Mail-kapitlet: De to sundhedsministerier

UDDRAG: Efter aftale med forlaget Gyldendal bringer Altinget et centralt uddrag af bogen "Projekt Løkke" om overbetaling af privathospitaler og påstanden om sletning af afslørende mails.
Lars Løkke Rasmussen var en kæderygende sundhedsminister. Rent politisk fik han høvlet ventelisterne ned, men han forgyldte privathospitalerne - og det har siden givet ham problemer.
Lars Løkke Rasmussen var en kæderygende sundhedsminister. Rent politisk fik han høvlet ventelisterne ned, men han forgyldte privathospitalerne - og det har siden givet ham problemer.

Da Jakob Axel Nielsen fra De Konservative overtager posten som sundhedsminister efter Løkke i november 2007, råder hans embedsmænd ham som noget af det første til at få sat skub i et nyt afregningssystem med privathospitalerne, inden oppositionen og pressen begynder at bore i sagen.

De slår på, at det også flugter med regeringsprogrammet fra november 2007, hvilket altid er et stærkt kort at spille, når en minister vil skubbe en sag frem i regeringssamarbejdet. I programmet står der, at regeringen vil kigge på at skabe »fair konkurrence og lige vilkår«. 

Men selv om Løkke har forladt Sundhedsministeriet, har han ikke forladt sundhedspolitik. Nærmest tværtimod.

Han gør det klart over for embedsmændene i Finansministeriet, at Sundhedsministeriet skal holdes i kort snor.

Ikke så meget, når det gælder økonomi - som budgetbisserne i Finansministeriet ellers plejer at gøre - men når det gælder Løkkes hjertebarn: det frie valg.

Der må ikke slækkes på forholdene for patienter og privathospitaler.

I Sundhedsministeriet opfatter flere det som en klokkeklar mistillidserklæring, og flere embedsmænd oplever det, som om der nu findes to sundhedsministerier i Danmark.

I løbet af 2008 bliver der nedsat endnu et udvalg mellem Finansministeriet og Sundhedsministeriet. Udvalget skal kigge nærmere på priserne til privathospitalerne, som bliver en større og større hovedpine for Jakob Axel Nielsen.
Udvalget går stille med dørene. Det viser sig, at der kan barberes mange millioner kroner af priserne til privathospitalerne; det kræver blot politisk vilje.

I Finansministeriet ved de ikke, hvilket ben de skal stå på. Traditionelt vil de omfavne en nem spareøvelse, der kan hente millioner af kroner hjem til statskassen ved at nedsætte betalingen til privathospitalerne.

Men på den anden side siger chefen, Løkke: Fuldt stop. Han vil ikke have en rapport ud, der kan antyde, at han har overbetalt private sygehuse.

I slutningen af 2008 bliver det mere klart for Sundhedsministeriet, at Rigsrevisionen vil komme med en kritik. Men ministeren og embedsmændene oplever ikke, at de har gjort noget forkert.

De har bare fulgt loven, som politikerne har vedtaget, selv om det er åbenlyst for dem, at det er tid til at lave en ny lov, som gør livet lidt hårdere for privathospitalerne - og lidt lettere for sundhedsministeren, som dermed kan sikre lavere priser.

Sundhedsministeriet regner og regner og kommer frem til, at man kan skrælle omkring 25 procent af prisen. Analysen står i den hemmelige rapport, som udvalget mellem Sundhedsministeriet og Finansministeriet skriver på. Hele 130 sider.

Jakob Axel Nielsen synes, at regeringen skal træffe en beslutning -  omgående. Han vil i raketfart have sagen op på regeringens Økonomiudvalg, som Løkke står i spidsen for, og han mener ikke, der skal herske tvivl om, at regeringen vil have en ny og mere tidssvarende pris.

Det vil ikke se godt ud, hvis regeringen kan beskyldes for at forkæle privathospitalerne én dag længere. Men Løkke er bange for sagen. Ikke fordi han mener, at han har handlet forkert, men fordi han oplever, at den bliver svær at forklare, og det kan se ud, som om han bevidst har overbetalt de private sygehuse.

Han ser fjender mange steder: regionerne, oppositionen og pressen.

Den halvrådne jordbærgrød bliver skubbet længere ind i køleskabet. Og som med så mange andre svære beslutninger er Løkke ikke klar til at handle hurtigt.

Sundhedsministeren vil til gengæld rigtig gerne rykke på sagen, han presser på, men der sker intet. De dokumenter, der skal forelægges for ministrene i Økonomiudvalget, bliver konstant skrevet om af embedsmændene, og der er stor forvirring.

