Bliv abonnent
Annonce
Om  
Jette Sloth Flohr

Hjerneskadeforeningen vælger ny formand

19. april 2016 kl. 14.21

Hjerneskadeforeningen, der yder rådgivning til hjerneskaderamte familier og arbejder for at forbedre forholdene for hjerneskaderamte og deres pårørende, har valgt ny formand. 

På weekendens repræsentantskab valgte foreningen Jette Sloth Flohr som deres nye landsformand. Hun er til daglig leder af foreningens afdeling i Aarhus. 

"Mit fokus vil være på hele den hjerneskaderamte familie og på at styrke Hjerneskadeforeningens lokalafdelinger, så vi endnu bedre kan støtte og hjælpe ramte og pårørende i alle dele af landet. Aarhus har Hjerneskadeforeningens største lokalafdeling med daglige aktiviteter til ramte og pårørende. De erfaringer og den viden, jeg har fået ved at bygge Aarhus-afdelingen op til det, den er i dag, kan jeg bruge i mit nye arbejde som formand for landsforeningen," siger den nye formand i en pressemeddelelse fra foreningen.

Jette Sloth Flohr bliver den tredje formand i Hjerneskadeforeningens historie. Den anden formand i rækken takker af og glæder sig til mere tid med familien: 

"Jeg har en familie, der glæder sig meget til, at jeg nu får mere tid til dem derhjemme, og jeg kan ikke forestille mig nogen, som jeg hellere videregiver formandsposten til end Jette Sloth Flohr. Jeg har været formand på een måde, og Jette vil helt sikkert være det på en anden måde, men jeg er ikke i tvivl, om at Jette vil blive en fantastisk formand. Med den formand, bestyrelse og direktør vi har nu, er Hjerneskadeforeningen i særdeles trygge hænder, og jeg tror, at alle medlemmer vil opleve, at deres medlemskab blot kommer til at give endnu mere mening og værdi i de kommende år," siger den nu tidligere formand Niels-Anton Svendsen i pressemeddelelsen.

Der holdes reception for Niels-Anton Svendsen 19. maj klokken 13.00 - 15.00 i Handicaporganisationernes Hus, Blekinge Boulevard 2, 2630 Taastrup. Til receptionen er der også lejlighed til at møde Hjerneskadeforeningens nye formand. 

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026