Selveje Danmark: Demokratiets sprækker truer samfundskontrakten

Forestil dig et øjeblik en stor dæmning. Bag den ligger et enormt tryk af vand, og nu viser der sig mindre sprækker. Vi ved, at de sprækker hurtigt og skal tætnes, ellers vil de vokse, og med ét vil hele dæmningen risikere at bryde sammen.

På sin vis er demokratiet i Danmark en sådan dæmning. Den er ikke fysisk, men er bygget op af en række bærende principper, på tillid og en fælles aftale om rimelige balancer mellem rettigheder og pligter.

Vi taler også om samfundskontrakten. Winston Churchill er citeret for at have sagt, at demokrati er ikke den bedste styreform, men den mindst ringe. Med det afsæt kan vi se demokratiet som en dæmning mod det, der er værre.

Derfor er debatten om det dysfunktionelle demokrati så vigtig, for som branchedirektør i Selveje Danmark kan jeg se flere sprækker.

Sprækker, der forrykker balancen mellem den enkelte borger og "staten", og dermed truer de tilliden til systemet og den konsensus, som er forudsætningen for fortsat tilslutning til samfundskontrakten.

Demokratiet trues, når mennesker ikke længere oplever sig som en del af samfundet, men som i opposition til det. Lad mig pege på tre helt konkrete sprækker.

Samtidig vil jeg dog også understrege, at mit mål ikke blot er at kritisere. Men når man peger på problemer, så vil der i dette jo ofte også ligge en kritik. Ønsket er at være med til at understøtte en fælles og nødvendig debat om demokratiets aktuelle tilstand.

Afkobling af forholdet mellem politikere og forvaltning.
I Selveje Danmark oplever vi ofte en manglende sammenhæng mellem det, som politikerne ønsker, og det, som forvaltningen gør.

Vi har ikke en altruistisk forvaltning, der uden skelen til egeninteresser arbejder for det politiske niveau. Forvaltningerne består af enheder og ledere, der også varetager "egne" interesser.

Naturligvis ikke forstået sådan, at de beriger sig selv, men at de varetager organisatoriske interesser, som knytter sig til sin egen position mere end til helheden. Det er der masser af eksempler på.

Når forvaltningen modarbejder samarbejdet med ikke-kommunale enheder, når politikerne forelægges kæmpe dagsordener med ekstremt mange bilag uden tid til forberedelse. Når der fremlægges urealistisk lave priser for kommunens egne tilbud, så de synes særligt effektive, når et skift fra en blå til en rød rådmand ingen konsekvenser har i forhold til det, man som selvejende tilbud møder, eller når man lytter til folkevalgte og hører om den "kamp", som det kan være at få ret i strid med forvaltningens ønsker.

Når det politiske niveau på den måde afkobles, så mister det politiske niveau samtidig sin betydning og dermed også sin legitimitet.

Ankesystemet synes på en række områder at være ved at bryde sammen

Jon Krog
Branchedirektør, Selveje Danmark

Visse kommuners grænsesøgende adfærd
På Christiansborg vedtager man love. Dem kan man være mere eller mindre enig i, man kan opleve dem som dyre eller utilstrækkelige. Alt sammen helt legitime politiske synspunkter.

Men gennem de seneste år oplever vi, hvordan man kommunalt forsøger at presse reglerne, lægger forhindringer ud eller presser det "frie valg".

Vi har for mange for længst passeret det tidspunkt, hvor det, der skulle have været en dialog mellem en borger og en sagsbehandler, er blevet til en kamp med inddragelse af advokater og private socialrådgivere.

Og når en sag, som den vi i foråret så i Guldborgsund Kommune, hvor en hel afdeling får besked om at handle i strid med loven, så giver det yderligere grobund for en voksende mistillid.

Her vil jeg understrege, at jeg peger på sprækker. Og forudsætningen for det er jo, at resten af konstruktionen står der endnu. Det gør den også på det sociale område, hvor der er masser af dedikerede og dygtige medarbejdere. Men #Enmillionstemmer er jo ikke opstået ud af ingenting.

Et ankesystem på sammenbruddets rand
Forudsætningen for at have et tillidsbaseret socialt system er et tilsvarende velfungerende ankesystem. For fejl og uenigheder vil opstå. Men ankesystemet synes på en række områder at være ved at bryde sammen.

Sagsbehandlingstiderne i familieretshuse og Ankestyrelsen er alt for lange. Selveje Danmark havde på vegne af et medlem en sag i 2018. Kommunen var ikke enig, og sagen blev påklaget til Ankestyrelsen. I dag, mere end tre år efter, venter vi stadig på Ankestyrelsens afgørelse.

Og ikke nok med, at Ankesystemet har det svært, begynder samtidig andre dele af den offentlige sektor at underminere Ankestyrelsens autoritet.

Demokrati er ikke en naturlov i Danmark

Jon Krog
Branchedirektør, Selveje Danmark

Ankestyrelsen har flere gange kunnet vise, hvordan der på sociale områder er fejl i mere end 50 procent af de kommunale afgørelser. Et alarmerende højt tal, men på et møde i KL forklejnede deltagerne de tal ved at sige, "at det jo primært er formelle fejl".

Men hvad er formelle fejl? At man har glemt at inddrage borgeren, at partshøre. Men det er de regler, som vi har, for at sikre, at afgørelser bliver truffet på et oplyst grundlag, og dermed er de formelle regler helt afgørende for at der træffes korrekte afgørelser.

Da vi på det sociale område samtidig har en situation, hvor man som borger ikke kan få kompensation eller torterstatning, og da man også kun meget vanskeligt kan anlægge en sag ved domstolene, så har vi skabt et system, der i sig selv skubber borgeren fra sig og efterlader dem alene i et retsligt vakuum.

Demokratiet er en skrøbelig idébaseret konstruktion
Jeg forstår, at mine eksempler kan skydes ned som anekdotiske. Men de bygger på mange sager, møder med medlemmer i Selveje Danmark og med både politikere og embedsmænd.

Som nævnt er mit ønske ikke bare at rejse kritik, men at pege på nogle forhold, der truer den sammenhængskraft og tillid, der er afgørende for at vi har et demokrati.

For vi skal værne om demokratiet og med værne mener jeg ikke blot, at vi skal besynge det Grundlovsdag. Vi skal hele tiden kigge på det og rette det til – vi skal finde sprækkerne og få dem lappet.

Demokrati er ikke en naturlov i Danmark. Det er en idébaseret konstruktion, som kun eksisterer, hvis vi hele tiden sikrer, at den fastholdes og accepteres i vores fælles erkendelse. Og så er det jo "den mindst ringe styreform".