Gigtforeningen: Det er uansvarligt, at 76.000 danskere mister deres lægehenviste fysioterapi

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Et medlem kontaktede os forleden. Hun var ked af det og vred, fordi hendes vederlagsfri fysioterapi stopper resten af året. Hun har selv oplevet på egen krop ikke at kunne gå. Men med træning hos sin fysioterapeut kan hun nu det igen.
Hun er blot en af de mange, der kontakter os i øjeblikket. Fælles for dem er, at de er ulykkelige, frustrerede og føler sig uretfærdigt behandlet, fordi det er slut med deres vederlagsfri fysioterapi resten af 2022.
Holder smerter og funktionstab i ave
Fysioterapien er mange gigtramtes medicin mod konsekvenserne af en invaliderende sygdom, der nedbryder leddene. Mange går derfor til deres fysioterapeut et par gange om ugen, så de kan holde smerter og funktionstab i ave.
Det er uansvarligt og kan få langvarige og sundhedsskadelige konsekvenser for nogle af patienterne
Mette Bryde Lind
Direktør, Gigtforeningen
Alle 76.000 danskere på ordningen er tilmed henvist til behandlingen af deres egen læge, fordi den fysioterapeutiske indsats ifølge Sundhedsstyrelsen kan forbedre, vedligeholde eller forhale forringelse af patienternes funktioner.
Vi har i Gigtforeningen ikke tidligere oplevet, at behandlingen stopper for alle patienter grundet et økonomisk loft. Det må altid bero på en faglig vurdering og ikke alene på baggrund af et økonomisk hensyn. Det er uansvarligt og kan få langvarige og sundhedsskadelige konsekvenser for nogle af patienterne. Det er et eksperiment med helbredet hos borgere, der lider af en alvorlig sygdom.
Uansvarlig og kortsigtet spareøvelse skaber ulighed
Vederlagsfri fysioterapi efter lægehenvisning er en patientrettighed efter Sundhedsloven. Men lige her er det åbenbart kun en patientrettighed, når der er penge i kassen. Fysioterapi skal have samme status som andre patientrettigheder. Vi accepterer jo heller ikke, at den lægeordinerede medicin stopper, eller at sygehusene lukker sidst på året, fordi den økonomiske ramme er brugt.
Det er en urimelig forskelsbehandling, der tilmed rammer socialt skævt. Mange af de berørte får tilbud om at fortsætte måneden ud mod egenbetaling. Men hvis du er førtidspensionist, kan en ekstraudgift på op til 1.000 kroner i julemåneden og med galopperende inflation virkelig mærkes.
Vi accepterer jo heller ikke, at den lægeordinerede medicin stopper, eller at sygehusene lukker sidst på året, fordi den økonomiske ramme er brugt
Mette Bryde Lind
Direktør, Gigtforeningen
Det er ikke kun uansvarligt og urimeligt. Det er også økonomisk kortsigtet. Måske kan opbremsningen sikre, at budgettet holdes i år. Men hvis flere både skal være længere på arbejdsmarkedet og være mere selvhjulpne som pensionister, er en tidlig og forebyggende indsats fuldstændig afgørende.
Derfor er pengene til vederlagsfri fysioterapi godt givet ud, både når det gælder den enkelte patients livskvalitet, evnen til at klare sig selv og muligheden for at bevare en i forvejen skrøbelig tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det kalder på politisk handling. Nu. Sundhedsministeren, Kommunernes Landsforening og Danske Fysioterapeuter må sætte sig sammen for at finde løsninger på både den korte og lange bane, så de berørte borgere med alvorlige sygdomme igen kan få den behandling, de både har brug for og krav på.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Professor: Et kommuneministerie kan være fint, men regeringsgrundlaget er vigtigere
- Psykiatrifonden: Fire ud af ti unge bruger chatbots som terapeut. Det er på tide at sætte et sikkerhedsnet op
- Central beslutning i Østdanmark vækker opsigt: De mest udfordrede kommuner skal selv drive reformens nye sengepladser
- Nu skal århundredets reform sikkert i havn. Her er Kjeld Møllers ønskeliste til en ny regering
- Branchedirektør med opfordring til ny kulturminister: Gør anti doping-indsatser gratis i fitnesscentre

















