Debat

Atopisk Eksem Forening til Danske Regioner: ”Voldsom dyr” eksembehandling giver patienter deres liv tilbage

Vi har nu fået målrettede behandlinger til patienter med atopisk eksem. Det er giver patienterne sygdomskontrol og arbejdsevnen tilbage, og må betragtes som en samfundsinvestering frem for en udgift, skriver Anne Skov Vastrup.

Behandling at atopisk eksem bør ses som en investering i arbejdsdygtige borgere, skriver Anne Skov Vastrup.
Behandling at atopisk eksem bør ses som en investering i arbejdsdygtige borgere, skriver Anne Skov Vastrup.Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix
Anne Skov Vastrup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, Karin Friis Bach, har for nylig på organisationens hjemmeside fortalt om en ”voldsom dyr” behandling til brug for atopisk eksem.

Jeg forstår godt formålet. Danske Regioner ønsker opmærksomhed om udfordringerne i at styre udgifterne til medicin, når der forhandles om regionernes økonomi for næste år.

Karin Friis Bach skal have tak. Tak for at sætte fokus på en sygdom, nemlig atopisk eksem, der ikke bare påvirker børn, unge og voksne fysisk, men også kan påvirke – med udvalgsformandens ord – "unges psyke voldsomt."

Faktisk er sygdommen så voldsom for nogle patienter, at den i underbehandlet og ukontrolleret tilstand hæmmer deres liv på invaliderende vis.

Anne Skov Vastrup
Formand, Atopisk Eksem Forening

Faktisk er sygdommen så voldsom for nogle patienter, at den i underbehandlet og ukontrolleret tilstand hæmmer deres liv på invaliderende vis. Disse eksempatienter trækker sig fra sociale relationer, skjuler sig fra omverdenen, dropper skole og uddannelse og ender alt for ofte på en passiv offentlig ydelse.

Det er ikke bare en påstand. Et nyere studie af professor og overlæge Tove Agner viser, at mennesker med atopisk eksem i højere grad end andre modtager sociale ydelser som betalt sygeorlov og førtidspension.

Samtidig slås patienterne med, at deres sygdom ikke rigtig anerkendes. Det er jo bare eksem. Et udslæt på huden.

Det er rigtig, at det kan give kløe, betændelse og udslæt, som Karin Friis Bach skriver. Men det er ikke bare kløe. Det er ulidelig kløe 24/7 og smerter. Og det er i en sådan grad, at de hårdest ramte ikke kan få deres nattesøvn. Det at blive frataget sin søvn regnes for tortur. Og det er virkeligheden for en stor del af de personer, der lever med svær atopisk eksem, som ikke er velbehandlet. Det er ikke så underligt, at patienter med atopisk eksem i højere grad end andre slås med depression og selvmordstanker.   

Udgifter skal ses langsigtet
Nu har vi så fået helt nye målrettede behandlinger, der i mange tilfælde kan få styr på eksemen, så patienter oplever sygdomskontrol og får livet tilbage (eller et helt nyt liv, som mange udtaler).

Det er behandlinger, der nok er dyre ud fra en kortsigtet budgettankegang, men som i stedet bør betragtes som en af de rigtig gode investeringer, vi kan foretage med offentlige midler. For ikke nok med, at de målrettede behandlinger giver patienterne udseende, selvværd, søvn, socialt liv og livskvalitet tilbage. Behandlingerne gør dem også i stand til at passe skolen, tage en uddannelse og ende på arbejdsmarkedet som bidragsydere til hele det danske velfærdssamfund.

De målrettede behandlinger er i den grad med til at redde liv, livskvalitet og fremtidige skatteindtægter

Anne Skov Vastrup
Formand, Atopisk Eksem Forening

Vi har fået behandlinger, hvor vi med en investering kan konvertere fremtidige udgifter til overførselsindkomster og sygdomsbehandling om til skatteindtægter.

Af pressemeddelelsen fra Karin Friis Bach kan man få det indtryk, at udgifterne til de målrettede behandlinger er et problem. Jeg har fuld forståelse for, at man fra Danske Regioner bliver nødt til at argumentere for flere penge til det danske sundhedsvæsen. Men jeg mener også, at der er bedre argumenter for flere penge til vores sundhedsvæsen.

De målrettede behandlinger er i den grad med til at redde liv, livskvalitet og fremtidige skatteindtægter – ikke mindst i forbindelse med de hårdt ramte patienter i patientgrupper, der ikke tidligere har haft adgang til virksomme og effektive behandlinger. Lad os vurdere udgifterne ud fra et langsigtet investeringsperspektiv og se, om det ikke giver overskud på sigt.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00