Selveje Danmark: Urimelighedskravet bygger på fornemmelse, ikke fakta

Af Jon Krog
Branchedirektør i Selveje Danmark

Igen og igen fremføres synspunktet om de socialøkonomiske virksomheders konkurrenceforvridende effekt. Det fremføres med en alvorlig mine, og der henvises til de virksomheder, der må lukke, hvis vi tillader socialøkonomiske virksomheder at ansætte flere socialt udsatte, flere mennesker med handicap eller flere med alvorlig psykisk sygdom.

Men passer det? Er der så meget som en eneste undersøgelse, der har dokumenteret at socialøkonomiske virksomheder vil have den effekt? Svaret er nej.

Faktum er, at vi holder en gruppe mennesker, som i den grad har behov for at komme i en form for beskæftigelse, væk fra netop beskæftigelse alene på baggrund af en udokumenteret antagelse.

Antagelsen må bygge på en formodning om, at man kan ”producere” billigere, hvis man har mennesker i en form for støttet beskæftigelse.

Men hånden på hjertet, det vil jo så forudsætte, at de mennesker, der ansættes, i øvrigt har samme produktivitet som ansatte på normale vilkår – og sådan er det jo slet ikke. Min erfaring siger mig faktisk, at det – som altovervejende hovedregel – er det modsatte, der er tilfældet.  

Faktum er, at vi holder en gruppe mennesker, som i den grad har behov for at komme i en form for beskæftigelse, væk fra netop beskæftigelse alene på baggrund af en udokumenteret antagelse.

Jon Krog
Branchedirektør i Selveje Danmark

Rimelighedskravet spænder ben
Et sted, hvor den udokumenterede antagelse har stor betydning, er i dialogen om rimelighedskravet.

Her er frygten for konkurrenceforvridning netop det ene argument mod at lempe det særlige rimelighedskrav for registrerede socialøkonomiske virksomheder, noget der ellers kunne være en kæmpe hjælp i vores fælles bestræbelser på at skabe jobs – også til de der er meget langt fra arbejdsmarkedet.

Det andet argument er, at målet med støttet beskæftigelse er, at det enkelte menneske gennem for eksempel en praktikordning skal hjælpes tilbage i ordinær beskæftigelse. Det er naturligvis et helt rimeligt ønske, problemet er blot, at det argument bygger på en urealistisk antagelse.

Urealistisk fordi en stor del af de mennesker, der kunne ansættes i socialøkonomiske virksomheder, aldrig kommer i ordinær beskæftigelse.

Et menneske med Downs syndrom kan måske arbejde sig i retning af et fleksjob, men at fastholde rimelighedskravet for socialøkonomiske virksomheder, med henvisning til at målet er ordinær beskæftigelse, synes grundlæggende at være baseret på et manglende kendskab til den virkelighed, de socialøkonomiske virksomheder står i.

Arbejdsfællesskab giver livskvalitet
I hele debatten om rimelighedskravet synes man at glemme det allermest centrale. Nemlig at det giver livskvalitet at være en del af et arbejdsfællesskab.

Når en socialøkonomisk virksomhed etablerer sig med det formål at ansætte for eksempel udviklingshæmmede, så sker det jo ikke primært, fordi man mener, at det vil være en fantastisk kommerciel idé, man gør det naturligvis, fordi man ønsker at skabe udvikling og livskvalitet for en gruppe mennesker, der ellers vil stå passivt udenfor arbejdsfællesskabet.

Netop derfor er det også så problematisk, at de muligheder begrænses af rimelighedskravet, og at rimelighedskravet fastholdes af årsager, som synes baseret på en grundlæggende mangel på forståelse af virkeligheden i en socialøkonomisk virksomhed.

De, der taler bekymret om konkurrenceforvridning, er ofte de samme som dem, der taler om, at vi alle skal ind på arbejdsmarkedet, at vi skal fra passiv til aktiv forsørgelse.

Igen fornuftige synspunkter, men når man så på så løst et grundlag opstiller barrierer for netop det samme, så forekommer det isoleret set urimeligt. Rimelighedskravet bliver med andre ord for de borgere, der på grund af kravet holdes væk fra arbejdsfællesskabet, til et urimelighedskrav.