Kronik

V: Integrationskampen savner både mere pisk og gulerod

Hvis vi skal håndtere intergrationsudfordringerne, må vi give især minoritetskvinder mulighed for at bryde ud af dominansforholdene, ligesom vi må sætte strøm til både ligestillingskampen og kultur- og religionskritikken, skriver Marlene Ambo-Rasmussen.

Vi må tage livtag med  muslimske kvinders vanskeligheder med at komme ud af religiøse ægteskaber, skriver Marlene Ambo-Rasmussen. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Vi må tage livtag med muslimske kvinders vanskeligheder med at komme ud af religiøse ægteskaber, skriver Marlene Ambo-Rasmussen. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Marlene Ambo-Rasmussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Venstre er netop kommet med to udspil på udlændingeområdet. Et om ikke-vestlige indvandreres ringe tilknytning til arbejdsmarkedet og et andet om skærpelse af reglerne for tildeling af statsborgerskab.

Førstnævnte sigter på at få flere indvandrere i arbejde, sidstnævnte på at afskære folk, som ikke er fuldblodsdemokrater, fra at få indfødsret. Det er gode og nødvendige udspil, uanset om kritikere vil mene, at Venstre alene markerer sig for at forvisse om, at Jakob Ellemann-Jensen ikke er en slapper.

På trods af udspillenes kvalitet og nødvendighed er de ikke tilstrækkelige til at løse de problemer, indvandringen fra Mellemøsten og Afrika, herunder islam, har affødt. Der skal flere tiltag til. Ikke kun i form af yderligere pisk, men i høj grad gulerod. 

Derfor vil Venstre give en udstrakt hånd til især kvinder og børn i minoritetsmiljøer udsat for negativ social kontrol. Undertrykte kvinder skal tilbydes exit-muligheder på linje med bandemedlemmer, der vil forlade kriminelle miljøer, og kommunernes indsats styrkes over for indvandrerbørn og -unge underlagt social kontrol.

I Venstres udlændingeudspil "Flere indvandrere og flygtninge skal bidrage til fællesskabet" lyder en række af tiltagene på at forhindre negativ social kontrol. Det skyldes, at talrige undersøgelser har dokumenteret, at det er et udbredt problem. 

Send manden uden for døren
Eksempelvis viser en rapport lavet for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommunes, at syv ud af ti  jobcentermedarbejdere har oplevet, at en mandlig ægtefælle eller slægtning har forsøgt at komme med til samtaler eller på anden vis blandet sig i ledige indvandrerkvinders forløb på jobcentret. 

Samtidig har godt hver tredje af de adspurgte medarbejdere kendskab til ledige indvandrerkvinder, som har givet udtryk for, at de har oplevet pres fra familie og omgangskreds for at undlade at komme i arbejde.

Det er ikke kun kvinderne, men også børnene i minoritetsmiljøerne, der lider. Således kom en undersøgelse fra Børnerådet frem til, at 15 procent af minoritetsbørn i syvende klasse har været udsat for grov vold.

Marlene Ambo-Rasmussen
Familieordfører og fungerende socialordfører

Det er på den baggrund, at Venstre har foreslået, at det skal være muligt at sende den mandlige ledsager på jobcenteret uden for døren, og at negativ social kontrol skal gøres til en strafskærpende omstændighed i kriminalsager.

Tror man, at de problemer, visse mindretalskvinder oplever, er løst med vores udspil, tager man fejl. Hertil er udfordringerne for omfattende. I Venstre bilder vi os da heller ikke ind, at den kulturkamp, vi står midt i, alene kan vindes med jobrettede integrationstiltag. Men de er trods alt et skridt på vejen.

Stort omfang af kontrol
Et yderligere problem, det er nødvendigt at tage hårdere fat om, er muslimske kvinders vanskeligheder med at komme ud af religiøse ægteskaber. 

Har man mod på lidt nedtrykkende, men alligevel oplysende læsning, kan man dykke ned i den rapport, som det Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) udgav om emnet sidste år. Her kan man blandt andet læse, at nogle minoritetskvinder ikke kan slippe ud af deres islamiske ægteskaber (nikah) og må leve under vold og kontrol i årevis. 

Rapporten kan ikke sige noget om omfanget af kvinder, der er fanget i sådanne ægteskaber, men Mostafa Chendid, tidligere formand for Islamisk Trossamfund, vurderer tallet til at være mellem 2000-3000. Kort sagt: Den frihed, Freja og Anja nyder godt af, gælder ikke i samme grad for Fatima og Aisha.

