Christian Friis Bach: Vil Trump starte et globalt slagsmål om coronavaccinen?

KOMMENTAR: Det afgørende er ikke kun, hvornår coronavaccinen kommer, men også, hvem der får den først. Vil Trump og de rige lande tillade, at fattige lande har ret til at kopiere den, når den er færdig, eller kommer de snævre interesser først?

I efteråret 2006 var jeg inde som suppleant i Folketinget og blev kastet ud i forhandlingerne om Danmarks beredskab mod fugleinfluenzaen. Sygdommen var ankommet. Panikken bredte sig. Vi måtte som politikere gøre noget.

Et af de afgørende elementer i den aftale, vi indgik på Christiansborg var penge til en forkøbsret på vaccine, og derfor sikrede Statens Serum Institut Danmark forkøbsret på vacciner nok til halvdelen af den danske befolkning. Det blev der dog aldrig brug for. Det blev ikke til en global epidemi. På verdensplan døde under 300 af fugleinfluenza.

I forhandlingerne, som blev ledet af Danmarks sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, spurgte jeg, om Danmarks forkøbsret ville betyde at de lande, primært fattige lande, hvor fugleinfluenzaen især ramte, kom bagerst i køen. Svaret var ja. Der blev dog indført en sætning om, at Danmark også skulle støtte andre lande og det internationale samarbejde, men det var blot en hensigtserklæring. Den barske realitet var, Danmark og danskerne først.

Ser man på erfaringerne fra HIV-medicin og fra influenza-epidemien H1N1 i 2009, så ser det heller ikke kønt ud - og slet ikke solidarisk. Denne gang kan det blive endnu værre.

For dilemmaet vil komme, når en vaccine mod covid-19 forhåbentligt snart er udviklet. Det afgørende er ikke kun, hvornår vaccinen kommer, men også, hvem der får den først. Det kapløb er i fuld gang. Det blev tydeligt, da Præsident Trump allerede i marts øjensynligt, ifølge tyske regeringskilder, forsøgte at købe sig adgang til en lovende tysk vaccine. Firmaet bag, CureVac, benægtede at et opkøbsforsøg havde fundet plads, men kapløbet er i fuld gang.

Det var på den baggrund, at WHO, Frankrig, EU-Kommissionen og Bill og Melinda Gates fonden 24. april lancerede et globalt initiativ for at sikre en bedre samarbejde om at udvikle vaccinen og for at sikre, at alle får adgang til en vaccine på retfærdig vis. For som WHO's generalsekretær Tedros sagde det til lanceringen, ”vi stopper kun covid-19 gennem solidaritet. Intet land eller organisation kan gøre det alene. Vi må dele vores forskning og viden til gavn for alle.”  

Bag initiativet stod også stats- og regeringschefer fra en lang række øvrige lande: Sydafrika, Tyskland, Vietnam, Costa Rica, Italien, Rwanda, Norge, Spanien, Malaysia og Sydafrika og Storbritannien.

USA deltog ikke. Og lidt uheldigt annoncerede den danske statsminister præcis samme dag, at Danmark er gået sammen med Østrig og andre små lande for, blandt andet, at sikre ”at vi bliver selvforsynende med vacciner”. Der var ikke meget om global solidaritet i den udtalelse.

Vaccinekapløbet bliver kun mere intenst af de enorme økonomiske interesser der er involveret. Mere og mere forskning er omgivet af patentbeskyttelse. Selv i offentlige forskergrupper, som den gruppe vaccineforskere, der er i gang på Københavns Universitet bliver resultaterne patenteret både af universiteterne og af private virksomheder stiftet af de selvsamme offentlige forskere. De store medicinalvirksomheder omgiver også deres forskning af fortrolighed og sigter mod patenter og ejerskab til en kommende vaccine.

Det gode ved patenterne er, at der er et stort incitament i at få gang i produktionen hurtigt, men det kan blokere for, at vigtig viden deles og at andre virksomheder og lande kan få lov til at kopiere og producere vaccinen. Patenterne kan betyde dyre licensaftaler, dyrere medicin og mindre adgang til vaccinen ikke mindst for fattigere lande. Og alt tyder på, at på det tidspunkt hvor vaccinen mod covid-19 kommer vil være de lande, der er ramt hårdest.

Problemet blev tydeligt for HIV/AIDS-medicin tilbage for 20 år siden. Her anlagde 36 farmaceutiske virksomheder, herunder Lundbeck og Novo Nordisk, endda sag an mod den sydafrikanske stat, fordi landet ville kopiere den meget dyre men livsvigtige HIV/AIDS-medicin til de millioner af smittede sydafrikanere, der ellers ville dø af sygdommen. Det blev patentrettigheder mod menneskerettigheder.

Sagen endte med, at man vedtog nye internationale regler i Verdenshandelsorganisationen (WTO), hvor fattige lande fik ret til at kopiere, producere og anvende livsvigtig medicin, hvis der er en national sundhedskrise. Det betød, at prisen på HIV/AIDS-medicin i løbet af få år faldt med omkring 90 procent i verdens fattige lande og var med til at redde millioner af menneskeliv.

De regler gælder stadig og kan komme i brug igen her under Coronakrisen. Det kan sikre, at også fattige lande og mennesker får adgang til vaccinen. Men vi ved endnu ikke, hvordan det ender. Eller om for eksempel USA, og særligt Præsident Trump, vil respektere aftalen, når vaccinen først er færdig.

Der er også forsøg på at fremme mere fælles og ”open-source”-agtige tilgange til udvikling af medicin og vacciner. Det gælder nye initiativer til at finansiere og koordinere udviklingen af og adgangen til vacciner, som CEPI (Coalition for Epidemic Preparedness Innovations) og GAVI, vaccine-alliancen. De initiativer skal sikre, at der samarbejdes om forskningen og udvises solidaritet, når det gælder adgangen til en ny vaccine.

Begge organisationer fik tilført betydelig finansiering ved en global finansieringskonference 4. maj, hvor det lykkedes at skaffe omkring 55 milliarder kroner til at sikre lige adgang til tests, medicin og vacciner mod covid-19. Især EU, Frankrig, Tyskland, Italien og Norge gik forrest i samarbejdet. Her kom Danmark også på banen med et solidt bidrag på 350 millioner kroner. USA deltog ikke.

Tiden vil vise, hvilken tilgang der vinder. Når først vaccinen er klar, finder vi ud af, hvem der vinder kapløbet. Bliver det samarbejde og solidaritet eller snævre interesser og slagsmål.

Der testes ihærdigt for coronavirus i hele verden. Det her bliver endnu en test.

-----

Christian Friis Bach er radiovært på Radio4, stifter af warfair, forhenværende generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp og tidligere udviklingsminister og undergeneralsekretær i FN. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning og bygger på den nye bog 'Then I would like a dishwasher, please'.

Forrige artikel Martin Lidegaard: Både for langsom og for hurtig genåbning kan blive fatal Martin Lidegaard: Både for langsom og for hurtig genåbning kan blive fatal Næste artikel Lisbeth Knudsen: Klog nytænkning af sundhedssektoren efter coronaen Lisbeth Knudsen: Klog nytænkning af sundhedssektoren efter coronaen