Sundhedscentre en delvis succes

NYHED: Rapport fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF) konkluderer, at sundhedscentrene har øget serviceniveauet over for borgerne, men der ligger stadig en opgave i at skabe sammenhæng med det øvrige sundhedsvæsen. Desuden halter kommunikationen.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen mener, at sundhedscentrene er et omdrejningspunkt, når det gælder forebyggelse.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen mener, at sundhedscentrene er et omdrejningspunkt, når det gælder forebyggelse.Foto: Altinget.dk/Rasmus Nielsen
Fakta

Om sundhedscentre:

De borgerrettede sundhedscentre tager sig af sundshedstjek, motionsaktiviteter og lignende.

De patientrettede tager sig mere af KOL- og diabetesforløb, af motion, træning og vejledning.

De fleste centre er dog både patient- og borgerrettede.


Kilde: SIF

Kommunerne blev i forbindelse med kommunalreformen anbefalet at oprette nye såkaldte sundhedscentre, og der blev afsat 100 mio. kr. til projektet. SIF har netop udgivet en rapport om centrene, der peger på en delvis succes.
 
SIF er generelt positive over for sundhedscentrene, men mener også, at der kan ske forbedringer:

"Sundhedscentrene øger servicen over for borgerne. Tilbudene er bedre nu, især over for borgere med kroniske sygdomme," siger Tina Drud Due, videnskabelig assistent for SIF, til Altinget.dk og fortsætter:

"Den store udfordring er at skabe sammenhæng med det øvrige sundhedsvæsen. Det er en udfordring at få de praktiserende læger til at lave henvisninger til centrene. Så det gælder om at skabe gode samarbejdsrelationer. Der skal komme en arbejdsfordeling, der markerer, hvad der skal laves og hvor."

Rapporten er også tænkt som en måde at få gjort opmærksom på, hvad et sundhedscenter - den nye aktør i sundhedsvæsenet - kan.

"Vi har set på de 18 centre og undersøgt, hvad de laver. Nogle er meget patientrettede, og nogle er borgerrettede. Pointen var at undersøge, hvad et sundhedscenter kan. For det er vigtigt, at kommunerne får kommunikeret, hvad deres center tilbyder," siger Tina Drud Due til Altinget.dk og fortsætter:

"Rapporten ser også på samarbejdsrelationerne. Der er udfordringer i at få lægerne til at henvise til sundshedscentrene. Men vi kan se, at det bliver bedre med tiden. Der skal sikres god information, så lægerne kan formidle information til patienterne om sundhedscentret."

Sundhedsministeren: Sundhedscentrene en god platform
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) mener, at centrene er godt på vej:

"Rapporten indeholder adskillige gode eksempler på, at det er lykkedes for kommunerne at skabe en god platform for kommunernes indsats i forhold til borgerne, når det handler om forebyggelse og sundhedsfremme," siger Jakob Axel Nielsen i en pressemeddelelse.

Rapporten peger dog også på nogle områder, hvor kommunerne kan gøre tingene bedre. F.eks. er det vigtigt, at kommunerne både indadtil og udadtil klart får kommunikeret, hvad det er for områder, sundhedscentrene beskæftiger sig med, mener sundhedsministeren.

"Jeg vil opfordre kommunerne til at læse rapporten grundigt og følge op på erfaringerne. Det er drønvigtigt, at alle kommuner kommer ud over stepperne, når det gælder forebyggelsesarbejdet, og der er sundhedscentrene altså et omdrejningspunkt," siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen.

Et langt sejt træk
Formanden for KL's Social- og Sundhedsudvalg, Tove Larsen, opfordrer til tålmodighed med de nye centre:

"Det glæder mig at se, at kommunerne i løbet af få år er kommet så langt med at skabe nogle gode tilbud til borgerne. Tilbud, som skal forebygge sygdom og kroniske lidelser og få borgere med kronisk sygdom til at leve et bedre liv," siger Tove Larsen.

Men hun peger samtidigt på, at rapporten viser, at der er tale om et langt og sejt træk:

"Det tager år at få en solid dokumentation for virkningen af de ting, som nu er sat i gang. Og det tager tid at skabe et tæt samspil med de praktiserende læger og sygehusene. Derfor håber jeg meget, at regeringen også fremover vil støtte op om de kommunale sundhedscentre," siger hun i en pressemeddelelse.

0:000:00