Dansk Selskab for Akutmedicin: Kør akuthospitalet hjem til patienten

Regeringen har fremlagt sit forslag til en sundhedsreform. Den har været længe efterlyst som et svar på de velkendte udfordringer, der står foran os: Flere ældre med flere kroniske sygdomme, flere og dyrere behandlingsmuligheder, stigende forventninger til sundhedsydelser fra borgerne, mindre personale og ingen udsigt til mere økonomi til sundhedsområdet.

Et profileret forslag er nærsygehusene, som allerede blev lanceret i efteråret og som i dag kendes som sundhedshuse. Ingen tvivl om, at det er godt for borgerne, at ikke-akutte sundhedsproblemer kan løses tættere på, men det er jo ikke noget, der skaber ressourcer.

Nærsygehusene skal bemandes og kan i allerbedste fald blive omkostningsneutrale, hvis vi kan flytte opgaver og ressourcer ud i et 1:1 forhold. Vi skal nok være mere end almindeligt dygtige, hvis det skal lykkes. Langt mere sandsynligt er det, at det kommer til at koste på personalesiden og dermed forstærker ubalancen mellem opgaver og ressourcer.

Gør noget ved belastningen

Regeringen lægger ellers op til, at der skabes mere robusthed i sundhedsvæsenet. Hvordan det skal opnås er til gengæld stadig uklart, og der skal derfor nedsættes en robusthedskommission. Nogle løsninger antydes dog, og om dem må man sige, en del har været prøvet og vist sig svært.

Unødige indlæggelser belaster både patienter og systemet og der er behov for at se på nye løsninger på dette, i stedet for at tilføre mere af det samme

Henrik Ømark, og Christian Skjærbæk
Hhv. formand og forhenværende formand for Dansk Selskab for Akutmedicin

En meget stor del af sundhedsmedarbejderne er i dag på deltid. Det har vist sig meget svært at rekruttere den arbejdskraft, der kunne ligge i, at en større del gik på fuldtid. Regeringen peger selv på, at akutarbejde og vagtarbejde i denne forbindelse er udfordrende. I akutafdelingerne oplever vi, at for navnlig sygeplejersker kan valget stå mellem deltid eller helt at forlade arbejdet. Uden at gøre noget ved den belastning, der ligger i en stor vagtbyrde, tror vi desværre ikke, man vil komme langt med at få flere sygeplejersker på fuldtid i akutafdelingerne.

Regeringen lægger også op til, at sygeplejersker skal have større kompetencer til selvstændige beslutninger på områder, der traditionelt har været lægernes. I akutafdelingerne har vi tradition for en høj grad af tværfaglighed i opgaveløsning, og vi er allerede langt af den vej regeringen foreslår.

Sygeplejersker udfører i dag mange opgaver under lægelig delegation, som tidligere var forbeholdt lægerne. Det vi vinder er større fleksibilitet i opgaveløsningen. Vi undgår flaskehalse, hvor medarbejderne venter på hinanden. Desværre bliver opgaverne ikke færre af, at vi flytter dem rundt mellem os. 

Behov for alternativer til akutindlæggelser

Vi ser i disse år et stigende antal patienter, der indlægges efter at have ringet 112, men det er ikke nødvendigvis alle, der har brug for at være indlagt på et hospital. Unødige indlæggelser belaster både patienter og systemet og der er behov for at se på nye løsninger på dette, i stedet for at tilføre mere af det samme.

Det vi i stedet har brug for, er måske at køre akuthospitalet ud til patienten. Der er simpelthen flere patienter, der skal have deres behandling hjemme, også når det gælder akutbehandling. Vi kan ikke lægge flere opgaver over på almen praksis, der allerede har overtaget rigeligt med opgaver fra hospitalerne og får nok at se til med de voksende ældreårgange og deres kroniske sygdomme.

Vi kunne ønske os, at der som led i Sundhedsreformen blev afsat en pulje til, at nytænkning kunne afprøves og udbredes uden at blive stoppet af kassetænkning

Henrik Ømark, og Christian Skjærbæk
Hhv. formand og forhenværende formand for Dansk Selskab for Akutmedicin

Vi kan her finde inspiration i modellen fra Fælles Akutmodtagelse på Odense Universitetshospital, hvorfra man sender kørende akutmedicinere ud til plejehjemsbeboere med akut opstået sygdom, når der er ringet 112. Lægen medbringer stort set alt det udstyr, der også er til rådighed på akutafdelingen og kan i borgerens hjem lave udredning og behandling meget tæt på hospitalsniveau.

I projektet fra Odense Universitetshospital har man undgået efterfølgende indlæggelse i 92 procent af tilfældene. Behandlingsansvaret ligger stadig hos akutafdelingen med daglig stuegang sammen med det kommunale akutteam.

Eksempler på det udvidede hospital ser vi også fra akutafdelingen i Viborg, hvor patienter kan forblive indlagt i eget hjem med en akutmediciner som behandlingsansvarlig. Ideerne er der altså allerede, desværre har den slags initiativer en tilbøjelighed til at blive bremset af finansieringsfnidder mellem kommuner og regioner. Vi kunne ønske os, at der som led i Sundhedsreformen blev afsat en pulje til, at den slags nytænkning kunne afprøves og udbredes uden at blive stoppet af kassetænkning.