Selveje Danmark: Tre parametre kan sikre den bæredygtige velfærd

Af Jon Thorlacius Krog
Branchedirektør, Selveje Danmark

Skal vores velfærd være offentlig eller privat? Skal tilsynet føre et mere intensivt tilsyn med de private? Må man tjene penge på velfærd?

Hvis man følger debatten om det sociale område, er der dele af den, der glider længere og længere væk fra det, som den vel burde handle om, nemlig hvordan vi sikrer de bedste tilbud til de mennesker, der har behov for hjælp indenfor den økonomiske ramme, vi som samfund har til rådighed.

I Selveje Danmark arbejder vi med begrebet ”bæredygtig velfærd”. Vi har valgt at bruge begrebet ”bæredygtig”, da det helt overordnet handler om at sikre, at ingen og intet går til spilde.

Kvaliteten skal være i top
Vi skal sikre, at den samfundsmæssige ressource, vi har til rådighed, anvendes korrekt og bæredygtigt.

Bæredygtig velfærd omfatter alle tilbud, offentlige, private og selvejende nonprofitorganisationer, så i stedet for at se på organisationsformer, så ser vi på, hvilke tre forudsætninger der skal opfyldes, for at vi får bæredygtig velfærd.

Den manglende gennemsigtighed udgør et enormt problem for hele det sociale område, for hvordan skal man vurdere kvaliteten, hvis prisen er uklar?

Jon Thorlacius Krog
Branchedirektør, Selveje Danmark

Det handler om tre nøgleparametre.

Det er afgørende, hvad enten man arbejder med børn, ældre eller for eksempel socialt udsatte, at kvaliteten af det pædagogiske arbejde er i top.

Vi skal vide, hvad vi gør, hvorfor vi gør det og meget gerne også, hvad alternativet ville være, hvis det første ikke virker.

Den viden kommer ikke af sig selv. Den kommer blandt andet gennem ordentlig uddannelse, løbende opkvalificering og evnen til at reflektere over egne metoder og resultater.

Det er et område, Socialtilsynet allerede i dag har stort fokus på gennem den opstillede kvalitetsmodel, og det er et område, som en række organisationer på området aktivt har taget til sig.

Har politiske processer styrket fagligheden?
Det betyder ikke, at vi er i mål.

Socialdemokratiets forslag om at styrke fagligheden på anbringelsesområdet er et spændende initiativ. Det samme vil det være, at man styrker tilsynets mulighed for at skride ind i de situationer, hvor det vurderes, at fagligheden ikke er høj nok.

Men vi skal også se på resultatet af de politiske processer, vi har været igennem de sidste år. Har de styrket fagligheden?

I 2015 fik KL indført i den årlige økonomiaftale med regeringen, at man ville forsimple det budgetskema, som bruges, når man beskriver et tilbud overfor socialtilsynet.

Umiddelbart er det jo svært at være imod forsimplinger – men her er det måske blevet for simpelt.

Resultatet har været, at man i beskrivelsen har slået antallet af faguddannet personale sammen med gruppen af ufaglært personale; som samlebetegnelse kalder man det nu bare borgernært personale. Vel ikke noget, der understøtter et fokus på kvalitet.

Kommunale tilbud er uigennemsigtige
Det er i dag ganske uklart, hvad en lang række tilbud koster. Det gælder i særlig grad de kommunale tilbud.

På samme måde findes der organisationer, der gennem sindrige selskabskonstruktioner gør det vanskeligt for tilsynet at gennemskue, hvordan de midler, der tilføres, fordeles og anvendes.

Den manglende gennemsigtighed udgør et enormt problem for hele det sociale område, for hvordan skal man vurdere kvaliteten, hvis prisen er uklar?

Eller hvordan skal man som borger eller sagsbehandler argumentere for et bestemt valg af tilbud, hvis kommunens eget tilbud fremstår langt billigere?

Svaret er, at det kan man ikke, og derfor kommer den manglende gennemsigtighed i økonomi og priser til at få afgørende betydning for de valg, der træffes. Valg, der dermed ofte træffes på et helt forkert grundlag.

Lad os give et konkret eksempel. Kalundborg Kommune driver et misbrugscenter. Socialtilsynet har godkendt det kommunale tilbuds budget, som er bygget på omkring en timepris på 138 kroner per time. Vel at mærke 138 kroner, der skal dække alle udgifter.

