Geertsen: Partiernes sundhedsudspil stikker i alle retninger. Det er der en god grund til

Især kræftområdet, som fremhæves i LA-udspillet, har en særlig politisk og følelsesmæssig tyngde. Argumentet om, at danske patienter ikke bør have ringere adgang til ny medicin end patienter i andre lande, er let at forstå. Samtidig rammer udspillet ned i en diskussion, som i forvejen fylder i den europæiske lægemiddelpolitik. Internationale brancheorganisationer, blandt andet EFPIA, har i flere år fremhævet Danmark som et af de lande, som tager (for) få lægemidler i brug.

Men udspillet rejser også nogle åbenlyse spørgsmål. Først og fremmest de økonomiske. Hvis al EMA-godkendt medicin og alle godkendte indikationer i princippet skal være frit tilgængelige i Danmark, er det vanskeligt på forhånd at overskue de samlede merudgifter for sundhedsvæsenet.

Og selv hvis Medicinrådet reelt sættes ud af spil, vil nogen stadig skulle regulere brugen af de nye, ofte meget dyre behandlinger. I praksis kan ansvaret meget vel ende hos de enkelte regioner og de behandlende afdelinger. Det vil i så fald ikke nødvendigvis gøre prioriteringen mindre vanskelig. Blot mindre centraliseret og måske mindre transparent. Med mindre selvfølgelig, at statskassen står pivåben for udgifter til sundhedsvæsenet. Og det tvivler jeg på kommer til at ske.

Moderaterne har lanceret udspillet “Sundhed, du kan stole på”, hvor det mest opsigtsvækkende forslag er et tilbud om sundhedstjek til danskere over 50 år, som ikke har været hos lægen i et år. Ideen er at opdage sygdom tidligere og dermed mindske ulighed i sundhed.

Et forslag, der politisk taler ind i ønsket om tidligere opsporing og tryghed, men som sundhedsfagligt langt fra er ukontroversielt.

Martin Geertsen

Forslaget rammer imidlertid direkte ind i en årelang faglig debat om værdien af brede helbredstjek. Flere forskere og praktiserende læger har tidligere advaret om, at generelle screeningsprogrammer kan føre til overdiagnostik og overbehandling, blandt andet fordi man finder forandringer i kroppen, som aldrig ville have udviklet sig til sygdom.

Med andre ord: Et forslag, der politisk taler ind i ønsket om tidligere opsporing og tryghed, men som sundhedsfagligt langt fra er ukontroversielt.

Venstre har spillet ud med et demensløft og senest en prioritering af stressområdet.

Her er vel nok det mest tydelige eksempel på de sundhedspolitiske forskydninger ved dette valg. Ved valgene i både 2019 og 2022 var Venstre blandt de partier, der satte strukturspørgsmålet øverst på dagsordenen.

Imidlertid kan strukturreformer være tekniske og svære at forklare. En indsats for bestemte patientgrupper er derimod let at forstå og endnu lettere at sympatisere med. Samtidig giver det partierne mulighed for at demonstrere handlekraft på et område, hvor der i forvejen er bred erkendelse af et stort problem.

Det ændrer imidlertid ikke ved en mere principiel problemstilling, som ofte opstår, når Christiansborg tilfører rettigheder og ressourcer til bestemte sygdomsområder. På den ene side er det er uden tvivl både velment og nødvendigt at prioritere demens og stress, hvor både patienter og pårørende står over for store udfordringer.

Men på den anden side illustrerer forslagene samtidig det grundlæggende spændingsfelt i sundhedspolitikken, nemlig balancen mellem nationale politiske signaler og ressourceallokering og det lokale og regionale ansvar for at prioritere ressourcerne der, hvor behovet vurderes størst.

Statsministeren gav søndag et større interview til Politiken, hvor hun lover at tilføre 1 mia. kr. ekstra til børne- og ungdomspsykiatrien. Penge, som kommer oven i de 4,6 mia., som vil blive tilført i forbindelse med den samlede 10-årsplan for psykiatrien.

Mest opmærksomhed har Socialdemokratiet dog høstet med et forslag om, at personer, der begår vold mod sundhedspersonale, skal kunne få karantæne fra dele af sundhedsvæsenet. Forslaget er tydeligt målrettet herboende med udenlandsk baggrund.

Forslaget taler ind i en politisk fortælling om tryghed for medarbejdere i velfærdsstaten. Men det har også mødt markant modstand fra flere faglige organisationer på sundhedsområdet, som advarer mod at begrænse patienters adgang til behandling.

Når et system netop er blevet reformeret, er appetitten på nye store systemændringer begrænset.

Martin Geertsen

Socialdemokratiets karantæne-forslag kan i den forbindelse også ses i lyset af tidligere diskussioner, hvor udlændinge- og sundhedspolitik krydser hinanden. Et nærliggende eksempel er debatten om det såkaldte tolkegebyr i sundhedsvæsenet, hvor der fra flere sider er blevet advaret om, at ordningen kan skabe ulighed i sundhed.

Erfaringen fra tolkegebyr-debatten illustrerer, hvor hurtigt sundhedspolitiske initiativer, der også rummer et udlændingepolitisk element, møder massiv modstand fra de faglige organisationer. Det er sjældent en komfortabel situation at stå i for politikerne. De faglige organisationer har traditionelt en meget høj legitimitet i befolkningen, og derfor vejer deres kritik tungt i den offentlige debat.

Ser man udspillene samlet, bekræfter de i virkeligheden analysen fra før valgkampen.

De store strukturelle diskussioner om sundhedsvæsenets organisering er allerede blevet taget. Først og fremmest gennem sundhedsreformen. Derfor bliver denne valgkamps sundhedsdagsorden mere fragmenteret og emnebaseret: adgang til behandling, forebyggelse, stress, demens og tryghed for medarbejdere.

Det er politisk logisk. Når et system netop er blevet reformeret, er appetitten på nye store systemændringer begrænset. I hvert fald indtil, man finder ud af, om ændringerne virker efter hensigten.