Ingen i Finansministeriet er rigtig sikre på, hvad Løkke vil, men mange embedsmænd vil gerne have truffet en beslutning. I begyndelsen af 2009 lykkes det endelig Jakob Axel Nielsen at snige sagen ind på et Økonomiudvalgsmøde, men Løkke forklarer på mødet, at man alligevel må udskyde en afgørelse, og han tager derfor spørgsmålet om privathospitalerne af Økonomiudvalgets dagsorden.

Løkke er irriteret og kalder Jakob Axel Nielsen over på sit kontor i Finansministeriet. Han vil ikke finde sig i at blive tvunget til at træffe en beslutning og er godt knotten.

Han udskyder igen problemet og mener, at de kan tale om det midt i marts ved det forestående topmøde i Kommunernes Landsforening i Aalborg. Men det bliver der heller ikke noget af. Løkke reagerer ikke, men tygger stadig på problemet og forsvinder hurtigt fra Aalborg uden en løsning.

Finanskrisen buldrer rundt om i verden, og som finansminister har Løkke et vigtigt EU-møde i Bruxelles, han skal videre til, hvor en stor hjælpepakke skal forhandles hjem.

De Konservative er ved at gå ud af deres gode skind. Især Jakob Axel Nielsen er utålmodig og godt hjulpet af sit embedsværk mener han ikke længere, de kan have en potentiel stinker liggende i eget hus. De skal være proaktive.

I Aalborg samler Jakob Axel Nielsen derfor en mindre gruppe fredag den 20. marts bestående af en embedsmand fra Sundhedsministeriet, den konservative formand Lene Espersen, der også er til det kommunale topmøde, og hendes spindoktor, Morten Langager.

De er trætte af Løkkes vægelsind, og Lene Espersen bliver spydspids i et angreb på Løkkes møjsommeligt opbyggede afregningsmodel med de private sygehuse.

Den 21. marts kan Politiken på forsiden fortælle, at »Nu skal der skrues ned for de gyldne haner« til privathospitalerne.

Lene Espersen siger, at regeringen sagtens kan kappe 25 procent af prisen. Denne afklapsning af Løkke passer perfekt ind i De Konservatives strategi om at gå på jagt efter flere offentligt ansatte stemmer; til gengæld passer den rigtig dårligt for Løkke, da det netop var denne debat, han ønskede at undgå.

I Finansministeriet siver surheden. Sagen er gift for Løkke. Det hele bliver ikke mindre betændt af, at flere journalister vil have fingre i den hemmelige rapport fra Sundhedsministeriet og Finansministeriet, som Lene Espersens udtalelser baserer sig på.

Flere medier søger derfor aktindsigt, og spindoktorerne og ministersekretariaterne i Finansministeriet, Sundhedsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet får travlt.

Den hemmelige rapport indeholder en række beregninger og analyser over priser til privathospitalerne, som ikke må komme ud nu. Der kommer derfor ordre til en håndfuld embedsmænd om, at de skal slette mails, der kan indeholde oplysninger om den hemmelige rapport.

Flere embedsmænd i Sundhedsministeriet skal nu koordinere med andre ministerier for at sikre, at de mails, som bliver slettet det ene sted, også bliver slettet det andet sted.

Både afsender og modtager skal sløres. I den danske forvaltning skal embedsmænd journalisere eksempelvis mails, dokumenter og rapporter, som de har udvekslet med andre ministerier. På den måde kan offentligheden få indsigt i hvilke projekter ministerierne arbejder med. Mens eksempelvis interne arbejdsdokumenter eller papirer, der kan påvirke »rigets sikkerhed« ikke skal udleveres.

På systematisk vis bliver sporene mellem ministerierne vasket væk, helt uhørt set ud fra dansk forvaltningstradition.

For Lene Espersen er det ekstra pinligt. Hun har bedyret, at hendes oplysninger i Politiken ikke stammer fra Sundhedsministeriet, men fra et internt arbejde i den konservative folketingsgruppe. Et arbejde ingen rigtig kender til.

Godt en uge efter tager Lene Espersen på påskeferie til Portugal, Fogh bliver generalsekretær i NATO, og Løkke indtager Statsministeriet.

Debatten fortoner sig lige så stille og roligt - for en stund.

"Projekt Løkke" er skrevet af Tanja Frederiksen og Sigge Winther Nielsen og er netop udkommet på Gyldendal. Bogen er på 324 sider og koster 300 kr.

Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00