arbejdstilsynet, hvor der kan gives et straks-påbud ved grelle forhold på en arbejdsplads eller kræves konkrete forbedringer inden for en tidsfrist.

Der er et behov for politisk handling på handicapområdet. Muligheden er der, når man snart skal forhandle om det specialiserede socialområde. Men vi frygter, at der mangler politisk vilje til forandringer.

Uanset partifarve har politikerne på Christiansborg det tilsyneladende fint med en dårlig kontrol af området, og at handicapområdet er i kommunerne.

For selvom partierne går til forhandlinger om finansloven med store ønsker om penge til området, munder forhandlingerne med regeringen ikke ud i mærkbare forbedringer for mennesker med handicap.

Hvis vi skal rykke os længere mod et mere ligeværdigt samfund, skal den politiske vilje slå igennem på højeste plan. Det er i regeringen, i Folketinget og i kommunalbestyrelserne.

Det kræver også, at man griber fat om nældens rod og gør noget grundlæggende ved viden, faglighed, sagsbehandling og økonomien på handicapområdet.

Vi og mange andre aktører har givet politikerne mange idéer til, hvordan det kan gøres. Nu venter vi på, at de gør noget. Igen.