Og så har jeg slet ikke fået nævnt de yngre medlemmer af minoritetsmiljøerne. De går heller ikke fri af social kontrol. Hverken drengene eller pigerne. I mange tilfælde kan de unge for eksempel ikke bestemme, om de vil have en (dansk) kæreste, eller hvordan de vil gå klædt. Desværre foregår kontrollen også indbyrdes blandt de unge. 

Således viser en rapport fra forrige år, at minoritetsunge på ungdomsuddannelserne oplever at blive udsat for sladder og rygter af andre unge med indvandrerbaggrund, hvis de opfører sig "uanstændigt".

Exit-strategi til kvinderne
Problemerne er altså velbelyste, og mange indvandrere, især kvinderne, lider. Af den grund skal der andre boller på suppen. Men ikke kun i form af yderligere konsekvens og straf til dem, der udøver kontrollen. En udstrakt hånd skal også til. 

Derfor agter jeg at fremsætte et forslag, som pålægger regeringen at udarbejde en strategi for, at kvinder udsat for negativ social kontrol gives frihed til at forlade voldelige mænd og kontrollerende familier. En strategi à la de exit-strategier, som bandemedlemmer kan benytte sig af, når de vil lægge kriminaliteten bag sig. 

Konkret skal strategien give mulighed for en ny identitet, flere midler til kvindekrisecentre, støtte til at finde en anden bopæl og opbakning fra myndighederne.

Samtidig vil Venstre arbejde for, at den opsøgende og socialfaglige indsats i kommunerne styrkes. 

For det er ikke kun kvinderne, men også børnene i minoritetsmiljøerne, der lider. Således kom en undersøgelse fra Børnerådet frem til, at 15 procent af minoritetsbørn i syvende klasse har været udsat for grov vold, mens tallet for etnisk danske børn "kun" var ni procent. 

Vold mod børn, uanset etnisk baggrund, er uacceptabelt. Med det sagt skriger det til himlen, at risikoen for, at Mohammed får en flad derhjemme, er større end for Mads eller Mikkel. Af den årsag skal kommunerne blive bedre til at være opmærksomme på især minoritetsbørns trivsel, til at droppe berøringsangsten samt sætte tidligere og forbyggende ind. Desuden ville det være herligt, hvis minoritetsunge i højere grad fandt vej til foreningslivet og for eksempel de danske folkehøjskoler.

Vi opgiver ikke kampen
Er det ønsketænkning? Som mange politikere og eksperter har udtrykt det igennem tiderne, så har "integrationen slået fejl". At noget kan slå fejl, forudsætter dog, at hvis betingelserne havde været anderledes, ville dette “noget”være lykkedes.

I tilfældet indvandring fra Mellemøsten og Afrika har jeg svært ved at se, hvad vi ellers skulle have gjort? Ud over at have ladet være med at stuve indvandrere sammen i ghettoer. Hvilket får mig til at spørge: Hvis ikke integrationen kan lykkes i Danmark, et samfund med en velfærdsstat, offentligt finansieret sundhed og uddannelse, hvor så?

Spørgsmålet bringer mig til det egentligt interessante: Årsagen til, at integrationen stadig sejler. Jeg mener, at forklaringen er kultur og islam. Eller rettere: En blanding af de to. Og det er faktisk en erkendelse, ikke kun jeg, men hele Venstres folketingsgruppe har gjort sig. 

Læs også

Derfor er det også forkert, når kritikere hævder, at Venstre tror, at integrationen er gjort med beskæftigelse. Der er en grund til, at vi har spillet ud med, at personer, der ønsker at blive danske statsborgere, skal til en demokratisamtale hos myndighederne, før de kan få dansk indfødsret. Man kan nemlig godt være selvforsørgende og dansktalende, samtidig med at man er islamist og antidemokrat.

Omvendt ved vi også, at mange fra minoritetsmiljøerne klarer sig godt, er en del af samfundet og bærer Danmark, deres hjemland, i hjertet. Derfor er Venstre ikke parat til at lade hånt om integrationen. Det kan godt være, at erfaringen tilsiger, at opgaven bliver svær, ja måske umulig, at løse. Men alternativet, ikke at gøre noget, er værre. For det betyder, at vi melder os ud af den verserende kulturkamp. 

Dét kan vi ikke byde hverken det danske samfund eller ofrene for den sociale kontrol. Hvis vi skal håndtere udfordringerne, må vi give især minoritetskvinder mulighed for at bryde ud af dominansforholdene, ligesom vi må sætte strøm til både ligestillingskampen og kultur- og religionskritikken. Der skal altså yderligere gulerod og mere pisk til.

Med den udmelding har Venstre også gjort klart, at vores seneste udspil på udlændingeområdet ikke bliver de sidste.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00