Hvad den faktiske omkostning for kommunen er, vides ikke, men et godt bud er vel, at den er cirka fire gange højere eller i omegnen af 500 kroner per time.

Man kan vel tillade sig at antage, at et billede af, at man er så effektiv, betyder, at kommunen vil gøre hvad som helst for at sikre, at egne borgere bruger netop dette tilbud, og dermed undersøges det aldrig om tilbuddet i nabokommunen til 450 kroner faktisk har en højere kvalitet.

God og ansvarlig ledelse
I disse dage fylder spørgsmålet, om tilbud på det sociale område skal være offentlige eller private en del – om man må tjene penge på velfærd eller ej.

Senest har Socialdemokratiet foreslået, at alle tilbud på anbringelsesområdet skal have en driftsoverenskomst med en kommune, hvilket igen i realiteten vil svare til, at området stort set kommunaliseres.

Men det, vi burde drøfte, er i langt højere grad, om de enkelte tilbud har en god og ansvarlig ledelse eller ej.

Det er en helt afgørende faktor for alle tilbud, hvad enten de er offentlige eller ej, at man har en ledelse og bestyrelse, der forstår behovet for kvalitet, der inddrager deres medarbejdere, arbejder systematisk med løbende uddannelse og handler økonomisk ansvarligt i forhold til organisationens drift.

Det sidste er centralt i forhold til den verserende debat om, hvorvidt man må tjene penge på velfærd eller ej.

Der skal opbygges en egenkapital
En ansvarlig ledelse vil ikke acceptere at drive et tilbud, der hver dag har ansvaret for andre mennesker, uden at der opbygges en vis egenkapital.

Den er helt afgørende for, at organisationen kan klare sige gennem en periode, hvor økonomien af andre grunde presses, enten fordi kommunernes visitationsmønstre ændres, eller fordi der skal skiftes tag på ejendommen.

Men den ansvarlige ledelse i en selvejende organisation vil også arbejde for sit formål (det skal den også jævnfør gældende fondsretlige principper), og det betyder, at den egenkapital, der etableres, ikke må blive så stor, at man i realiteten kan anføre, at man ikke længere har fokus på sit formål.

I den offentlige sektor er den udfordring ikke helt den samme, da man her kan læne sig op ad en skattefinansieret kommunaløkonomi. Det til trods burde refleksionen være den samme, for også offentlige tilbud skal fyldes af visiterede borgere og løbende vedligeholdes.

Hvordan understøtter vi bæredygtig velfærd?
Bæredygtig velfærd består i denne kontekst altså af tre ting. Et klart fokus på kvalitet, gennemsigtighed i priser og økonomi samt god og ansvarlig ledelse.

Nu står vi samtidig overfor en evaluering af socialtilsynet og en efterfølgende justering. Ønsket fra Selveje Danmark er, at den justering gennemføres, således at den kommer til at understøtte bæredygtig velfærd, for det vil i realiteten gavne hele området.

Der kan peges på tre fokusområder.

Socialtilsynet skal arbejde videre med kvalitetsmodellen, sikre en ensartet tilgang til området og gives en klar hjemmel til at stille krav, hvis kvaliteten af et tilbud ikke er i orden. Det skal også omfatte krav til faglighed og medarbejderressourcer.

Det økonomiske tilsyn skal styrkes markant, hvilket kan ske ved at samle det et sted og stille krav om, at alle tilbud – offentlige som ikke offentlige – skal udarbejde reelle omkostningskorrekte budgetter samt indsende reviderede årsregnskaber (et krav, der i dag kun gælder ikke-offentlige tilbud).

Udgangspunktet for det økonomiske tilsyn skal være, at en klar, troværdig prissætning er afgørende for en korrekt faglig visitation.

Der skal gives plads til en ansvarlig økonomi. Der skal således ikke gøres forskel på offentlige og ikke-offentlige tilbud – men på veldrevne og ikke veldrevne tilbud.

Socialtilsynet skal have fokus på ledelsens faglige/ledelsesmæssige forudsætninger, og en klar gennemsigtighed i økonomien skal sikre, at kommunerne kan fravælge de steder, der ikke handler økonomisk forsvarligt.