Bliv abonnent
Annonce
Debat

Tilsynskonsulent: Anbragte børn vil blive udsat for flere belastninger med nyt lovforslag

Aftalepartierne varsler en reduktion af Socialtilsynets budget på 30 procent. Men forslaget til et nyt socialt tilsyn vil føre til, at flere plejefamilier lukkes, antallet af sammenbrud i anbringelser vil stige, og manglen på dygtige plejefamilier vil blive stødt større, skriver Louise Weinreich.
Aftalepartierne varsler en reduktion af Socialtilsynets budget på 30 procent. Men forslaget til et nyt socialt tilsyn vil føre til, at flere plejefamilier lukkes, antallet af sammenbrud i anbringelser vil stige, og manglen på dygtige plejefamilier vil blive stødt større, skriver Louise Weinreich.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
24. februar 2025 kl. 04.00

L

Tilsynskonsulent ved plejefamilier og tillidsrepræsentant for Socialrådgiverne i Socialtilsyn Øst. Socialrådgiver og cand. soc.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Aftalepartierne varsler en reduktion af Socialtilsynets budget på 30 procent. Loven har været motiveret af besparelser, og de faglige argumenter for dens tilblivelse er udeblevet.

Særligt hvis man kigger på plejefamilierne, hvor selve udførslen af tilsynet hverken er udgiftstung eller særlig tidskrævende for familierne, men som ryger med i slipstrømmen grundet politikernes fokus på sociale tilbud.

Det helt store, springende punkt er, at kravet om det årlige tilsynsbesøg fjernes for i stedet at blive erstattet af en risikovurdering.

Tilsyn er aldrig spild af tid

Socialtilsynene har dog i mange år netop arbejdet risikobaseret og dialogbaseret, hvorfor mange tilbud og plejefamilier har nået at få vendt skuden, inden hammeren for alvor faldt.

Vores erfaring er, at kvalitetsmangler kan opstå over kort tid, og det nuværende årlige tilsyn kan derfor både anses som en aktiv foranstaltning og en forbyggende foranstaltning.

Der har i diverse reaktioner på lovforslaget manglet et fokus på, hvad denne lov kan have af konsekvenser for de børn og unge, som bor i plejefamilier. 

Læs også

Vi har mange knalddygtige plejefamilier, og som tilsynskonsulent bliver jeg hver dag bekræftet i, at det for mange børn og unge er den helt rette anbringelsesform.

Selv et tilsynsbesøg i en familie med nul kvalitetsmangler har værdi – enten for plejefamiliens videre arbejde eller fagligt for mig, da det giver en indgående praksisviden om, hvordan høj kvalitet skabes, bevares og udvikles hos plejefamilier.

Så fordi et tilsyn ikke fører til en sanktion eller påbud, er det ikke ensbetydende med, at det er spildt.  

Den sympatiske logik for udenforstående er, at Socialtilsynet ikke skal bruge tid på det, der virker, men tid på det, der ikke gør.

Barnet når ikke at forberede sig 

Præmissen for at finde nålen i høstakken er dog, at du kan komme til at undersøge rigtig meget hø for at finde nålen.

Hvis ikke vi som Socialtilsyn har ressourcerne til at forholde os undersøgende til alle, vil risikoen stige for, at vi ikke opdager kvalitetsmangler i tide.

Godt socialt arbejde er aldrig kommet ud af skrivebordsdokumenter, som simplificerer virkeligheden.

Louise Weinreich
Tilsynskonsulent, Socialtilsyn Øst

Uden tid til udvikling, dialog og opfølgning forventer jeg, at flere plejefamilier lukkes, antallet af sammenbrud i anbringelser vil stige, og manglen på dygtige plejefamilier vil blive stødt større. Derudover vil vores mest udsatte og seje børn og unge blive udsat for endnu flere belastende faktorer i deres liv.

De samme børn forventes nu også at skulle anvende whistleblower-telefonen og selv blive ansvarlig for at råbe op, når noget er galt. Når tilsynet så endelig kommer, skal vi kun komme uanmeldt.

Ved uanmeldte tilsyn er børnene selvsagt ikke forberedt på besøget, og når måske ikke at sige det, de egentlig gerne ville sagt.

Andre kan også have brug for deres plejeforældres nærhed, hvilket gør, at vi som tilsyn ikke kan have en dybere dialog med plejeforældrene om deres praksis.

Risikoen i udelukkende uanmeldte tilsyn i plejefamilier er også, at der kan gå adskillige år mellem, man ser plejebørnene, den ene plejeforælder eller hele familien samlet.

Mit grundlag for at vurdere en plejefamilies kvalitet bliver spinkelt.

Loven har brug for en revidering 

Nu skal der igen laves en "risikomodel" med "relevante risikofaktorer på baggrund af aktuelt bedste viden om risiko".

Det er ikke sikkert, aftalepartierne ved det, men der blev i flere år brugt endeløse af ressourcer på at lave netop det.

Det viste sig at være meningsløst og ubrugeligt for tilsynskonsulenterne, da risikofaktorer i plejefamilier altid vægtes ud fra den kontekst, familierne befinder sig i.

Godt socialt arbejde er aldrig kommet ud af skrivebordsdokumenter, som simplificerer virkeligheden. Det ser flot ud på papiret, men værdien er svær at få øje på.

Læs også

Jeg hilser en revidering af loven velkommen, særligt med henblik på, hvordan vi som Socialtilsyn kan bruge vores ressourcer bedst muligt. Her vil en klog og meningsfuld revidering af kvalitetsmodellen frigive oceaner af tid foran skrivebordet, og ligeledes vil et tættere og mere forpligtende samarbejde med kommunerne også gøre en forskel.

Indtil videre er min vurdering dog, at kvaliteten af indholdet i lovforslaget skal scores til et ettal. Hvilket oversat til tilsynssprog betyder "i meget lav grad opfyldt".

Artiklen var skrevet af

L

Louise Weinreich

Tilsynskonsulent ved plejefamilier og tillidsrepræsentant for Socialrådgiverne i Socialtilsyn Øst. Socialrådgiver og cand. soc.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026