Debat

Socialrådgivere: Vi er en del af løsningen på personale- og tidsmangel i sundhedsvæsnet

Sundhedsvæsnet mangler personale, sammenhæng og tid til kerneopgaven. Sundhedssocialrådgivere kan være en åbenlys del af løsningen, skriver næstforkvinde Ditte Brøndum.

Sundhedssocialrådgivere kan ikke løse alle problemer i sundhedsvæsnet, men er en overset ressource, skriver Ditte Brøndum.
Sundhedssocialrådgivere kan ikke løse alle problemer i sundhedsvæsnet, men er en overset ressource, skriver Ditte Brøndum.
Ditte Brøndum
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark har fået en ny regering, og de står over for en enorm opgave med at få rettet op på nogle af de åbenlyse problemer i sundhedsvæsenet: Der mangler personale, sammenhæng og tid til kerneopgaven.

Og for alle, der har arbejdet med sundhedsområdet, står det nok klart, at der desværre ikke findes nogen snuptagsløsninger. Alligevel tænker jeg, at en lige så åbenlys del af løsningen skal findes ved at se på de sundhedssocialrådgivere, som allerede i dag udfører et vigtigt arbejde flere steder i sundhedsvæsenet.

Sundhedssocialrådgiverne er nemlig unikt rustede til at løfte en række opgaver i sundhedsvæsenet, som på den ene side kan frigøre tid hos det sundhedsfaglige personale – og som på den anden side kan sikre en bedre sammenhæng for patienten og samtidig reducere uligheden i sundhed. Det kan komme til udtryk på mange måder, så lad mig komme med tre eksempler.

Sundhedssocialrådgiverne kan skabe sammenhæng i patienternes forløb

Ditte Brøndum
Næstforkvinde, Dansk Socialrådgiverforening

Formidler sociale indsatser

Hvis en stofbruger indlægges med en overdosis, kan den livreddende behandling næppe stå alene. Med sin viden om sociale omstændigheders betydning for vores sundhed, kan sundhedssocialrådgiverne hjælpe med at tage grundigt fat om problemets rod.

Måske skal patienten hjælpes ind i psykiatrien, tilbydes misbrugsbehandling eller have hjælp til at håndtere sociale problemer i hjemmet – og sundhedssocialrådgiverne kan tage hånd om dette, så genindlæggelser undgås.

Bygger bro til kommunen

Når eftervirkningerne af en kræftbehandling forhindrer en patient i at vende tilbage til sit job, skal der udveksles oplysninger mellem hospital og kommune, så borgeren kan hjælpes videre til et genoptræningsforløb, afklares til et fleksjob eller visiteres til en førtidspension.

Her kan sundhedssocialrådgiverne skabe sammenhæng i patienternes forløb – og sørge for, at sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale i stedet kan tage sig af opgaver relateret til behandling og pleje.

Læs også

Skaber overskud hos patienten

Hvis en svært depressiv patient er ved at blive smidt ud af sin lejebolig, så kan det være svært at dedikere sig tilstrækkeligt til sin psykiatriske behandling. Også her kan sundhedssocialrådgiverne spille en rolle.

De er nemlig trænede i at spotte, forebygge og håndtere sociale problemer – og derfor kan de hjælpe borgerne med at navigere i systemet, så de kan få den nødvendige hjælp og dermed overskud til at fokusere på behandlingen.

Det er mærkværdigt, at der i dag er lige så mange sundhedssocialrådgivere som for ti år siden

Ditte Brøndum
Næstforkvinde, Dansk Socialrådgiverforening

Jeg ved, at sundhedssocialrådgiverne gør en stor forskel i sundhedsvæsenet – hvilket bekræftes af både borgere og andre faggrupper i sundhedsvæsenet. Derfor er det også mærkværdigt, at der i dag er lige så mange sundhedssocialrådgivere som for ti år siden, mens antallet af patienter er steget med otte procent i samme periode.

Mens nogle psykiatrisygehuse har prioriteret at investere i sundhedssocialrådgivere, så har flere somatiske sygehuse desværre nedlagt stillinger – og derfor der kun godt og vel 650 fuldtidsansatte socialrådgivere i regionerne.

Alt i alt betyder det, at færre patienter oplever at deres behandlingsforløb tænkes sammen med deres sociale omstændigheder, mens flere patienter risikerer at blive tabt på gulvet i overgangen mellem forskellige instanser. Det får uligheden i sundhed til at vokse.

Jeg bilder mig naturligvis ikke ind, at flere sundhedssocialrådgivere i sig selv kan løse alle problemerne i sundhedsvæsenet, men jeg ser denne – til tider oversete – faggruppe som en åbenlys del af løsningen på problemerne med mangel på personale, sammenhæng og tid i sundhedsvæsenet.

Derfor håber jeg, at regeringen, regionerne og ledelserne på sygehuse i højere grad får øjnene op for sundhedssocialrådgivernes unikke faglighed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ditte Brøndum

Næstformand, Dansk Socialrådgiverforening
Socialrådgiver

0:000:00