Debat

Socialdirektør: Holdbar økonomi skaber tilfredshed

DEBAT: Holdbare budgetter og økonomisk styrbarhed er forudsætninger for en holdbar velfærd, tillid og dermed tilfredshed. Det skriver Aarhus' socialdirektør, Erik Kaastrup-Hansen.

Holdbare budgetter og økonomisk styrbarhed er forudsætninger for en holdbar velfærd, tillid og dermed tilfredshed. Det skriver Aarhus' socialdirektør, Erik Kaastrup-Hansen.
Holdbare budgetter og økonomisk styrbarhed er forudsætninger for en holdbar velfærd, tillid og dermed tilfredshed. Det skriver Aarhus' socialdirektør, Erik Kaastrup-Hansen.
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Erik Kaastrup-Hansen
Direktør, Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune og formand, foreningen af socialchefer i Region Midtjylland

Det er interessant at følge debatten om en kommende revision af Serviceloven. Mange parter er kommet på banen med hver deres vinkler, interesser og synspunkter. På nogle stræk er der fælles retning, på andre ikke.

Hvis vi forestillede os, at vi skulle begynde med et helt blankt papir, ville vi så nå frem til, at vi ville bruge fællesskabets penge og ressourcer på samme måde som i dag? Det tror jeg, at vi i stort omfang ville. Det skyldes, at vi som samfund har udviklet et solidarisk fællesskab. Vi tager ansvar for hinanden. Vi har pligt til at bidrage, og vi har ret til at modtage hjælp, hvis vi har et reelt behov. Vi har med andre ord et stærkt, fælles fundament, hvor vi deler værdier og moralbegreber, og det er et godt afsæt for at få enderne til at mødes.

Exceptionel høj grad af tillid
Men vi har også en anden samfundsmæssig styrke, som ikke kan overvurderes. Set i et globalt perspektiv skiller det danske samfund sig markant ud ved at have en exceptionel høj grad af tillid. Vi har som borgere høj tillid til hinanden, og vi har tillid til myndighederne. Den sociale kapital er stor, og værdien skal ifølge forskerne måles i mange milliarder kroner.

Det er en stående bekymring, at økonomiske hensyn pr. automatik fører til besparelser. Men min opfattelse er, at det forholder sig omvendt.

Erik Kaastrup-Hansen
Direktør, Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune og formand, foreningen af socialchefer i Region Midtjylland

Tilliden er en styrke, som vi kan bruge aktivt, og som vi skal værne om. Derfor vil det også være helt forkert og unødvendigt, hvis lovændringerne lægger op til endnu mere kontrol, procedurekrav og sagsbehandlingsstandarder, der dybest set er udtryk for mistillid.

Mistillid undergraver velfærden, fordi både borgere og kommuner bruger unødige ressourcer på dokumentation, dobbeltkontrol af processer og afgørelser – ressourcer, der i stedet bør bruges på at finde den rigtige og gode hjælp for borgeren.

For eksempel er det min oplevelse, at vi i kommunerne skriver flere og flere meterlange afgørelser, hvor ankeinstansens jurister er i fokus fremfor at fokusere 100 procent på dialogen og interessen for den enkelte borgers ønsker og behov. Den udvikling skal vi have vendt, og med ændringerne i Serviceloven har vi en gylden lejlighed til det. 

På trods af den høje tillidsgrad er der undersøgelser, der peger på, at mistilliden til den offentlige sektor stiger. Det gælder også på socialområdet. Det er et bekymringstegn, som vi skal tage meget alvorligt. Jeg tror, vi bedst imødegår udviklingen med dialog.

Vi er nødt til at tale om de dilemmaer og udfordringer, vi som samfund står i – udviklingen i sundhedsvæsenet, konsekvenserne af globaliseringen og ændringerne i familiestrukturen har stor betydning for, hvad den offentlige velfærd skal kunne. Men hvordan øger vi tillid og tilfredshed?

Vi vil alle det bedste for borgerne
Det er ingen kunst at sige ja til alle ønsker. Derfor må lovgiverne vedstå sig deres forpligtelse til at tydeliggøre, hvornår fællesskabet prioriterer ikke at hjælpe. Og det gælder særligt, når vi tager de seneste 25 års budgetudvikling i betragtning.

Op gennem 90’erne og 00’erne havde vi realvækst på fem procent årligt på store dele af socialområdet. Siden 2010 har vi oplevet tæt på nulvækst, samtidig med at efterspørgslen på socialfaglig støtte er konstant stigende.

Allerede i 1980 skosede den daværende formand for Etisk Råd, Erling Tiedemann, den offentlige debat for at være præget af pligtsludder og forbudte sandheder. Vi har stadig brug for en ærlig og åbenhjertig dialog og en tydelig forventningsafstemning, så borgere, pårørende, kommuner og det politiske system har et fælles billede af, hvad der er realistisk. Det bør en lovjustering adressere tydeligt. Og det knytter an til diskussionen om økonomisk styrbarhed.

Det er en stående bekymring, at økonomiske hensyn pr. automatik fører til besparelser. Men min opfattelse er, at det forholder sig omvendt. Det er til skade for borgerne og velfærden, hvis budgetterne på socialområdet skrider. Det fører nemlig med garanti til økonomiske opbremsninger.

Og stop and go øger ikke arbejdsglæden eller tilliden til kommunerne, hverken hos de borgere, der berøres, medarbejderne, politikerne eller skatteyderne generelt. Holdbare budgetter og økonomisk styrbarhed er forudsætninger for en holdbar velfærd, tillid og dermed tilfredshed. Jeg håber, at den erkendelse også vil indfinde sig hos alle aktørerne, for det vil betyde, at vi er nået et skridt nærmere hinanden.

Selvom vi har forskellige roller og ansvar, så ændrer det ikke ved, at vi alle vil det bedste for de borgere, der har brug for støtte og hjælp. Den tillid bør vi vise hinanden. Og det burde være muligt i et land, som er verdensmester i social kapital.

Dokumentation

Fra 14. april og en måned frem sætter Socialdebatten fokus på Serviceloven.

Følg debatten her.

Debatten på Altinget har til formål at fokusere og styrke den fagpolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altingets fagportaler derfor eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for forskellige områder.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Kaastrup-Hansen

Direktør, Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1992)

0:000:00