Debat

SF: Vi skal gøre op med vores tilgang til handicapområdet

Der er behov for substantielle ændringer på handicapområdet, så vi kan sikre, at borgere med handicap får rigtig og kvalificeret hjælp, skriver Charlotte Broman Mølbæk.

Vi er nødt til at sikre, at det ikke kan betale sig for kommunerne at begå disse fejl, skriver Charlotte Broman Mølbæk.(Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget)
Vi er nødt til at sikre, at det ikke kan betale sig for kommunerne at begå disse fejl, skriver Charlotte Broman Mølbæk.(Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget)
Charlotte Broman Mølbæk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Danmark tager vi os af hinanden. 

Det er den indstilling, der er fundamentet for vores velfærdsstat og for det samfund vi har i dag. På handicapområdet må vi dog erkende, at der stadig er et stort arbejde at gøre. Mange borgere med handicap får ikke den behandling og den hjælp de har brug for og krav på. Alt for mange sager er fyldt med fejl. 

42 procent af de sager, hvor der klages til ankestyrelsen omgøres. Der er alt for mange og i praksis betyder det, at rigtig mange mennesker rundt om i landet ikke får den hjælp de er berettiget til eller har brug for.

Ved at give ankestyrelsen mulighed for at idømme kommunerne en bod kan vi sikre, at alle arbejder for at give borgere med handicap den hjælp de har ret til og brug for.

Charlotte Broman Mølbæk
Handicapordfører

Det har vist sig, at handicapområdet er et meget tungt og stort område for 98 kommuner at skulle kunne tilbyde hjælp og service på hver især. Vi har den relevante viden i Danmark, men den findes ikke ude i alle vores kommuner. Det fører til fejl. Det ses tydeligt, at der mangler viden i sagsbehandlingen og visitationen, når der klages i så mange sager. 

Vi har brug for at få fagligheden tilbage i sagsbehandlingen for at skære ned på antallet af fejl, antallet af sager som tages videre til ankestyrelsen og får at sikre at borgere med handicap får den rette hjælp.

Langt fra udredning til udførsel
For at sikre fagligheden i visitationen mener jeg, at man skal opsætte et ”second opinion” system. Med et sådan system vil det være muligt at få fagligt input i sagsbehandlingen i større grad, end det er muligt med Viso i øjeblikket. 

Mere faglighed i visitationen vil sikre, at borgere i højere grad får den rette hjælp første gang og derudover vil en ”second opinion” give en mulighed for at få et andet sæt øjne på sin sag uden at skulle til ankestyrelsen. Det vil mindske antallet af fejl og antallet af sager hvor der klages til ankestyrelsen.

Udover at være et fagligt specialiseret og krævende område er handicapområdet også et økonomisk krævende område, og det er gået udover den hjælp og service der leveres. Der er nemlig ofte økonomisk incitament for kommunerne i at lave en forkert eller ulovlig afgørelse. For mens der klages til ankestyrelsen, hvor behandlingstiden er optil 18 uger, er kommunen ikke forpligtet til at yde noget til borgeren. 

Såfremt ankestyrelsen finder, at der var fejl i kommunens afgørelse må den omgøres. Det heller ikke nogle konsekvenser for kommunen. Vi er nødt til at sikre, at det ikke kan betale sig for kommunerne at begå disse fejl. 

Ved at give ankestyrelsen mulighed for at idømme kommunerne en bod kan vi sikre, at alle arbejder for at give borgere med handicap den hjælp de har ret til og brug for.

Behov for ændringer
Der er behov for substantielle ændringer på handicapområdet. Problemerne er ikke opstået ud af det blå.

Siden strukturreformen har ansvaret for handicap været placeret hos kommunerne. Det er der fordele og ulemper ved. Det er en fordel at hjælpen er tæt på borgerne og at den instans, som er ansvarlig for rigtig mange dele af vores hverdag også har et ansvar på handicapområdet. 

Samtidig er dog også sket en afspecialisering, antallet af fejl er steget og det er blevet sværere at få den rette hjælp som handicappet borger i Danmark.

Vi må sikre, at borgere med handicap får rigtig og kvalificeret hjælp. Det mener jeg kræver et opgør med den måde, vi tænker handicapområdet på. Det kræver en større reform af området.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00