Dibbern: Læger er ikke altid de rigtige til at sygemelde

Af Henrik Dibbern
Praktiserende læge

Sygdom er ikke et entydigt begreb. Mange tilstande, hvor både fysiske og psykiske fænomener, som patienten oplever som unormale og uønskede, indgår, er lige så meget en social konstruktion, som det er tilstande, der bunder i biologiske og fysiologiske forandringer.

Vi kan derfor ikke som læger forvente at have ret til at fælde en endelig dom over, om patienten er syg eller rask.

Psykiatrien er et oplagt eksempel. Med regelmæssige mellemrum sidder grupper af psykiatere og omdefinerer de psykiatriske diagnoser, ændrer på diagnostiske kriterier, og flytter dermed millioner af mennesker fra kategorien rask til kategorien syg. Det har bare ikke nogen relevans for det menneske, som føler uoverkommelighed pga. en belastet arbejdssituation, en håbløs økonomi eller sociale og følelsesmæssige tab, om de passer ind i dette års mode inden for ikke psykotiske psykiatriske diagnoser eller ikke.

De oplever sig selv som indiskutabelt syge, og de ønsker vores hjælp.

En opgave for arbejdsmarkedets parter?
Sygemelding er derfor en institutionel legitimering af, at patienten har behov for ro og hvile for at blive rask, for at magte sin tilværelse inklusiv arbejde, uanset om det drejer sig om en belastningsrekation.

Spørgsmålet er, om det giver mening at læger i arbejdsretslig sammenhæng skal dokumentere, at patienten føler sig syg.

Selv om mulighedserklæringerne er et langt bedre redskab til at beskrive patientens situation end den tåbelige ”4. dags lægeerklæring”, er det stadig i de fleste situationer ret meningsløst, at lægen skal afgøre, om patienten magter sit arbejde.

Det bedste og mest reelle ville nok være, at spørgsmålet om sygemelding fra arbejde alene var fastlagt i arbejdsmarkedets aftaler, udmøntet som en tro og love erklæring fra arbejdstager, mens vi som læger alene skulle bruge vores tid og kræfter på at hjælpe patienten bedst muligt.