Flere pladser til tandlægestuderende

17/1-06: Regeringen har oprettet flere uddannelsespladser på tandlægeskolerne, således at antallet af studerende på videreuddannelsen til specialtandlæge ligeledes er vokset.
Dokumentation
Spørger: Rasmus Prehn (S)

Spørgsmål S 1926: Hvordan passer regeringens afvisning af flere kommuners ønske om, at der uddannes flere specialtandlæger sammen med regeringens ønske om, at Danmark skal satse mere på uddannelse, så vi kan omstille os til fremtidens behov.

Svar fra ministeren: Lad mig først og fremmest understrege, at regeringen rent faktisk har oprettet flere uddannelsespladser på tandlægeskolerne, således at antallet af studerende på videreuddannelsen til specialtandlæge i ortodonti (tandregulering) er blevet mere end fordoblet over de senere år fra et optag på 4 studerende i 2000 til 9 studerende i 2006.

Det øgede optag er sket på baggrund af tandplejeprognosen fra 2001, hvori det blev anbefalet, at det daværende optag af studerende burde forøges gradvist fra 4 til 9 studerende. Med udgangspunkt i denne anbefaling blev bevillingen til videreuddannelse af specialtandlæger i ortodonti på finansloven øget med 1,8 mio. kr. i 2001, 3,5 mio. kr. i 2002, 6,5 mio. kr. i 2003 samt 10,4 mio. kr. i 2004.

Bl.a. på grund af en stigning i udgifterne pr. årsværk har optaget til uddannelsen imidlertid været lavere end prognosen (7 i stedet for 9), og det har derfor efterfølgende været nødvendigt at afsætte ekstra midler til uddannelsen til specialtandlæge på finansloven for 2006, så der fra og med 2006 kan optages 9 studerende.

Samtidig skal det understreges, at Sundhedsstyrelsen påpeger, at de generelle problemer med at rekruttere specialtandlæger i kommunerne i et vist omfang er et strukturproblem. I en rapport fra Sundhedsstyrelsens Strukturudvalg fra 2004 anvises forskellige metoder til at løse problemet. Her peges bl.a. på større enheder for tandregulering og på en mere effektiv arbejdstilrettelæggelse, hvor tandplejere og klinikassistenter indgår i tandreguleringsarbejdet.

Endelig skal det bemærkes, at Sundhedsstyrelsen er i gang med at udarbejde en ny prognose for specialtandlæger i ortodonti med henblik på at vurdere, om data ændres, og om de tilgrundliggende parametre skal revideres.


0:000:00