Ergoterapeutforeningen: Vi skal sikre hverdagen

DEBAT: Danmark skal være et demensvenligt land, hvor mennesker med demens kan leve et værdigt og trygt liv. Udfordringerne er imidlertid til at få øje på, mener Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen.

Af Tina Nør Langager
Formand, Ergoterapeutforeningen

Antallet af demente er stigende. Nationalt Videnscenter for Demens anslår, at der er mindst 84.000 danskere med demens. Et tal, der forventes fordoblet inden for de kommende 25-30 år. FN’s sundhedsorganisation WHO har for længst placeret demens i kategorien ’høj prioritet’.

Demens er en udfordring for vores samfund, og der er brug for, at vi gør en fælles indsats, de demente og deres pårørende skal ikke blive taberne. Vi skal lægge et meget større arbejde i forebyggelse, tidlig opsporing og indsatser. Samtidig med at vi skal fastholde og øge fokus på den helhedsorienterede og tværfaglige indsats gennem hele sygdomsforløbet.

Hvis man ikke ganske tidligt i forløbet får iværksat relevante indsatser i forhold til støtte, rådgivning og vejledning, så bliver konsekvensen meget hurtigt social isolation for den demente, og de pårørende sendes på overarbejde.

Hverdagen for de dementramte skal sikres. Vi skal ikke skabe demens-ghettoer, men hjem, hvor man har lyst til at være. Når vi har fokus på demensvenlige boliger, som understøtter borgerens tidligere livsværdier og livsformer, skaber vi tryghed og nærmiljøer med genkendelighed, som indbyder til aktivitet og deltagelse for alle - uanset den dementes ressourcer.

Derfor er det da også fint, at 52 projekter netop har fået 15 mio. kr. til at forbedre de fysiske rammer i eksisterende plejeboliger. Det er naturligvis et skridt i den rigtige retning, hvis man tænker mange bække små, men det er langt fra nok.

Der er høje udgifter forbundet med den stadig stigende gruppe af demente borgere. Det anslås, at de samlede årlige omkostninger forbundet med demens i Danmark løber op i nærheden af 29 milliarder kroner. Men investeringer forbundet med rehabilitering på området skal ses som en langsigtet strategi, der vil give gevinst. Borgere med demens er i stor risiko for at miste og fastholde evnen til at mestre daglige gøremål.

Undersøgelser viser, at med manglende aktivitet følger et større fald i funktionsevnen og dårligere trivsel end de kognitive skader, forårsaget af demensen i sig selv. Men vi må aldrig begrænse mennesker med mulighed for aktivitet og deltagelse ved hjælp af egne ressourcer ud fra betragtningen, om det kan betale sig eller ej.

Det kan virke banalt
Man skal heller ikke glemme livskvaliteten, der ikke kan prisfastsættes. Alle mennesker har brug for meningsfuld aktivitet i hverdagen. Ofte er det små detaljer, der rummer hele forskellen for den demente borger. Vi hører fra ergoterapeuter, hvordan de opnår gennembrud med selv små tiltag, der ikke tynger budgetterne.

I Aalborg sidder en dement på et plejecenter. Han er meget urolig og har svært ved at finde ro. Ergoterapeuten fortæller, at hun analyserer omgivelserne, og alt hvad der skal til, er at vende den dementes sofa, så han sidder med front til døren og ser, hvem der kommer og går.

I Vestjylland – og andre steder- bydes der op til erindringsdans, der vækker minder hos den demente, bringer smilene frem og giver sved på panden. I Herning har man fundet ud af at gamle dyner, der ’pakkes’ tæt om de demente, giver en roligere søvn, så de fx har mere overskud til at deltage i aktiviteter i dagligdagen.

Det er banalt i al sin enkelhed, men det kræver naturligvis, at medarbejderne har de rette kompetencer til at analysere både omgivelserne og den dementes ressourcer. Det er klart, at når både de dementes og personalets ressourcer optimeres, bruges tiden mere hensigtsmæssigt til gavn for alle – også økonomien.

Det lange seje træk
De pårørende bør også have aktiv støtte til at få hverdagen til at fungere i hjemmet. Her er en uddannelse af de pårørende en løsning. Så også de bliver i stand til at justere de små detaljer i hverdagen omkring den demente. Hvis det hverken belaster den offentlige økonomi eller trækker hårdt på den pårørendes ressourcer, er der meget vundet, når den demente bliver længere i eget hjem.

Det er det lange seje træk, der skal til for at livet giver mening for selv den svageste gruppe i Danmark. Vi ved, at regeringen har fokus på værdighed med den såkaldte ’værdighedsmilliard’. Alzheimerforeningen har sendt breve til samtlige 98 kommuner, hvor de anbefaler, at milliarden anvendes på personale. Jeg er enig.

Men det er afgørende, at personalet har kompetencerne til at beskrive aktivitetsproblematikker og finde relevante løsninger, så den demente kan fastholde en meningsfuld hverdag i samspil med sine pårørende.

Det er nødvendigt med de rette kompetencer til rette opgaver. Hverdagen skal sikres for de demente og pårørende, og dette fokus skal afspejles i såvel demenshandleplanen som kommuneres værdighedspolitik i forhold til værdighedsmilliarden.

Lad os sammen sikre en aktiv hverdag med livskvalitet for gruppen af demente borgere.

Forrige artikel Professor: Lungesatsningen er ikke ligegyldig Næste artikel LVS: Klassisk prioritering er forældet LVS: Klassisk prioritering er forældet
  • Anmeld

    Jes Plesner

    Kompetenceudvikling

    Jeg synes at tredie-sidste sætning er meget vigtigt at understrege i dette gode indlæg. Uden en grundlæggende viden og forståelse for hvordan de kognitive problemer, som følger med en demenssygdom, påvirker oplevelsen af hverdagen for den demente, vil mere personale kun nå et stykke af vejen.

    Jeg arbejder pt. som ergoterapeut på et demenscenter. I min kommune er man god til at uddanne personalet ved bl.a. at sende dem på demenskurser. Men jeg oplever at det kan være meget svært at overføre den viden til praksis og på den måde har kurserne kun en hvis effekt.

    Jeg har et fantastisk samarbejde med plejepersonalet, og det er i det tværfaglige samarbejde indsatsen er er optimal.
    Personalet har et indgående kendskab til beboeren og jeg har en faglig viden om hvordan et menneske med demens oplever verden samt værktøjer til at analysere mig frem til mulige løsninger på problemer beboeren eller personalet oplever. Og mindst lige så vigtigt: Hjælpe personalet til at forstå den dementes verden, så plejen bliver så værdig som muligt.

    Så i mine øjne vil en velafbalanceret kombination af mere personale - herunder fast tilknyttede ergoterapeuter eller andet fagligt lige så godt rustet sundhedspersonale - samt relevant uddannelse af plejepersonalet være optimalt.