Social investeringsfond: Nej, investorer sætter ikke kursen for os

Bedre velfærd til flere er netop tanken med Den Sociale Investeringsfond (DSI), selvom man i debatindlægget Social investeringsfond ender som kejserens nye klæder af formand i socialrådgiverforeningen Mads Bilstrup får et andet indtryk. At loven lader private investorer sætte kursen for, hvilke velfærdsområdet der er værd at investere i med DSI. 

Det vil jeg gerne nuancere med dette indlæg.

DSI udvælger investeringer som ligger inden for de politisk temaer, som den poliske aftalekreds har udpeget. Vi har fokus på at bidrage med løsninger på komplekse problemstillinger, som kan give en bedre velfærd til de borgere, som har brug for støtte for at få et godt liv.

Et eksempel på en kompleks problemstilling er unge hjemløse, hvor vi sammen med Aarhus Kommune, Rådet for Sociale Investeringer og Bikubenfonden samlet har investeret 23 millioner kroner i Housing First indsatser.

Investeringen skal give unge hjemløse mulighed for en hverdag i egen bolig og for de mest ressourcestærke, en hverdag med uddannelse eller arbejde. Et komplekst problem, der i dag ikke bliver løst. 

Viser at indsatser virker
En af forhindringerne er blandt andet., at kommunerne får refusion af staten på midlertidige herbergspladser, mens de selv må punge ud for forebyggende indsatser, som den bevist succesfulde, men også bekostelige, Housing First indsats er et eksempel på. 

DSI og samarbejdsparterne vil med investeringen vise, at det kan betale sig at omlægge til de forebyggende indsatser, fordi de giver bedre liv. Og bedre liv giver i sidste ende en bedre bundlinje for samfundet, som dermed kan reinvestere i bedre velfærd.

En sådan investeringscase er samtidig et vigtigt bidrag til at kommuner, regioner, stat, organisationer, frontmedarbejdere, og på sigt private investorer, kan se, hvad vi kan opnå, hvis vi omstiller vores velfærd til at betale for det helt grundlæggende mål, at mennesker får det bedre. Frem for at mennesker får en hjælp, hvor vi har ringe muligheder for at finde ud af, om den virker, som vi håber. 

Markedsmodning handler med andre ord i lige så høj grad om at modne offentlige aktører til at investere i forebyggende indsatser og tænke i effekter, som det handler om at tiltrække private investorer.

Bedre velfærd til flere
Et andet eksempel er vores investering i stressbehandling og stressforebyggelse gennem en investering i Fonden Mental Sundhed sammen med Velliv Foreningen.

Stress er på det nærmeste en folkesygdom. Det til trods mangler op til syv ud af ti kommuner mulighed for at etablere et veldokumenteret stresstilbud. Fonden Mental Sundhed arbejder med programmet Åben og Rolig, der er udviklet i et samarbejde mellem Københavns Universitet og Harvard University. 

Fonde er styret af en fundats, der fastsætter, hvilke formål de skal arbejde for. Her bliver porteføljen hos DSI ganske enkelt for bred for de fleste, og hvis vi står fast på, at der skal investeres i hele porteføljen, så er det få, som kan være med.

Camilla Bjerre Damgaard
Fondschef i Den Sociale Investeringsfond

DSI’s formål med investeringen er at øge kvaliteten i stressbehandlingen, som et stigende antal mennesker desværre har brug for, og sikre udbredelse af de indsatser, der beviseligt virker.

Med andre ord er vores forståelse af markedsmodning her, at evidensbaserede tilbud og en systematisk tilgang kan skabe og give bedre velfærd både på kort og længere sigt.

Hvad så med resten af grupperne? Har vi tilrettelagt det efter de private investorer, eller efter de politiske ønsker? Inden længe præsenterer vi investeringer, der skal hjælpe flere sygedagpengemodtagere i arbejde, udsatte unge til bedre trivsel og indsatser der skal hjælpe udsatte børnefamilier.

Retningsgivende er de fem temaer, som aftalekredsen har udpeget og dermed det politiske mandat, som altid vil være Den Sociale Investeringsfonds afsæt.

Gør kagen større
De politiske temaer er bredt funderet i vores velfærd og går således fra arbejdsmarked, over udsatte børn og unge til trivsel og livsstilssygdomme. 

Det er et politisk ønske, at private investorer i fremtiden kan være med til at finansiere dele af vores velfærd, og her er de filantropiske fonde naturligvis interessante. 

Fonde er styret af en fundats, der fastsætter, hvilke formål de skal arbejde for. Her bliver porteføljen hos DSI ganske enkelt for bred for de fleste, og hvis vi står fast på, at der skal investeres i hele porteføljen, så er det få, som kan være med. Ikke ud fra argumentet om, at visse grupper ikke er attraktive fra et afkastperspektiv, men fordi de ikke kan få hele den brede portefølje passet ind i deres fundats. 

At afskære den gruppe af investorer er at gøre kagen meget mindre. Det er ærgerligt, for vi står over for en situation, hvor vi som samfund er udfordret af komplekse velfærdsudfordringer, som forventeligt ikke bliver mindre grundet den demografiske udvikling. Derfor er DSI givet den opgave at bidrage til, at endnu flere tager et medansvar for at løse disse udfordringer