Hjerneskadeforeningen: Let og lige adgang til sundhed er på retur

Af Morten Lorenzen
Direktør i Hjerneskadeforeningen

I Danmark har vi altid lovprist ligheden som en helt særlig dansk faktor, specielt i sundhedsvæsenet.

Faktisk står der udtrykkeligt og utvetydigt i sundhedslovens § 2, stk. 1, at der skal være "let og lige adgang til sundhedsvæsenet”. Men alligevel ser vi, at uligheden bliver mere og mere udtalt.

Uligheden skal minimeres – af rigtig mange årsager. Det er uretfærdigt og urimeligt, at loven siger ét, mens praktikken viser noget andet. Uligheden har desuden betydning for samfundsøkonomien.

Og ikke mindst er det et skred i et samfund, hvor vi altid i fællesskab har taget os af de svageste og udsatte iblandt os, især vores børn og unge, og hvor vi altid har været enige om, at det var det etisk rigtige at gøre. Men når uligheden vokser, er konsekvenserne alvorlige.

Psykisk syge nedprioriteres
Uligheden viser sig på rigtig mange områder.

I det danske sundhedsvæsen er vi blevet meget glade for pakkeløsninger, men de skaber ulighed. 

Morten Lorenzen
Direktør, Hjerneskadeforeningen

Er man psykisk syg i Danmark, bliver man behandlet uværdigt. Der er ikke sengekapacitet nok på landets psykiatrihospitaler, og langt de fleste med psykiske udfordringer bliver udskrevet alt for hurtigt til hjemmet med store mængder dyr psykofarmaka på recepten – hvis de da overhovedet har et hjem at blive udskrevet til.

Kun meget få kommuner magter at tage sig af psykisk syge, som kommer hjem efter korte indlæggelser. 

At vi i den grad har nedprioriteret psykisk sundhed frem for somatisk sundhed er en skændsel. Specielt i en tid, hvor flere og flere, heriblandt rigtig mange unge mennesker, får ondt i sjælen og psyken.

Vi må sætte psykisk sundhed på niveau med somatisk sundhed. At være syg betyder, at man skal have hjælp til at blive rask, uanset om der er fysiske eller psykiske årsager bag sygdommen.

Vi må og skal have lighed mellem somatikken og psykiatrien, for ellers er der ikke "let og lige adgang til sundhedsvæsenet".

Kræftpatienter har forrang
I det danske sundhedsvæsen er vi blevet meget glade for pakkeløsninger, men de skaber ulighed.

Vi har i Danmark skabt en "patientadel", altså en gruppe borgere med helt specielle rettigheder – nemlig kræftpatienter. Vi er p.t. på kræftpakke IV, og vi kommer formentlig til at se endnu flere kræftpakker.

Argumentationen for kræftpakkerne var oprindeligt, at vi sakkede bagud med behandlingseffekten i forhold til de andre nordiske lande. Men ingen tog fat i årsagerne til, at vi har mange flere tilfælde af rygning- og alkoholbaserede kræfttilfælde i Danmark.

At kræft er en væsentlig sygdom, som vi skal forsøge at bekæmpe, er åbenlyst, men at give kræftpatienter forrang og specielle fordele i sundhedsvæsenet, sker jo på bekostning af andre patientgrupper, for der kommer ikke nye midler ind i en prioriteret sundhedssektor.

At lave politiske og populistiske pakkeløsninger for specielle patientgrupper er ikke okay, medmindre man samtidig tilfører flere midler til pakke-områderne.

At veje patientgrupper op mod hinanden er udansk, og det er med til at skabe ulighed. Det kan vi ikke være bekendt, og det er ikke "let og lige adgang til sundhedsvæsenet".

Man skal overveje sin kommune
Med de accelererede udskrivninger fra hospitalerne er kun de færreste borgere raske, når de udskrives.

Det betyder, at kommunerne i højere og højere grad skal have et beredskab til at kunne varetage syge borgere, der bliver hjemsendt uden at være færdigbehandlet.

Er man så uheldig at have en kronisk sygdom eller skade, som kræver genoptræning/rehabilitering, skal denne træning primært foregå i kommunalt regi.

I mange sammenhænge giver det god mening, da de fleste af os har det bedst hjemme eller i nærheden af hjemmet. Men kommunernes suveræne selvbestemmelse er et problem. Der er nemlig utrolig store variationer mellem kommunerne, når man ser på det serviceniveau, som bliver politisk fastlagt.

I den ene kommune kan man få intensiv, kompetent og varieret genoptræning/rehabilitering, mens man i nabokommunen må nøjes med sporadisk hjælp. Det helt urimelige postnummerlotteri er udbredt i Danmark.

Man skal tænke sig godt om, når man vælger, hvor man skal bo, før man bliver syg eller skadet. Er det rimeligt, og er det "let og lige adgang til sundhedsvæsenet”?

Sundhedsreformen skal mindske ulighed
Vi er stolte af, at sundhedsvæsenet er gratis for alle i Danmark, men virkeligheden er, at også her har uligheden sneget sig ind.

Vi har egenbetaling for tandlægebehandling, psykologhjælp, fysioterapi og medicin. Det giver en klar ulighed i vores sundhedsvæsen, idet særligt de mest syge og udsatte borgere ikke har råd til medicin eller almindelig tandbehandling.

Har man ondt i psyken, skal man altså selv til lommerne, i modsætning til borgeren, der har ondt i hoften. Det er ikke lighed og slet ikke "let og lige adgang til sundhedsvæsenet".

Regeringen barsler med en stor sundhedsreform, som har været undervejs længe. Ifølge landets statsminister kan vi forvente en lige så stor reform som strukturreformen i 2007, som blandt andet var den reform, som nedlagde amterne og skabte regionerne.

Vi må alle håbe på, at den store reform tager seriøst fat på den øgede ulighed i sundhedsvæsenet, da konsekvenserne er uhørt alvorlige for rigtig mange syge borgere, og da uligheden er en af de helt store samfundsudfordringer.

Det er kun rimeligt, at vi som borgere i et land, hvor vi definerer os selv som nogle, der har “let og lige adgang til sundhedsvæsenet”, afventer den nye sundhedsreform med en forventning om, at målet med den må være at mindske uligheden; at sikre ensartethed i behandling, genoptræning og rehabilitering landet over; og at der bliver sat lighedstegn mellem somatik og psykiatri.

Vi skal have et sundhedsvæsen, der hænger sammen i den primære og den sekundære sektor, så borgerne oplever sammenhæng, kvalitet og fornuft i hele sygdomsforløbet. For vi er et samfund, der fungerer bedst, når uligheden er mindst, og der er "let og lige adgang til sundhedsvæsenet”.