Diabetesforeningen: Kommuner forringer diabetespatienters vilkår

Af Henrik Nedergaard
Administrerende direktør, Diabetesforeningen

Når man har diabetes, skal man måle blodsukker. Det er en integreret del af behandlingen, som særligt diabetespatienter landet over har et stort personligt ansvar for.

Det kræver, at man har en såkaldt fingerprikker, nåle til fingerprikkeren (lancetter) og teststrimler, der kan suge blodet op. Får man insulin, skal man også stikke sig flere gange dagligt med en penkanyle for at få sin livsvigtige medicin.

Det siger sig selv, at udstyret skal være i orden, når man som kronisk syg patient skal igennem disse procedurer flere gange om dagen. Udstyret skal motivere til måling, idet det er afgørende for livskvaliteten og muligheden for at passe sin sygdom på både kort og langt sigt.

Derfor er det åbenlyst, at et godt måleapparat og en god nål for Alberte på 8 år med type 1-diabetes ikke nødvendigvis er passende for Alfred på 80 år. Ligesom der kan være mange individuelle hensyn, som gør, at den enkelte patient har brug for nogle bestemte typer hjælpemidler.

Kommuner begrænser adgangen til hjælpemidler
Men det tror de, der har ansvaret – nemlig kommunerne – tilsyneladende. Derfor oplever mange med diabetes, at deres kommune begrænser adgangen til frit at vælge passende hjælpemidler.

En ringere diabetesbehandling risikerer at manifestere sig på hospitalernes afdelinger om 5-10-20 år, når følgesygdomme som hjertekarsygdom, nyresvigt, blindhed og fodsår kræver specialistbehandling og risikerer at sende diabetikeren for tidligt ud af arbejdsmarkedet.

Henrik Nedergaard

Patienter bliver i flere tilfælde præsenteret for kun én slags nål eller én slags blodsukkermåler, hvor markedet rummer talrige muligheder, som netop er udviklet for at understøtte mangfoldige behov.

Er det at udvise forståelse for patientens hverdag med en kronisk sygdom? Er det at sætte brugeren og den enkeltes behov i centrum for den kommunale praksis? Nej, mener Diabetesforeningen.

Kortsigtet kassetænkning
Når kommunerne skal finde ud af, hvilke hjælpemidler de skal stille til rådighed, skal de kigge efter bedst og billigst. Men det er en dybt bekymrende tendens, at de kommunale beslutningstagere tilsyneladende er flyttet permanent ind i et regneark på jagt efter potentielle besparelser, hvor de prioriterer billigst langt højere end bedst. Det er udtryk for en kortsigtet kassetænkning.

Sammenhængen er nemlig den, at en ringere diabetesbehandling som følge af kommunale besparelser på hjælpemidler risikerer at manifestere sig på hospitalernes afdelinger om 5-10-20 år, når følgesygdomme som hjertekarsygdom, nyresvigt, blindhed og fodsår kræver specialistbehandling og risikerer at sende diabetikeren for tidligt ud af arbejdsmarkedet.

Det er efter Diabetesforeningens vurdering udtryk for en fortvivlende mangel på sammenhæng og en kortsigtet tænkning, der hverken er til borgernes eller samfundets bedste. Diabetesforeningen bidrager gerne med rådgivning og patienternes perspektiv i et samarbejde med kommunerne om en mere holdbar hjælpemiddelpraksis.

Lige nu oplever tusinder af københavnske diabetespatienter, at de netop ikke kan få det hjælpemiddel, de plejer at bruge eller er bedst for dem, idet kommunen har valgt at tilbyde blot ét produkt inden for hver kategori, frem for et bredt sortiment. Et sortiment bestående af kun ét produkt er en klar forringelse af brugerens adgang til de rette hjælpemidler, hvilket truer den enkeltes mulighed for at varetage sin behandling tilfredsstillende.

Indfører de facto brugerbetaling
Man kan spørge, om Københavns Kommune og andre kommuner på den københavnske vestegn og Slagelse, der laver lignende øvelser, er i gang med de facto at indføre brugerbetaling for de betydelige grupper af diabetespatienter, der enten ikke ønsker eller ikke kan skifte til det ene produkt, som kommunen tilbyder?

Det vil i givet fald være et opgør med et af de bærende principper i vores velfærdssamfund, nemlig kompensationsprincippet, der hidtil har sikret, at mennesker med særlige behov på grund af for eksempel en kronisk sygdom som diabetes har kunnet regne med, at de fik støtte og blev kompenseret for de udgifter, deres sygdom uforskyldt giver dem.

Nogle kommuner forsvarer sig med, at brugeren stadig har et frit valg. Det kræver blot, at diabetespatienten går igennem komplicerede ansøgningsprocedurer og betaler prisforskellen fra det kommunale tilbud og til det, den enkelte er tryg ved at bruge for at sikre en hverdag med en tilfredsstillende diabetesbehandling.

De, der har råd til selv at betale, og samtidig har ressourcer og overskud til at klage og kæmpe imod, skal nok få det, de har brug for.

Men hvad med resten og kampen mod social ulighed i sundhed? Kommunerne ville gøre både borgerne og samfundet en tjeneste ved også på hjælpemiddelområdet at bidrage til den gode og sammenhængende diabetesindsats, som fornuftigt også er målet i den nye nationale handlingsplan.