Forebyggelsesråd: Glem ikke strukturel forebyggelse i kræftbekæmpelsen

Af Morten Grønbæk
Læge, ph.d., dr.med., Vidensråd for Forebyggelse

For nyligt kunne vi læse den glædelige nyhed, at chancen for at overleve kræft er blevet større.

Fra 2005 til 2015 er kræftdødeligheden faldet med 12 procent til det nuværende niveau, som er rekordlavt. De gode resultater skyldes ikke mindst de 34 kræftpakker, der i 2008 og 2009 blev indført for at sikre hurtigere diagnose og behandling, viser forskning fra Kræftens Bekæmpelse og Aarhus Universitet.

Men euforien over den vellykkede behandling må ikke få os til at hvile på laurbærrene og fastholde det store fokus på diagnose og behandling i kræftpakkerne på bekostning af forebyggelsen. For så svigter vi maskinarbejderen og kassedamen i kampen mod kræft.

Antallet af danskere, der hvert år rammes af kræft, er fortsat stigende, og stort set alle kræftformer er hyppigere forekommende blandt personer fra lavere sociale lag. Samtidig er der stor forskel på behandlingsresultaterne afhængigt af, hvilken social klasse man tilhører.

Chancen for at overleve fem år efter, at man har fået konstateret kræft, er meget ringere for kortuddannede end for personer med mellemlange eller lange uddannelser.

Det er især den strukturelle forebyggelse, der kan nedbringe den sociale ulighed, mens de individuelle indsatser som informationsmateriale og kampagner primært rammer de mest ressourcestærke.

Morten Grønbæk Læge, ph.d., dr.med., Vidensråd for Forebyggelse

Når risikoen for at blive ramt af kræft har denne sociale slagside, skyldes det givetvis, at KRAM-faktorerne (kost, rygning, alkohol og motion) hænger nøje sammen med uddannelsesniveau og indkomst.

Prostata- og brystkræft er de eneste kræftformer, som er hyppigere forekommende blandt personer fra høj social klasse, og for disse kræftformer er KRAM-faktorerne ikke signifikante risikofaktorer.

Større fokus på forebyggelse
Når mulighederne for at overleve et kræfttilfælde er ringere i lave sociale lag, hænger det også sammen med udsættelsen for KRAM-faktorerne. For eksempel er rygere dårligere i stand til at komme sig efter en operation.

Rygere har dårligere sårheling, og deres risiko for organfrastødning og infektioner efter operationen er større. En intensiv rygeintervention, som iværksættes før operationen, reducerer dog risikoen for disse tobaksrelaterede komplikationer.

Hvis færre danskere skal dø af kræft i fremtiden, og hvis kræftpakkerne ikke primært skal komme akademikerne til gode, er der derfor behov for et langt større fokus på forebyggelse i prioriteringen af kræftpakkerne.

Det er især den strukturelle forebyggelse, der kan nedbringe den sociale ulighed, mens de individuelle indsatser som informationsmateriale og kampagner primært rammer de mest ressourcestærke.

At indføre rygeforbud og skabe rammerne for en aktiv livsstil på arbejdspladser, i institutioner og i skoler er blandt de mest effektive tiltag til at nedbringe den sociale ulighed i sundhed, der gør, at vi halter bagefter vores nordiske naboer i kræftbekæmpelsen.

Derfor skabte det håb i forskerkredse, da daværende sundhedsminister Sophie Løhde (V) i sommer proklamerede, at forebyggelsen af tobak skulle være et vigtigt fokus i den nye kræftpakke. Og ligeså nedslående er det, at den nye sundhedsminister nu har valgt at skrinlægge rygeforbuddet på erhvervsskolerne og røgfri skoletid på alle skoler og uddannelsessteder og minimeret rygeforebyggelsen til blot at omfatte en kampagne.

I dag mødes ledere og fagfolk på sundhedsområdet til KL’s sundhedskonference i Kolding for at diskutere, hvordan vi fremmer lige adgang til det nære sundhedsvæsen.

Man kan kun håbe, at opmærksomheden på lighed i sundhed forplanter sig til gangene på Christiansborg, så vi med den strukturelle forebyggelse som våben kan øge vores chancer i kampen mod kræften.