Patientforening: Politikerne gambler med livskvaliteten hos mennesker med handicap

Når et bredt flertal uden om regeringen har sikret en forespørgselsdebat, F43, om den såkaldte BPA-ordning 1. juni med planlagt afstemning 3. juni, så er det mere end blot en politisk debat i Folketinget.

Det er lige så meget en debat om, hvordan vi som samfund ser på livskvaliteten for de knap 2.000 modtagere af ordningen - mennesker med handicap.

Er der en plads til dem på lige fod med andre, så de kan få mulighed for at leve et frit og uafhængigt liv, eller om de i sidste ende skal institutionaliseres?

Mange kalder BPA-ordningen (Borgerstyret Personlig Assistance) for verdens bedste kompensationsordning, da den giver en helt enestående mulighed for, at mennesker – selv med meget svære funktionsnedsættelser – kan leve og tilrettelægge en tilværelse på egne præmisser.

Overvågning af borgere 

Det kan for eksempel være den svært ulykkesskadede, der har mulighed for at bevare et familieliv og passe et arbejde, selv om pågældende sidder i kørestol. Det takket været sine personlige hjælpere, som borgeren har tilknyttet.

Nogle kommuner er desværre begyndt at overvåge de borgere, der har eller skal have BPA-ordning - det indebærer for eksempel helt konkret, at en medarbejder fra kommunen går med borgeren på toilettet og observerer, hvor lang tid det tager eller, hvor lang tid, det tager at få tøj på.

Nogle kommuner er desværre begyndt at overvåge de borgere, der har eller skal have BPA-ordning.

Janus Tarp
Formand for UlykkesPatientForeningen

Kommunernes argument er, at det handler om, at borgeren får den rette hjælp, hverken mere eller mindre. Men det er stærkt indgribende i borgerens privatliv at blive overvåget på den måde af vidt fremmede mennesker.

Ud over overvågningen har der også været en lang række andre serviceforringelser de seneste år, hvilket Ankestyrelsens afgørelser på området også bærer præg af.

Voldsomt mange fejl på BPA-området

I 2018 var der en omgørelsesprocent på 29,8 procent i de sager, der blev anket til Ankestyrelsen vedrørende BPA-ordningen, i 2019 steg det til 40,4 procent, og i 2020 er tallet på 34,8 procent.

Det er altså i mere end hver tredje klagesag, at kommunerne har lavet fejl.

Jeg har svært ved at forestille mig, at der er nogen, der først pådrager sig et svært fysisk handicap og derefter ønsker at misbruge systemet til at få hjælp efterfølgende, så jeg tror ikke, at kommunerne på den måde behøver at overvåge og dermed reelt mistænkeliggøre deres borgere.

Vi spurgte i efteråret 2020 de af vores medlemmer, der har en BPA-ordning, om deres oplevelser med ordningen det forgangne år.

Langt hen af vejen var der stor tilfredshed med selve ordningen og den frihed, den giver, men ikke desto mindre har 31 procent af de adspurgte oplevet problemer med deres BPA-ordning i forhold til for eksempel tildeling af timer og rådighedstimer eller revurdering af behov.

I stedet for disse forringelser, så burde politikerne i stedet finde ambitionerne frem på handicapområdet.

Janus Tarp
Formand for UlykkesPatientForeningen

Det lyder jo meget uskyldigt, men det dækker over, at man med forvaltningsmæssige afgørelser pludselig ændrer et menneskes liv.

Hvor er ambitionerne? 

I stedet for disse forringelser, så burde politikerne i stedet finde ambitionerne frem på handicapområdet. I stedet for at tale om partnerskaber, retspolitiske chartre og specialeudredninger, så burde de i stedet præsentere en egentlig konkret retssikkerhedspolitisk pakke på handicapområdet inden sommerferien.

Det ville være ambitiøst.

I forhold til BPA-området skulle kommunerne ikke længere have økonomisk incitament til at spekulere i for eksempel at omlægge nogle af BPA-vagterne til rådighedstimer.

Der skulle være bedre mulighed for at tage sin hjælper med under hospitalsindlæggelser, og så skal kommunerne huske på, at hjælperen rent faktisk er borgernes forlængede arm; en, der er med til at give fleksibilitet i livet.

Samme fleksibilitet oplever man ikke ved hjemmehjælp eller institutionalisering. Det er livskvaliteten, der er på spil.