Dansk Erhverv: Hormonproblemer skal løses i EU

Når det kommer til hormonforstyrrende stoffer og deres kombinationseffekter, nytter kun stærk og konsekvent opbakning til EU-arbejdet og en politisk vilje til at få problemstillingerne løftet op på FN-niveau.

Jakob Lamm Zeuthen
Miljøpolitisk chef, Dansk Erhverv

Af Jakob Lamm Zeuthen
Miljøpolitisk chef, Dansk Erhverv

Jeg takker Lone Mikkelsen fra Det Økologiske Råd, når hun med indlægget "Sandheden om kemikalier" holder fast i den vigtige debat om, hvad vi skal stille op med stoffer, der potentielt kan være hormonforstyrrende.

Jo flere gange vi får vendt og drejet argumenterne for og imod de forskellige løsningsforslag, des bedre grundlag har vi for at kunne træffe de rette beslutninger. Vi skal jo helst ende ud med beslutninger, der på sigt giver forbrugerne den nødvendige beskyttelse.

Lone Mikkelsen henviser til en tysk undersøgelse, der fastslår, netop hvor vigtigt det er, at vi får sat turbo på forskningen omkring hormonforstyrrende stoffer og deres kombinationseffekter. Derfor ser vi frem til, at EU kommer med nogle konkrete kriterier senere på året. I Dansk Erhverv føler vi os rimelig sikre på, at når kriterierne ligger fast, så vil der samtidig komme et vigtigt tandhjul til turboprocessen.

National regulering er ikke løsningen
Jeg er meget enig med Det Økologiske Råd om, at der skal skabes viden og herigennem regulering. Samtidig må jeg dog sige, at jeg er lodret uenig, når det kommer til hypotesen om, at man med nationale regler kan presse EU til med tiden at indføre tilsvarende regler på området.

Denne problemstilling er langt mere kompleks end fx den succeshistorie om BPA-reguleringen for sutteflasker, som Danmark igen og igen trækker frem, når der argumenteres for tilslutning til national enegang.

Den tyske undersøgelse tager fat i nogle relativt velkendte stoffer, når det kommer til indikationer for hormonforstyrrelser. Når EU-kriterierne ligger fast, og vi ved mere om de hormonforstyrrende stoffer og deres kombinationseffekter, så kan det vise sig, at tingenes kompleksitet bliver mere vanskelig, og at fokus for en regulering flytter sig.

Ønsket om nationale regler på området - som i princippet ville få betydning for mere eller mindre alle slags produkter og ikke kun sutteflasker - er ikke den optimale løsning.

Når vi som nation har en lille åben økonomi og får fremstillet vores varer af internationale producenter langt fra grænsen, så bliver national enegang kun en tabersag for det danske samfund og erhvervslivet. Det har vi fra Dansk Erhverv ofte pointeret i debatten, især i forbindelsen med det danske ftalat-forbud.

Når det kommer til hormonforstyrrende stoffer og deres kombinationseffekter, nytter kun stærk og konsekvent opbakning til EU-arbejdet og en politisk vilje til at få problemstillingerne løftet op på FN-niveau.