Selveje Danmark: Giv udsatte børn og unge det rigtige tilbud første gang

DEBAT: Hvis politikerne ønsker at skabe bedre vilkår for socialt udsatte børn og unge, bør man starte med at kigge på økonomien. De sidste år har kommuner på alle mulige måder forsøgt at spare på området, skriver Jon Krog, Selveje Danmark.

Af Jon Krog
Branchedirektør i Selveje Danmark

Døren er, igen på meget tragisk baggrund, åbnet for politisk fokus på, hvordan vi støtter udsatte børn og unge med svære udfordringer.

DR’s dokumentar Drabet på købmanden omhandler forløbet om en psykisk syg ung mands drab på købmanden i Suldrup. Et drab, der ifølge flere eksperter måske kunne være undgået, hvis opholdsstedet, kommunen, politiet, psykiatrien og Socialtilsynet havde handlet anderledes.

Politisk fokus
Det har fået politikere og faglige organisationer til at kræve mere uddannet personale, bedre visitation og et Socialtilsyn, som i højere grad følger uhensigtsmæssige faglige forhold på tilbuddene til dørs.

Det er svært at være uenig i, at det ikke i tilfældet her er godt nok. Det er et fælles ansvar, og alle vi, der arbejder med eller lovgiver på dette område, må til stadighed samarbejde for at sikre udsatte borgere den nødvendige hjælp. Både af hensyn til dem selv og – som vi har set – af hensyn til andre.

Der er rigtig mange ting, vi alle kan gøre bedre. Det kræver politisk vilje til at erkende og handle på, at et specialiseret tilbud koster.

Det kræver et fagligt mod til at erkende og handle, når man som tilbud har brug for at tilføre eller udvikle de nødvendige faglige kompetencer. Og det kræver, at vi bliver ved med at lytte til udsatte børn og unges behov. Også når deres invitationer til denne indsigt antager voldsomme former, der kræver en meget stærk faglighed at tolke og tackle.

Narrativet bør udvides
”Hvis det eneste værktøj, du ejer, er en hammer, så begynder ethvert problem at ligne et søm.” Behovspyramidens fader, Abraham Maslow, har så rammende udtrykt, hvad der i disse år er ved at ske på det specialiserede socialområde for udsatte børn og unge. På ulykkelig baggrund har vi fået aktualiseret behovet for at råbe vagt i gevær og advare mod den afspecialisering, som området er udfordret af.

Tragiske sager som denne kaster et dystert lys på området generelt. Ekstra tragisk, når det i forvejen er et narrativ i mange kommuner, at en institutionsanbringelse er noget, som næsten for alt i verden skal undgås.

Mange døgninstitutionsanbragte ankommer med et kølvand af flere sammenbrudte familieplejeanbringelser og en lang række ”mindst indgribende indsatser” – 66 procent af alle afgørelser i 2015 om anbringelse af børn i 12- til 17-årsalderen. Det vidner om, at der stadig for mange børn ikke har været en tilstrækkelig tidlig indsats, trods alle de gode viljer.

Det handler også om økonomi
Vi bliver nødt til at se på en anden bagvedliggende årsag til, at de børn, vi taler om, sidder anbragt i tilbud, der reelt ikke kan rumme dem: Økonomi.

De sidste år har kommuner på alle mulige måder forsøgt at spare på området. Det kan have været nødvendigt, men hvis måden, man gør det på, er at trække børn og unge ud af specialiserede tilbud og hjem til egne generelle tilbud, ja, så bør det vel ikke komme som en overraskelse, at noget bryder sammen.

I dag har flere end halvdelen af landets kommuner en politik om at trække borgere hjem til kommunens egne tilbud. Ikke, fordi det er landets bedste tilbud, men fordi kommunen mener, at man derved kan spare penge.

Det vil derfor være givende for området, hvis kommunerne i langt højere grad samarbejder med hinanden og med tilbuddene om at skabe en fælles tilbudsvifte med specialiserede tilbud, hvor udsatte børn og unge med den rette visitation kan få det bedste tilbud første gang. Men det kræver en kommunal vilje til at betale for den rette hjælp – også ud over kommunegrænsen.

Mere viden
Albert Einstein har rammende udtrykt, at den største fjende af viden ikke er manglende viden – det er illusionen om viden. Det gør sig også gældende, når vi taler om hjælpen til udsatte børn og unge.

Vi mangler stadig meget mere viden om de enkelte anbringelsesformer og mere viden om, hvordan vi bliver bedre til at beskrive og måle effekt af social- og specialpædagogik som fag – og ikke blot enkeltstående metoder. Og vi mangler meget mere viden om, hvordan vi bliver bedre til at beskrive udsatte børn og unges problemer og dermed også beskrive den hjælp, de har brug for.

Mere vilje
Men kvalitet koster, uddannet personale koster, kompetenceudvikling koster, og udsatte børn og unge, der skal ”mandsopdækkes” fagligt, koster.

Vi oplever bare ikke, at der i disse år i alle kommuner er vilje til det. Der tinges i dag om takster og vederlag som aldrig før. Så sent som i sidste måned besluttede Randers Kommune at trække borgere ud af deres nuværende tilbud og hjem til kommunens egne tilbud blot for at spare penge, da man i egne tilbud ikke betaler for blandt andet bygninger og vedligeholdelse.

Både døgntilbud og plejefamilier står ofte i situationer, hvor kompromiserne fylder mere end godt er – både hvad angår pris og målgruppe. Taberne bliver igen de udsatte børn og unge.

Nutidens børn er fremtidens forældre. Vi skylder dem at have mere end en hammer i værktøjskasserne – hos både kommuner og tilbud.

Forrige artikel Fælles opråb: Nu går vi i samlet front mod en ungdom i frit mentalt fald Fælles opråb: Nu går vi i samlet front mod en ungdom i frit mentalt fald Næste artikel Ny lov: God pædagogik i børnehøjde Ny lov: God pædagogik i børnehøjde