Handicapråd: Udviklingshæmmede dør på grund af huller i screenings-programmer

Af Liselotte Hyveled
Formand for Det Centrale Handicapråd

Lasse har udviklingshæmning og bor på et botilbud. En dag får han brev om, at han skal screene sig selv for tarmkræft. Der er et lille gør-det-selv sæt i kuverten.

Lasse klarer meget selv, men han forstår ikke helt, hvad brevet handler om, og hvorfor det er vigtigt. Så brevet ryger ud, og Lasses pædagoger hører ikke om det.

Da Lasse begynder at klage over ondt i maven, konstaterer lægen desværre, at han har kræft, som har spredt sig.  

Det kunne have været undgået, hvis sundhedssystemet var indstillet på at hjælpe mennesker som Lasse i stedet for at lade ham falde gennem de nationale screeningsprogrammer.

Dør 14 år før resten af befolkningen
Lasse er et tænkt eksempel, men der er mange som Lasse i vores sundhedssystem.

Hvis vi reelt skal sikre lige adgang til sundhed, skal vi behandle folk forskelligt.

Liselotte Hyveled
Formand, Det Centrale Handicapråd

Mennesker med udviklingshæmning dør cirka 14 år før resten af befolkningen. De dør markant hyppigere af kræft og kredsløbssygdomme end vi andre.

Som formand for Det Centrale Handicapråd er det min opgave at råbe vagt i gevær, når mennesker med handicap oplever urimelige forhold. Og det er jeg ikke et sekund i tvivl om, at de gør, når det kommer til adgangen til bedre sundhed igennem screeninger.

Derfor vil vi i Det Centrale Handicapråd sætte fokus på sundhed for mennesker med handicap i den kommende rådsperiode.

Vi har helt konkret opfordret sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) til at undersøge, hvad årsagerne er til den ringere brug af de tilgængelige screeningstilbud blandt mennesker med handicap.

Vi har også bedt ministeren gøre noget ved problemet med overdødeligheden blandt mennesker med udviklingshæmning.

Vi har ikke lige adgang til sundhed
Vi anbefaler, at man gentager Statens Institut for Folkesundheds folkesundhedsundersøgelser blandt voksne med udviklingshæmning fra 2014.

Det er derfra, vi ved, at mennesker med udviklingshæmning dør så uacceptabelt meget tidligere end resten af befolkningen. En gentagelse viser den vigtige udvikling over tid og om de initiativer, der er iværksat, rent faktisk har en effekt.

Ministeren har desværre svaret, at alle danskere får det samme tilbud uanset handicap, og at regionerne kan hjælpe borgeren eller en person på vegne af borgeren, hvis de selv henvender sig.

Men eksemplet med Lasse viser jo netop, at vi ikke har lige adgang til sundhed.

Der er en himmelråbende mangel på forståelse af, at mennesker med udviklingshæmning skal have en helt anden tilgang for at føle sig trygge og forstå, hvorfor de skal screenes.

Hvis vi reelt skal sikre lige adgang til sundhed, skal vi behandle folk forskelligt. Som systemet ser ud i dag, balancerer vi på en hårfin grænse af omsorgssvigt, når mennesker med udviklingshæmning og andre handicap falder gennem screeningsprogrammerne.

Årsagerne til det kan være mange, og netop derfor har jeg opfordret ministeren til at undersøge, hvorfor mennesker med handicap har en lavere deltagelse i screeningsprogrammerne end resten af befolkningen, så vi kan udpege barriererne og løse problemerne.

Kommuner kan ikke løfte alene
Vi står overfor en sundhedsreform, som tegner fremtiden for danskernes sundhed.

Regeringen skal placere sundhedsområdet mellem et højt specialiseret sundhedssystem og behovet for lokale nærhedsprincipper, når den præsenterer sin store sundhedsreform efter efterårsferien.

Jeg håber, at regeringen husker, at mennesker med handicap har nogle særlige udfordringer på sundhedsområdet, som skal skrives ind i lovgivningen, selv om de bliver løst lokalt.

Kommunerne kan ikke løfte ansvaret alene. Tønder Kommune begyndte for eksempel at foretage sundhedsscreeninger af beboerne på et botilbud for voksne udviklingshæmmede helt tilbage i 2009.

Det viste sig, at alle – samtlige – 79 beboere led af sygdomme, som ikke var opdaget. Det er jo helt horribelt og viser, hvor stort behovet er for en særlig indsats.

Der var ingen af os andre, der ville finde os i en dødelighed 14 år før alle andre. Men vi accepterer det, når det går ud over nogle af de mest sårbare i samfundet.

Det skal vi have lavet om på. Jeg håber, at sundhedsminister Ellen Trane Nørby og resten af regeringen lytter.