Skuffet minister i opråb til kommuner: Genoptag alle sager forberedt af resultatlønnede konsulenter

RETSSIKKERHED: Kun ganske få udsatte borgere har fået genoptaget deres sag oven på kommuners ulovlige samarbejde med sparekonsulenter. Det er ikke godt nok, siger socialminister Astrid Krag (S), der følger sagen tæt.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) indskærper over for kommuner, at de skal genoptage alle sager, hvor resultatlønnede konsulenter har taget del i sagsbehandlingen.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) indskærper over for kommuner, at de skal genoptage alle sager, hvor resultatlønnede konsulenter har taget del i sagsbehandlingen.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Kim RosenkildeSimon Lessel

Kommunerne skal rette op på deres ”aggressive” samarbejde med resultatlønnede konsulenter om at finde besparelser i udsatte borgers sager.

Det slår social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) fast med eftertryk, oven på Altinget torsdag kunne fortælle, at kun tre kommuner har genoptaget sager som konsekvens af, at deres samarbejde med konsulenterne har været i strid med loven.

"Min forventning er, at man både fremadrettet og bagudrettet får rettet op i sager, hvor mennesker har mistet hjælp efter brug af konsulenter,” skriver Astrid Krag i en mail til Altinget.

Ifølge Altingets afdækning har 31 kommuner gennem de seneste år hyret private konsulenter til at gennemgå over 1.300 sager på social- og handicapområdet for at finde besparelser.

I 22 af kommunerne har samarbejdet været baseret på en såkaldt no-cure-no-pay-kontrakt, hvor betalingen til konsulentvirksomheden afhænger af, hvor stor en besparelse kommunen opnår.

Ankestyrelsen sender indskærpelse
Og det er i strid med loven, hvis private konsulenter med den form for resultatafhængig løn deltager i at forberede afgørelse i konkrete borgersager. Det slog Ankestyrelsen fast i juni.

“Jeg er glad for, at vi har stoppet en praksis, som kan være meget aggressiv over for udsatte og mennesker med handicap,” skriver Astrid Krag.

Ankestyrelsen har derfor bedt samtlige involverede kommuner om at genoptage de sager, hvor resultatlønnede konsulenter er trukket ind i sagsbehandlingen. Men det er kun sket i ganske begrænset omfang.

”Det er skuffende, at det ikke er sket endnu, og så sent som i går har Ankestyrelsen sendt opfølgende breve afsted til en række kommuner om at genbehandle sagerne,” skriver Astrid Krag.

Hun understreger, at arbejdet ikke stopper, før "alle kommuner" har genoptaget de sager, som er forberedt af konsulentfirmaer med resultatløn i deres kontrakter.

Læs også

Følger sagen tæt
Hovedparten af de øvrige 19 kommuner, som har indgået samarbejde med resultatlønnede konsulenter, afviser helt, at de behøver at genoptage sager. Det sker ikke mindst med henvisning til, at konsulenterne efter deres overbevisning ikke har deltaget i egentligt sagsforberedende arbejde, og at samarbejdet derfor ikke har været ulovligt.

Den udlægning undrer dog Søren Blæsbjerg, der er juridisk studielektor på Aalborg Universitet, og desuden har en fortid som borgerrådgiver i Viborg Kommune.

”Hvis konsulenterne har været inde og forholde sig til spørgsmål om borgerens behov og den hjælp, borgeren modtager, så er det svært at se det som andet end sagsforberedende arbejde,” har han tidligere udtalt til Altinget.

Astrid Krag har da heller ikke tænkt sig at lade kommunerne slippe med nemme svar. 

”Ankestyrelsen fortsætter med at følge op hos kommunerne, og jeg vil selv følge sagen tæt,” skriver hun til Altinget.

Dokumentation

Kommuners samarbejde med resultatlønnede konsulenter

- 12. december 2019 bringer Altinget den første historie om, at kommuner har hyret resultatlønnede konsulenter til at spare på handikappede og psykisk syge. Altinget kan fortælle, at mindst 19 kommuner har hyret konsulentvirksomhederne Bronson Consult eller Transit til at gennemgå mere end 800 borgersager med det formål at finde besparelser på socialområdet.

- I langt de fleste tilfælde er kontrakten mellem konsulentvirksomheden og kommunen lavet ud fra et no-cure-no-pay-princip. Det betyder, at kommunens betaling til konsulentvirksomheden er afhængig af, hvor stor besparelse der kan opnås.

- I forbindelse med udgivelsen af den første historie udtaler social- og indenrigsminister Astrid Krag, at det er bekymrende, aggressivt og grove metoder, når kommuner hyrer konsulentfirmaer til at finde besparelser. Hun sætter Ankestyrelsen på sagen for at se på kommunernes praksis.

- På baggrund af Altingets afsløringer bliver social- og indenrigsministeren Astrid Krag (S) kaldt i samråd af Anni Matthiesen (V), Karina Adsbøl (DF) og Charlotte Mølbæk (SF). Under samrådet 23. januar 2020 bliver ministeren opfordret til at bede kommunerne om at sætte deres samarbejde med konsulenter på pause. Astrid Krag (S) har dog ingen planer om at gøre dette, indtil Ankestyrelsens afgørelse foreligger.

- En uges tid senere, 29. januar 2020, kan Altinget nu afsløre, at omfanget er større end først antaget. Det fremgår nu, at 31 ud af 97 kommuner har hyret konsulenter til at gennemgå over 1.300 handikappede borgers sager og finde besparelser.

- I den nye opgørelse fremgår det også, at i størstedelen af sagerne er samarbejdet baseret på kontrakter, hvor konsulenterne får højere betaling, jo større en besparelse de finder. Dette aflønningsprincip går under navnet no-cure-no-pay. Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) udtaler i denne forbindelse, at hun regner med, at Ankestyrelsen udvider deres undersøgelse i forbindelse med de nye fund i sagen.

- 25. juni står det klart, at de pågældende kommuner kan have brudt loven ved at hyre private konsulentfirmaer på resultatløn til at finde besparelser på socialområdet. Det er konklusionen på den første del af den undersøgelse, som Ankestyrelsen har udarbejdet. Social- og indenrigsminister Astrid Krag udtalte i den forbindelse, at hun nu forventede, at kommunerne rettede ind og fik genbehandlet de sager, hvor konsulenter var inddraget på ulovlig vis.

- Altinget har igennem de sidste måneder undersøgt, hvordan de involverede kommuner har rettet ind efter Ankestyrelsens udtalelse fra 24. juni.

- Ankestyrelsen er i gang med anden del af deres undersøgelse, hvor de gennemgår hver enkel af de involverede kommuner og lovligheden af deres brug af konsulenter på socialområdet. Ankestyrelsen forventer at have en konklusion på anden del af undersøgelsen inden årets udgang. 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Astrid Krag

MF (S), fhv. social- og ældreminister
student (Tørring Amtsgymnasium. 2001)

Søren Blæsbjerg

Jurist, Mødrehjælpen, bestyrelsesmedlem, Alzheimerforeningen
Kandidat, Jura, Aarhus Universitet (2005)

0:000:00