Sygeplejeråd: Alvoren bag Altingets analyse er, at sygeplejerskerne har fået nok

DEBAT: Sygeplejersker siver ud fra sygehusene. Hvis fremtiden i sundhedsvæsenet bliver, at sygeplejersker er en tilfældig ludobrik, kan siveriet udvikle sig til en styrtblødning, skriver DSR's formand.

Af Grete Christensen
Formand, Dansk Sygeplejeråd

Det skorter ikke på farverige sprogblomster om Dansk Sygeplejeråd i Altingets analyse af den sundhedspolitiske scene i det kommende efterår med vendinger som "krammet af regeringen", "solorytter" og "den nye Dennis Kristensen".

Det, der kalder mig til tasterne, er dog hverken sprogblomster eller sammenligningen med Dennis Kristensen, som jeg ellers i parentes bemærket betragter som en stærk og markant fagforeningsformand.

Det er tværtimod det ret præcise billede, som Altinget tegner af sygeplejerskernes situation i lyset af sundhedskrisen med corona i foråret – og OK21-forhandlingerne, som venter forude. Tak for det.

For når jeg på vegne af Dansk Sygeplejeråds medlemmer for eksempel opfordrer politikerne på Christiansborg til at hjælpe os med det lønefterslæb, som nu i 50 år har præget sygeplejelønningerne, så er det jo, fordi sygeplejerskerne har fået nok – ikke mindst på grund af coronakrisen.

Sygeplejersker siver ud af sygehusene
Da coronakrisen strammede til, gav sygeplejersker og andre sundhedsfaglige hinanden håndslag på, at man ikke i den akutte krise ville kræve ekstra betaling for at få coronaberedskabet til at fungere.

Det lykkedes med stor fleksibilitet fra de sundhedsfaglige medarbejdere at stable et beredskab på benene på rekordtid. Det ynder arbejdsgiverne i form af regionerne desværre nu at sælge som fremtidens model for sundhedsvæsenet: Større fleksibilitet i opgaver og placering. Og noget tyder på, at politikerne kan lide den sang.

Men som Altinget så rigtigt påpeger, så siver sygeplejersker ud fra sygehusene, fordi de føler sig pressede. Hvorfor gør de mon det? Forklaringen er enkel: Arbejdsgivernes ønske om fleksibilitet er ikke nyt.

Under coronakrisen blev drømmen opfyldt for arbejdsgiverne. Men for sygeplejerskerne har fleksibiliteten for manges vedkommende udviklet sig til et mareridt, fordi den er så udstrakt, at mange under coronakrisen ikke har kunnet planlægge deres liv udenfor arbejdstid, har fået vagtskemaer med dags – ja, nogle gange – timers varsel. Og mange er med ultrakort varsel blevet flyttet fra deres stamafdelinger til andre afdelinger – nogle blev sågar overflyttet til hospitaler andre steder.

Sygeplejersker er ikke ludobrikker
Det er næsten, som om en sygeplejerske bare er en tilfældig ludobrik. Som om den enkeltes erfaring, viden og specialisering slet ikke betyder noget. Hvis det bliver fremtiden i sundhedsvæsenet, frygter jeg, at siveriet udvikler sig til en styrtblødning.

Tag ikke fejl. Sygeplejersker gør gerne en ekstra indsats i krisetider, og det beviste de i forårets sundhedskrise. Men krisestyring må ikke forveksles med permanente organisationsændringer. Fleksibiliteten virkede – men kun takket være personalet. Det er ikke nogen bæredygtig model, og ingen kan holde til det i længden.

Derfor bliver sygeplejersker trætte i blikket, når fleksibiliteten hyldes, og derfor råber Dansk Sygeplejeråd vagt i gevær, når arbejdsgivere og politikere knuselsker organiseringen af forårets coronaberedskab.

Vi ser gerne et styrket samarbejde på tværs af faggrupper. Men fleksibilitet i den version, der udspillede sig i foråret, kan sygeplejerskerne ikke være med til én gang til.

Henover sommeren er bølgerne gået højt flere steder i forbindelse med, at regionerne er blevet pålagt at organisere det fortsatte coronaberedskab, sideløbende med at hospitalernes øvrige aktiviteter er rullet i gang.

I Region Nord beskrev ti anæstesisygeplejersker for nylig i et læserbrev i Nordjyske, hvad de betegner som "tvangsarbejde", fordi de i foråret blev tvunget til at deltage i beredskabet – og nu igen tvinges til at deltage ved en næste coronabølge.

Hvorfor tvang fremfor gulerødder?
Sygeplejerskerne undrer sig ganske enkelt over, hvad der får arbejdsgiverne til at fare frem med tvang fremfor med gulerødder?

Det løntillæg, der nu er aftalt for sygeplejersker, som indgår i coronaberedskabet i fremtiden, er beskedent, og hvad der var muligt at få igennem efter hårde og temmelig langstrakte forhandlinger med arbejdsgiverne.

Det undrer også sygeplejerskerne, at arbejdsgiverne tilsyneladende heller intet gør for at forbedre arbejdsvilkårene. Det er ellers en kendt sag, at der er mangler sygeplejersker.

Det var jo ikke for sygeplejerskernes – eller mine blå øjnes skyld – at regeringen sidste år afsatte midler til at ansætte 1.000 flere sygeplejersker. Regeringens "kram" til os bunder reelt i en kritisk situation, som har udviklet sig over flere år.

Svært at indfri planerne
Planen er, at der dels skal ansættes flere, dels at flere fastholdelse i jobbet. Desuden ønsker man at motivere flere sygeplejersker til at gå på fuld tid, for godt halvdelen arbejder på deltid – for manges vedkommende for at kunne få familieliv til at gå op med arbejdet.

De planer kan blive svære at indfri. Især bør det gøre indtryk, at 36 procent af de nyuddannede, som har arbejde i mere end to år, tvivler på en fremtid indenfor faget ifølge en ny rundspørge blandt 2.200 sygeplejestuderende og nyuddannede sygeplejersker fra VIA University College. Og det har endda intet med corona at gøre, siger de.

Med andre ord: Der er noget galt. Det ligger os faktisk alvorligt på sinde, at vi har et veldrevet sundhedsvæsen. Derfor bekymrer udviklingen os. Hvis ingen andre vil sige det, så tør Dansk Sygeplejeråd godt tage bladet fra munden.

Forrige artikel KL: Folketinget skal afsætte permanente midler til praktik i ældreplejen KL: Folketinget skal afsætte permanente midler til praktik i ældreplejen Næste artikel Forsker: Ophæv påbudet om mundbind, indtil vi ved, om det virker Forsker: Ophæv påbudet om mundbind, indtil vi ved, om det virker
Covid-19 bremser kampen for at udrydde AIDS

Covid-19 bremser kampen for at udrydde AIDS

VERDENSMÅL: FN forventer, at langt flere vil dø af AIDS i 2020 som følge af fokus på Covid-19-pandemien. Manglende diagnostik og dårligere adgang til behandling svækker håbet om at nå verdensmålet om at udrydde AIDS inden 2030.