Sygdomme i lænd og ryg fylder meget i danskernes hverdag og koster samfundet milliarder hvert år. Alligevel har området hidtil ikke været prioriteret af politikerne i hverken kommuner, regioner eller Folketing.

I et svar til Venstres Jane Heitmann og resten af Folketinget skriver sundhedsminister Nick Hækkerup (S) imidlertid: "Det er min opfattelse, at det er vigtigt konstant at have fokus på og udvikle behandlings- og forebyggelsesindsatsen i forhold til mennesker med muskelskeletlidelse, herunder ryglidelser."

 

I Gigtforeningen er vi glade for denne politiske anerkendelse af alvoren ved rygsygdomme. Vi har længe efterlyst en indsats, og vi har i mange år knoklet for at få politikerne til at indse, at det er nødvendigt. Ikke mindst har vi efterlyst, at netop sundhedsministeren anerkender problemets omfang - både for den enkelte og for samfundsøkonomien. Måske sker der noget nu?

Næste skridt bør være, at ministeren går foran og sikrer, at der er tilstrækkelig med ressourcer og politisk vilje på området, så den enkelte rygpatient mærker en forskel. Det er naturligvis godt, at der er flere kliniske retningslinjer på vej – blandt andet for nakkesmerter og lumbalt rodtryk. Men det er ikke nok. Det er nødvendigt, at ministeren også sikrer, at der følger penge med. Ellers er vi lige vidt.

 

Uden penge til implementering, monitorering og styring, så kommer kliniske retningslinjer og forløbsprogrammer ikke en eneste rygpatient til gavn.

I Gigtforeningen efterlyser vi derfor løfter fra ministeren om, at han vil arbejde for, at der kommer penge til rygområdet i næste års finanslov. Det forventer vi naturligvis – ikke mindst i lyset af, at han og regeringen kalder området for vigtigt.

Vi undrer os dog over, at ministeren i den sammenhæng fremhæver Kronikerpuljen i sit svar. Der er ikke noget at fremhæve! I evalueringen af Kronikerpuljen, der netop er blevet offentliggjort, står det nemlig lysende klart, at rygområdet ikke blev prioriteret, da puljens 590 millioner kroner blev fordelt. Nok har regionerne udarbejdet forløbsprogrammer på lænderyg-området, men da de ikke er implementeret i regioner og kommuner, har de ingen reel effekt.

Jeg er sikker på, at der er mange, der glæder sig over de gode intentioner. Det gør vi også i Gigtforeningen. Men intentionerne skal følges af penge, konkrete initiativer og resultater. Dem venter vi stadig på.